Livet som spørgsmålstegn

Hun er kaos. Hendes liv består af en række groteske hændelser. Hendes kærlighedsliv er lutter katastrofe. Hun har hadet og svigtet sin moder. Men allermest har hun svigtet, bedraget og såret sig selv.

Hun hedder Olga, er polsk jøde, bosat i Danmark, forfatter og 65 år. Under et af mange ophold i Israel indleder hun et kærlighedsforhold til en gift mand, der kommer fra Yemen. Han skal, beslutter hun, være hendes sidste elsker. Men viser sig heldigvis som den bedste. Værd at vente på, værd at kredse om og vende tilbage til i en roman om menneskers møder på tværs af generationer og grænser.

Trods forskellen i alder (Sammy er 38), afstanden i klasse (han arbejder på hotellet, må ofte også knokle med andre job), manglen på fælles sprog (han taler kun hebraisk, og hans engelsk er jammer-elendigt), ja, trods det på forhånd bundumulige i hele arrangementet lykkes det Janina Katz at føre denne skildring af længsel hen over hindringer frem til en lykkelig slutning.

Maler når hun skriver

Hun er nemlig en fremragende fortæller: energisk og fandenivoldsk, men ind-imellem også sødmefuld og lyrisk. Man kan sige, at hun maler, når hun skriver, og ikke går af vejen for at bruge den store, brede pensel og de voldsomme farver.

At læse hendes bog opleves ikke sjældent som at bladre rundt i fremmede menneskers fotoalbum (stort set det hele fremstår hæmningsløst selvbiografisk) - men så alligevel blive fanget ind, fordi den, der viser det frem, guider én så fyldigt og fyndigt. Man får udførlig besked om venner og veninder og elskere og eksmand, men persongallerierne fra Israel, Polen, Danmark og Frankrig danner tilsammen billedet på en skøn drøm om frihed, lighed og broderskab. Hvilken af de tre er så vigtigst? spørger Olga. Og svarer karakteristisk nok ikke, hun, som et sted filosoferer over sin egen bogs titel og nævner muligheden: Mit liv som spørgsmålstegn.

Revision af en illusion

Janina Katz har tidligere bl.a. udgivet romanen Mit liv som barbar og børnebogen Mit liv med syfiluter. Hun har også tidligere skrevet om sin moder, sin “buttede, livsglade, dybt filosofiske moder”, der tit brød ud i en kunstig latter, når hun ville dække over, at hun ikke anede, hvad samtalen handlede om, men blot gerne ville reagere på passende måde.

Hun var, bildte Olga sig selv ind, den alvorligste hindring i sin datters liv. Årsagen til, at hun aldrig fik andre børn end dem, hun opfinder på sit papir. Forklaringen på, at så meget gik skævt med ægtemanden og andre mænd. Ophavet til det hele! Romanen, vi læser, er ikke mindst en revision af den illusion. Har nogen person været en hindring i Olgas liv, må det vist have været hende selv.

Modet til denne erkendelse skriver sig efter alt at dømme fra kærlighedshistorien, som gør Længsel på bestilling til en roman om selvindsigt - ved siden af alt det andet, den er: hyrdetime, turistguide, Europa-historie, samtidskritik. Og gammeldags, fængslende fortællekunst frembragt af en raffineret, kultiveret skribent, der netop hellere vil bruge ordet ‘hyrdetime’ end skrive ‘knald’.