Tidligere var det sædvane, at forældremyndigheden blev tildelt mor, og far stod tilbage med samvær hver anden weekend. Det har gjort generationer af fædre til ‘tivolifædre’, som ikke har haft nogen særlig indflydelse på deres børns liv.

I nogle tilfælde har det været manglende ansvarstagen i barnets tidlige år fra fædres side kombineret med en kraftig ‘promoderlig’ tankegang system- og kulturmæssigt. En rigtig skidt kombination, hvis man vil have et samfund, der er lige dele maskulint og feminint.

I forvejen er vores børns opdragelse overvejende påvirket af kvinder. Lige fra barselsorloven, hvor mor går hjemme til institutioner hvor 90 procent af personalet er kvinder. Når skilsmissen trænger sig på, er det far, der bliver tivolifar og mor bliver udnævnt til ‘primær omsorgsgiver’.

Navlestrengen files over

Det er kvinden, der bærer barnet og det er svært for mange kvinder, når barnet skal løsrives og støttes i dets selvstændighedsudvikling. Her er det, at far kommer ind i billedet med en rigtig vigtig rolle - nemlig at hjælpe mor og barn med at være adskilt og holde fast i, at det er det bedste - og det er i sig selv ikke nogen let opgave.

Det bliver dog totalt umuliggjort, når barnet kun ser sin far hver anden weekend og skal agere legeonkel i stedet for en maskulin faderfigur. Det kan give nogle meget slemme konflikter mor/barn imellem i teenageårene, hvor barnet selv, alt for sent, må sørge for løsrivelsen og søge efter faderfigurer. Konsekvenserne af det taler vist for sig selv.

Nej, det vil de ikke - det er bare noget de siger. Kvinder vil have maskuline mænd, der tager ansvar og leder. Sådan nogle mænd er gode for vores samfund, gode for vores erhvervsliv, gode for vores børn og ikke mindst gode for vores parforhold. Problemet er blot, at når børn vokser op i et miljø, der er så domineret af ‘kvindelige værdier’, får vi androgyne mænd - og kvinder, der sjældent har oplevet hvordan de skal forholde sig til maskulinitet. Det er hovedårsagen til, at vi har så mange skilsmisser.

Slås om børnene

Når forældrene skilles skal de finde ud af, hvor barnet skal bo, hvem der skal have forældremyndighed, og hvor meget barnet skal være hvert sted. Kan de ikke blive enige, skal der startes en sag i Statsforvaltningen og senere i retten. En sådan sag kan vare længe, og i den periode er barnet ofte i et højkonfliktfelt. Forældrene vælger sammen med advokater at være strategiske, fremprovokere konflikter, lyve og fremhæve alle de negative ting ved hinanden i et forsøg på at fremstå som den bedste forælder, som systemet vælger som den mest egnede til at varetage barnets tarv - og de store økonomiske tilskud. Det er oftest ét stort skuespil og fremmer ikke samarbejdet - til stor skade for børnene.

Når sagen er afsluttet, og der er udnævnt en vinder og en taber, er der opbygget så meget had og frustration, at det tager årevis at få opbygget et godt og sundt miljø for barnet - hvis det da nogensinde sker. Meget uheldigt når det primære for børn er forældrenes gensidige loyalitet - alt andet er sekundært i deres verden.

Sav børnene over i to

Mindre kan naturligvis gøre det, og en løsning på alle ovenstående problemstillinger er lovgivningsmæssigt, at dele barnets bopæl, have fælles forældremyndighed, lige meget tid hos hver forælder samt dele de økonomiske tilskud . Så er der ikke noget at slås om, og børnene får lige dele feminin og maskulin påvirkning.

Forældrene kan naturligvis selv ændre ordningen, hvis de mener, at det er bedst for netop deres barn - det er trods alt dem, der kender barnet - ik?

I Australien og Spanien har de allerede indført denne ‘delemodel’, og resultaterne er meget positive. Færre konflikter, mindre vold, gladere børn og ikke mindst - loyale forældre, der kan samarbejde.

Enkelte kvindeorganisationer er imod ovenstående ‘delemodel’. De er dog generelt imod alt nyt, der ikke støtter dem i at være ‘mødre på fuld tid’.

Senest holdt Dansk Kvindesamfund et seminar om den kun et år gamle lov. Deres skræmmekampagne mindede om et møde i Tyskland i 1939. Politikere og medier hoppede i med begge ben - godt lobbyarbejde!

Den nye forældreansvarsloven er ikke optimal. Der bliver udnævnt en vinder og en taber, og den er stadig tænkt ud fra et ‘promoderligt’ synspunkt - nu bare maskeret som ‘barnets tarv’.

Rul forældreansvarsloven frem. Lad de børn og forældre få fred - giv dem en deleordning pr. automatik!

Thomas Resen Balle underviser og holder foredrag om social dynamik samt rådgiver forældre under skilsmisse