Filminstruktøren og skuespilleren Søren Fauli forsøger for tiden at konkurrere med mig (som kvinde) om en offerrolle. Hvilket sætter mig i en speget situation, for jeg er ikke noget offer, så han vinder. Men jeg kan ikke tage ham alvorligt, og man må jo ikke grine af ofre. Men det er svært, når manden, offeret, som oftest er iklædt sølvpapir, brunt sølvpapir. Ja, faktisk er det værre end det. Han er en slikskildpadde.
Nu spørger nogen måske, om det er ligesom det dér Talent, hvor de faktisk har hevet en spastiker ind for danse breakdance mellem de almindelige mennesker, mens de lader som om, det ikke er fordi, det er sjovt og forfærdeligt, at de har gjort det? Skal vi nu grine af Slikskildpadden? Er det pænt gjort? Tjah. Jeg ved ikke med spastikeren. Men ham her vil selv. Være offer.
Slikskildpadden havde i sidste uge en kronik i Politiken med budskabet: Kvinden er blevet manden overlegen. I forvejen har hun magt over livet (livmorens vogter), men nu har hun også egne penge og er blevet økonomisk uafhængig. Derfor er manden det svage køn, og skal have mere i løn end kvinden, så han ikke er komplet overflødig!
Først og fremmest: Slikskildpadde roder rundt i begreberne, og skriver f.eks., at “hele fundamentet i ligestillingstanken er at udjævne forskelle mellem mennesker, men det nedbryder samtidig den dynamik, som forskelligheden giver.” Klassisk fejludlægning af en fundamental ligestillingspræmis - nej, ligestilling er ikke ensretning og udjævning af forskelle mellem mennesker, til vi når en grå grød af kvindemænd og mandekvinder uden særkender og forskelligheder overhovedet, og - oh skræk, en dag er vi blevet udlignet til fælleskønnet kvænd eller minder - nej, Slikskildpadde! Ligestilling er ligestilling af vilkår (f.eks. for køn), så der er frihed til på lige vilkår netop at udfolde de menneskelige forskelligheder.
Slikskildpadde skriver: “Jeg forstår ikke ønsket om at bevise, at kvinden er lige så god som manden til dit og dat. Det er muligt, at det er det rigtige svar, men det er det forkerte spørgsmål. Kvinden er uundværlig, og det kan ikke ligestilles med noget som helst.”
Ad, for en metafor
Indholdet er klart: Søren Slikskildpadde klapper mig blidt på mit blonde hoved, og med kærlig overbærenhed i stemmen beroliger han mig: “Skat, du behøver jo ikke bruge din hjerne, når nu du har en ovn i maven og store, smukke bryster! De er jo fuldstændig uundværlige, ved du ikke det?”
Han elaborerer langstrakt om kvinden som bærer af nøglen til livet, hun er sågar mandens nøglehul til livet (ad, for en fængselsmetafor. Er han låst inde i kvinden, til hun føder ham, eller stikker han sin nøgle ind i hende til livets lille rum?) Han er meget betaget af kvinden som fysisk overlegen livsskaber, og trygler hende om hun ikke nok, fordi det er så almægtigt og stort, og han er så lille og overflødig i det spil, vil lade det blive ved det, og ikke også insistere på at skulle tjene penge og være god til andre ting.
Han skifter mellem at prise kvindens unikke evne til at skabe liv og spørge, hvad den moderne, selvbevidste kvinde nu vil med mænd overhovedet, når de økonomisk kan klare sig selv. Han er så skræmt over sin egen uduelighed, så han sågar ender med at ridse skrækscenariet op; Mænd overflødiggøres snart også som sædforsynere - i Japan er det lykkedes at reproducere rotter uden sæd!
Slikskildpadden trækker på en offerrolle, der ingenlunde er ny for mandekønnet. Den er nærmere en urindstilling mellem kønnene, og har til forskellige tider og på forskellige steder haft mange forskellige udtryk.
Magt og køn
Når kvinder f.eks. nogle steder i verden bures inde i en burka og kun får et lille gitter at kigge ud af, så er det jo ikke fordi, hun er ufarlig, ligegyldig, svag og sølle. Næh. Så er det fordi, hun er stærk, og manden må beskytte sig imod hende.
Når kvinder nogle steder i denne verden kan idømmes stening til døden for at have været udsat for gruppevoldtægt, hvem har så været farlig overfor hvem? Betragtes mændene som stærke, og kvinden som et svagt offer, når hun straffes? Hvilken kraft i kvinden er det, et samfund må slå ned på og straffe med døden, hvis ikke den kvindelige overmægtige kraft, der kan betvinge en flok mænd til at besudle sig selv ved hendes kød?
I den allermest undertrykkende form for magtfordeling har kvindens undertrykkelse alle dage været retfærdiggjort af, at det er manden, der er offer for kvindens uberegnelige kraft og vulkansk truende styrke, og det mindste/eneste, han kan gøre for at forsvare sig selv, er at holde hende nede i nogle kontrollerede rammer.
Her sidder Slikskildpadde så, og hævder i sin egen lille variant, at manden er det svage køn, der så godt som er overflødiggjort. En truet art. At han skal have mere i løn end kvinder for samme arbejde, for ellers er hans køns tid forbi. Hvad vil I med os, spørger han igen og igen. Hvad vil I have?
Hans efterlysning af at høre, hvad den selvbevidste kvinde overhovedet vil med mænd i dag, taler for sig selv. Slikskildpadde ved tydeligvis ikke selv, hvad han har at tilbyde og bidrage med, hverken som mand eller som menneske, hvilket også fuldstændig forklarer, hvorfor kvinderne ikke vil have noget af ham.
Slikskildpadde taler og føler ud fra en arkaisk model, hvor kønnene i binære sammenhænge kommer med kønsligt skarpt opdelte eksklusive bidrag, f.eks. livmoder/indtjening, hjem/ude, etc. Det morsomme er, at den virkelige verden ikke længere er så opdelelig, men at Slikskildpadde virkelig sidder med en følelse af, at han alene bidrager med sæd - og måske lidt penge! I sin fortvivlelse over, at verden er så forandret, foreslår han kreative løsninger som at give mænd mere i løn end kvinder, så de ikke er så svage og ofrede - så vi igen kan nærme os en konservativ model, hvor lillefar tjener pengene og lillemor skænker livets gave. Pyha, begge køn er fortsat nødvendige.
Lille, chokoladesøde, bange Fauli. Jeg forstår, at du er bange. Jeg forstår, at det er svært for dig at være en mand, når du ikke selv kan mærke, hvor det har værdi. Jeg forstår, at du trækker dig ind i dit skjold. Jeg forstår, at det er svært at være hård udenpå og blød indeni. For slet ikke at tale om at være pakket ind i sølvpapir. Lille offer. Jeg lover dig, at jeg virkelig, virkelig prøver at lade være med at grine.
Kommentarer