Obama er ikke sort

Tom Nielsen, Frederiksberg

Hvorfor i alverden bliver journalisterne både på tv og i aviserne (herunder Information) ved med at kalde Obama for sort. En sort præsident. Sikke noget vrøvl. Han har aldrig været sort. I hvert fald ikke ifølge almindelig fornuft. Men måske efter Hitlers racelove, Nürnberglovene. Men de er da vist afskaffet for længe siden. Obama kan med lige så stor ret kaldes for hvid. Men det ville dog også vær forkert, eftersom han er 50 procent hvid og 50 procent sort. Altså mulat. Havde han været 100 procent sort, ville han aldrig være blevet valgt som præsident, så meget racediskrimination er der nemlig stadig i USA. Men eftersom hans mor var hvid, kunne det lade sig gøre. Det ved Obama da også godt selv, derfor sørgede han også for i sin store reklameudsendelse for nylig at vise billeder af sin meget hvide mor med lille Obama.

Obama har derfor ikke nogen fordomme angående racer, et udmærket udgangspunkt for hans præsidenttid.

Endnu en ‘Ny Alliance?’

Peter Holst Henckel, billedkunstner, København

Der er altid noget ynkeligt over kunstnere, der tager til genmæle over for en dårlig anmeldelse. For en uges tid siden fik jeg en udsøgt perfid og hovmodig anmeldelse af Michael Jeppesen i Information, og det ville selvfølgelig være oplagt at forsvare sig i den gode smags tjeneste. Men det er faktisk ikke mit ærinde her. Jeppesens synspunkter og analyser er alligevel så slappe og fordomsfulde, at en ond anmeldelse næsten er at foretrække for en god. Nej, grunden til at jeg skriver, er snarere at give Informations læsere et mere nuanceret billede af Jeppesens rolle og bevæggrunde i forhold til det stofområde, Information har givet ham nærmest eneret til at dække i avisen, nemlig billedkunst. I kunstverden er han et kendt - og berygtet - ansigt. De fleste er her klar over, at hans beskedne indsigt i kunst til fulde opvejes af hans kolossale ego og selvpromovering. Det kan anbefales alle at gå ind på hjemmesiden www.newdeals.dk, som Jeppesen står bag, og som rådgiver i, hvordan man økonomisk bedst spekulerer i køb og salg af kunst. Det er interessant læsning! Her får vi blandt andet at vide, at Jeppesen har udviklet en objektiv klassifikationsmodel til at investere i kunst! Fantastisk - kan det virkelig være rigtigt? Ja, det kan det, fordi Jeppesen jo er ‘ekspert i samtidskunst’, som vi får at vide på new.deals forside. Blandt andet er han blevet betroet plejen af to private kunstsamlinger, som hans opgave er at profitmaksimere ved at “købe billigt og sælge dyrt”. Det skulle vel aldrig være Jeppesens egen kunstsamling, der er tale om? New Deals åbner også mulighed for at låne værker til f.eks. reklameproduktioner. Her kan man tilbyde at låne et værk af dens ‘museum’. Jeg ved ikke, hvor mange, der har hørt om et New Deals Museum eller et Jeppesen Museum, men jeg har ihvertfald ikke. Jo, forresten, var det ikke et kunstmuseum Jeppesen proklamerede, han ville starte, da han i foråret blev fyret fra Ekstra Bladet efter at have solgt sort arbejde til Naser Khader? Det kan være, det er det ‘museum’, der henvises til …

At Information nu har valgt at give Jeppesen monopol på dækningen af billedkunst i avisen, tyder desværre på en total mangel på redaktionel rygrad og dømmekraft.

Det er muligt, at det ser friskt og frækt ud med en Jeppesen på banen, men det er en redaktionel blindgyde at lade en opblæst kunstspekulant bruge avisens kultursider til at dyrke kurspleje på sin egen kunstsamling. For det er jo rent faktisk det, han gør.

I en ny alliance med Information - avisen, der kalder sig “uafhængig af økonomiske interesser”.

Anmelder under cover

Kaj Asmussen, Nederstræde 2, Grenaa

Somme tider er det mest interessante ved en avisartikel ikke det, der står i den, men det, den dækker over. Det er i udpræget grad tilfældet med de artikler, Information bragte i sidste uge om Politikens boganmelder, May Schack. Udover at anmelde bøger fra blandt andet Gyldendal har May Schack et deltidsjob på Gyldendal, og en sådan sammenblanding af interesser er jo, som enhver journalist ved, i strid med journalistisk etik.

Men hvad Informations artikler ikke fortalte - men tværtimod dækkede over - var, at Information selv har et tilsvarende problem med en anmelder, blot af langt grovere karakter. Det er avisens nye kunstanmelder, Michael Jeppesen, som ved siden af sin anmeldervirksomhed driver en forretning med spekulationsopkøb af kunst. New Deals hedder den, og Jeppesen beskriver selv formålet med forretningen sådan her på New Deals’ hjemmeside: “Køb billigt, sælg dyrt og hav fornøjelsen af værket imens.

