Det er svært at overbevise nogen om, at et borgerligt-liberalt synspunkt rummer andet end en laissez faire-indstilling til tingene. Centrum-venstre kan læne sig op ad avancerede overvejelser om mennesker og samfund, når socialingeniørerne rykker ud for i samlet flok at flytte mennesket en smule tættere på paradis. Liberale der-imod holder igen med de store planer. Af samme grund kunne man få den tanke, at borgerlige intet værdi- og kultursyn har. For at imødegå denne misforståelse sender en række borgerligt-liberale og konservative i disse dage bogen Den Borgerlige Orden på gaden. Her præsenteres en række bud på, hvilken kulturel agenda man som borgerlig har. Menneskeopfattelse, værdier og forestillinger er en del af den borgerlige kultur, men ofte er økonomi og teknisk-administrative forskelle i fokus.
Borgerlig-liberal kultur
Ifølge den franske sociolog Raymond Boudon bliver borgerligt-liberale synspunkter, af ovennævnte grunde, ofte opfattet som dumme blandt mange intellektuelle. Ideologien koges sammen til ‘enhver er sin egen lykkes smed’, og da det er politik på amøbeniveau, er det ikke særlig ‘klogt’ at være liberal. Liberalismen lider den tort, at den ikke beskæftiger sig tilstrækkeligt med samfundsopbygning, fordi den qua inspiratorer som Friedrich Hayek altid har hævdet, at samfundet opbygger og organiserer sig selv. Samfund forstås bagud og ikke forud.
Liberale blinker nervøst, når der tales om at organisere borgernes liv igennem ‘radikale ændringer’, eller når der drømmes om ‘bedre verdener’. For skønt ikke alle borgerligt-liberale kan deres Karl Popper, er det alligevel hans advarende tanker om, at man ikke kan bygge ‘gode’ samfund og skabe lykke via institutioner, som borgerlige instinktivt har på rygraden.
Der er med andre ord en kultur gemt bag vores skepsis over for statens indblanding i vores liv. Der er et menneskesyn og et rationale, der er dybere end ‘pengene ligger bedst i borgernes egne lommer’.
‘Skridtvise metoder’
Jeg har i mit eget indlæg i antologien forsøgt at beskrive en særlig realistisk antropologi, som udtrykker en borgerlig forståelse for menneskets vilkår. Grundlæggende er denne antropologi kendetegnet ved et syn på mennesket som fejlbarligt og mangelfuldt. Samfund skabt af sådanne væsner bliver derfor derefter. Fulde af problemer, folk der sulter, ting der går i stykker, svigt, ævl og kævl. Samfundet afspejler mennesket på godt og ondt.
Til at motivere og skabe velstand har borgerlige sat deres lid til den mekanisme, der siden tidernes morgen har virket mest naturlig. Bytte, køb og salg, motiveret af grådighed, selvoptagethed og egeninteresse, samt et naturligt behov for at hjælpe andre for derigennem at opnå status og anerkendelse. Ikke særlig ædelt, men meget realistisk. Lykken og meningen findes i det små, i familien, i den nære omgangskreds, og sikkerhed opnås igennem et kulturelt fællesskab.
Markedsøkonomi og kapitalisme er således en maskine, der producerer velstand, og skønt der i kapitalistiske samfund naturligvis stadig er masser af problemer, nid og nag, desperation, menneskelig ulykke og frustration, kan det afhjælpes i det små, med det Popper kaldte ‘skridtvise metoder’. Således angribes de daglige problemer, der opstår når uperfekte organismer forsøger at lave samfund.
Individets ret
I den borgerlige kultur er talent, personlighed, ønsker, drømme, mål og lykke et individuelt ærinde, og hvis man forsøger at gøre sig ‘systemiske’ tanker om, hvad der er godt eller skidt, risikerer man at begå overgreb på individets ret til selv at definere sin egen lykke. Intet system kan vide, hvad der er godt for alle og indskrive disse leveregler på menneskets tabula rasa. Det var nøjagtig den lære, vi burde have udledt af den sociale ingeniørkunst, som socialistiske regimer anvendte i den åndelige udsultning af deres borgere: Mennesker kan ikke formes til hvad som helst. Menneskemateriale gør nemlig modstand, fordi vi både har fælles natur og individuelle ønsker. Vi er ikke udelukkende et produkt af vores omstændigheder.