Det lyder banalt, men risikoen ved at købe sig ind i blue-chip-produktioner er minimal, og gevinsten kan variere fra medium til ekstrem. For at sikre os yderligere, spreder vi gevinsten mellem minimum 20 værker spredt ud over periode og geografi.

Vi bestyrer nu to private fonde, der hver består af cirka 100 værker. Begge er indenfor de seneste to år vokset eksplosivt i værdi, og vi er ved at formulere værdisættet til en tredje og større samling.”

Det er da en sammenblanding af privatøkonomiske og journalistiske interesser, der vil noget. Et tilsvarende eksempel på brud på journalistisk etik er nok ikke set i dansk presse, siden to journalister for nogle år siden blev taget i at bedrive spekulation i aktier, samtidig med at de skrev om aktiemarkedet.

De kunne altså med deres journalistik påvirke kurserne på de aktier, som de selv handlede med. Eller rettere sagt: de kunne mistænkes for det, men alene mistanken er jo nok til, at en anstændig avis ikke vil tolerere den slags. De to journalister blev da også straks sat fra jobbet.

Men sådan gør man åbenbart ikke på Information. Tværtimod.

Da avisen blev gjort opmærksom på Jeppesens dobbeltrolle, forholdt den sig ikke til problemet og kunne heller ikke bekvemme sig til at trykke læserbreve om det. I stedet startede den kampagnen mod May Schack, mens Jeppesen fjernede de citerede afsnit fra New Deals’ hjemmeside. Det, der er tilbage på hjemmesiden, er dog nok til at fastslå, at der er tale om økonomisk spekulation i kunst - omend det er noget tåget formuleret. Skelettet i skabet er altså fuldt intakt. Det er blot blevet sminket, samtidig med at Information forsøger at lede opmærksomheden bort fra det.

Havde det været Kristeligt Dagblad, der på den måde forsøgte at dække over en betændt presseetisk byld, ville jeg have korset mig. Her må jeg nøjes med at tage mig til hovedet.

SVAR: Michael Jeppesen er kunstsamler, hvilket også fremgår af det indledende interview, vi bragte, da vi første gang præsenterede ham som ny kunstskribent på Information.

Han har på intet tidspunkt og kommer ikke til at skrive om værker, han selv har en økonomisk interesse i i forhold til egen samling.

Derudover fungerer han som gratis rådgiver for private i forbindelse med kunstkøb på gallerier. De kunstfonde, der refereres til i læserbrevene vedrører en aktivitet fra perioden 2004-06 og længe før, han blev tilknyttet Information. En aktivitet, som ikke vil blive genoptaget så længe han fungerer som kritiker af kunststoffet.

I øvrigt er der en styrke i, at Michael Jeppesen ikke er blind over for den økonomiske side af kunstverdenen, men også behandler den i sine artikler. red.

Tysk romantisk musik

Tom W. Petersen, Frederiksberg

Brugere af Information, der holder af den ‘klassiske’ musik kan glædes over, at års ørkenvandring er slut. Væsentlige koncerter og cd’er anmeldes på særdeles kompetent vis af Christine Christiansen og Valdemar Lønsted på www.information.dk.

Jeg har ellers en indsigelse mod Lønsteds anmeldelse den 1. november af nye indspilninger af tysk romantisk musik. Hans ros af dem gives på bekostning af tidligere indspilninger. Det skulle ikke være nødvendigt; de kan vel klare sig selv.

Valdemar Lønsted nedgør fremragende indspilninger ved at bruge udtryk om dem, der signalerer uklarhed i klangen, fedme og tryg magelighed.

Og Gardiner betegnes som “åndeløst betagende”, modsat Furtwängler. Der er dog absolut intet trygt lænestolsagtigt eller uklart ved f. eks. Bruno Walters eller Otto Klemperers indspilninger af Brahms eller f. eks. George Szells af Schumann. Her er ingen tunge gevandter.

Begejstret omtale af gode nye indspilninger er fint. Men fremragende udførelser bliver ikke pludselig ringere af, at nye kommer til.

Værst er, at de, der skal begynde at lytte til Schumann og Brahms, må tro, at folk som f. eks. de nævnte er en sløv affære. Og de vil derfor sandsynligvis aldrig få de formidable oplevelser, de kan give.

Og det er rigtig synd.

Drop rejseriet - rejs et fyrtårn

Dennis Johansen

Britta Thomsen (S) skriver i Information den 3. november, at vi for at hjælpe miljøet skal droppe bøffen én gang om ugen.

Jeg forslår Britta Thomsen og resten af Europa-Parlamentet, at de dropper deres rejser mellem Bruxelles og Strasbourg helt.

Et initiativ i denne størrelse, for miljøets skyld, vil selvfølgelig være et fyrtårn af inspiration for resten af verden.