Urealistiske krav
På Enhedslistens hjemmeside kan man læse følgende: “Kapitalismen har skabt en voldsom økonomisk vækst. Alligevel dør mennesker overalt i verden af sult. Alt det skyldes indirekte eller direkte det kapitalistiske verdenssystem”. Det interessante er det lille ord alligevel. Som om det var blevet lovet, at kapitalismen ville redde verden fra alle problemer. Hvis nogen har lovet det, så kan de ikke være borgerlige - det må være utopiske sociale ingeniører i borgerlige fåreklæder. Borgerlige anerkender nemlig ikke, at kapitalismen er noget ‘system’, men det er blevet uhyre populært blandt centrum-venstre-intellektuelle at hævde præcis noget sådant. “Det er kapitalens selvdrivende metafysiske dans, som kører løbet,” skriver den slovenske filosof og venstrefløjsikon Slavoj Zizek (Vold, 2008), der har gjort det til sit argumentatoriske glansnummer at hævde, at kapitalismen netop er en ‘ideologi’, et samlet ‘metafysisk’ værdisystem, der bemægtiger sig mennesket i alle livets forhold.
Når man har så urealistiske forestillinger om, hvad kapitalismen skal og kan, er det klart, man bliver skuffet og må reagere som kapitalismekritikeren John Gray, der skriver, at “global kapitalisme” - som han meget sigende kalder et “utopisk stykke ingeniørkunst” - ikke kan håndtere globale geopolitiske kriser, få folk til at stemme til parlamentsvalg og afskaffe fattigdom i Afrika. Sikke krav!
Modkulturel aktivitet
Hos folk uden for den borgerlige kultur varsler Grays analyse naturligvis, at ‘systemet er pilråddent’, og at en anden verden er mulig (titlen på et andet venstrefløjsikon, Susan Georges, bestseller). Systemet har nemlig svigtet, og så må man lave det radikalt om. Det er der nogen, der ikke kan vente på, og de bakker derfor helt ud og laver egne modkulturelle alternativer. Som Joseph Heath og Andrew Potter skriver det i deres velinformerede analyse af modkulturen som fænomen:
“Modkulturelle aktivister og tænkere afviser vedholdende ganske fortrinlige løsninger på konkrete sociale problemer til fordel for mere ‘dybtgående’ og ‘mere vidtgående’ alternativer, der aldrig nogensinde vil kunne indføres i praksis.”
Et citat, der vel egentlig udtrykker Enhedslistens politiske strategi i en nøddeskal. For her er Poppers ‘skridtvise metoder’ ikke gode nok. Man kan ikke arbejde inden for systemet, man kan højest boykotte det eller omvælte det.
Men borgerligt-liberale danner ikke modkulturer. De tror ikke på at ‘kortslutte’ eller ændre systemet radikalt. De smider ikke hele barnet ud med badevandet, hver gang en sultkatastrofe rammer Afrika. For de tror ikke på, at systemer findes og derfor kan ændre på noget som helst.
Personligt ansvar
Når man begræder, at kapitalismen skaber dårlig madkultur, stress, falskhed, grådighed eller ligefrem “sociale patologier”, som Rasmus Willig skrev det i endnu et centrum-venstre-forsøg på den ‘totale kritik’ (Forsvar for kritikken, 2007), tager vi det helt roligt i den borgerlige kultur. Vi viser det ansvar, at vi udbedrer skaderne, så godt vi kan, ved at henvende os til individerne. Når kultursnobber som Naomi Klein og Benjamin Barber synes, verden er blevet overfladisk, billig og kvalitetstømt, så udtrykker det i borgerlige øjne en forkælet opfattelse af, at alt, der ikke er perfekt, er uretfærdigt og derfor må laves om. Vi har alle krav på gratis ‘god smag’ (hvad det så end er). I den borgerlige kultur er der en helt anden opfattelse af det personlige ansvar, og her er det ikke kapitalismens skyld, at der sidst på ugen kun er råd til dårlig færdigmad. Her må man hanke op i sig selv og betale prisen.
Pragmatik og ydmyghed
Ikke alt er politisk. Ikke alt skal formes efter social-ingeniørernes utopiske tanker om det gode liv. Ikke al lidelse er systemets skyld, for ofte skyldes det den almindelige dumhed og kortsigtede handlehorisont, der er menneskeartens kendetegn.
Borgerlig-liberal kultur handler om pragmatik og ydmyghed. At være borgerlig er at forstå mennesket på godt og ondt og ikke tvinge det ind i en ideologisk form. Det er at forstå mennesket, som det er, og ikke som vi ønsker, det skal være.
Dennis Nørmark er antropolog og forfatter
‘Den Borgerlige Orden - tanker om borgerlighed og kultur’. Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.). Udkommer i dag på Gyldendal
Kommentarer