“Sorte mænd går og drømmer om er et par løse sko, en stram kusse og et varmt sted at skide” (“… a tight p-, loose shoes and a warm place to s-“).
Så enkelt kan det siges. Og blev det i vidners nærvær af præsident Richard Nixons, siden Gerald Fords landbrugsminister Earl Butz. Ministeren, der i øvrigt var en skidt knægt og senere kom i fængsel for skattesnyd, blev tvunget til at gå. Selv for den bramfri republikanske inderkreds, hvis sprog ifølge båndudskrifterne fra Det Hvide Hus var legendarisk, kunne det trods alt blive for meget.
Den friske udtalelse var ellers at opfatte som et af det amerikanske højres tidlige artigheder over for den overvejende liberale såkaldt politiske korrekthed, der i de år forsøgte at demontere sprogets paratfordomme og nedsættende kategoriseringer. Fænomenet, den politiske korrekthed, som her i landet i forbindelse med VKOs kamp om folkesjælen er stemplet politisk ukorrekthed, består principielt i at tage hensyn til andre, erkende minoriteters sårbare udsathed og undgå unødvendig polarisering. Det kan få rent ud komiske udtryk, når korrektheden overdrives, bliver maner og sproget mishandles. Men hvis man mener, at jøder er nærige, er det en glimrende idé ikke at sige det højt.
Hvis man mener, at blondiner er dumme, kan man med fordel holde det for sig selv. Hvis man mener at vide, hvad farvede mænd går og drømmer om, tager man en dyb indånding og nøjes med at tænke det. Og hvis man mener, at andres religion er ens egen underlegen, eller ligefrem en møgreligion, som det i dansk sammenhæng er sagt om islam, hvisker man det i enrum til sin egen gud og håber, at hans hørelse er nedsat. Kategoriske uprovokerede udtalelser (eller tegninger) i modsætning til politisk korrekt afdæmpethed og hensyntagen, ophøjes af nogen til noget særligt værdifuld.
Fremgangsmåden at redigere sig selv er ellers anbefalelsesværdig - også i privatlivet. Ytringsfriheden er kun for en overfladisk og fantasiløs betragtning absolut. Man behøver ustandseligt betro sine omgivelser, at Anders Fogh Rasmussen aldrig burde have været statsminister, fordi han i sin tid blev grebet i kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget, man kan nøjes med at minde om det en gang om ugen. Et strålende eksempel på korrekt politisk korrekthed.
Det er de konfrontationssøgende, der er inderligst imod at opføre sig ordentligt; de der kalder en skovl for en skovl og gerne gør det højlydt, skønt de fleste har fattet pointen.
Palin opdelte folk i to
I amerikanske valgkampe kan man især studere overgrebene på anstændigheden, uanset at dansk politik også er er kommet med. Sarah Palin satte alle hensyn til side og opdelte befolkningen i to. På den ene side: rigtige småbysamerikanere, overvægtige mom og dad, som henter dåseøl i sekspakker, går med ungerne til baseball og skyder elgsdyr fra firhjulstrækker. Og på den anden side de andre, som ikke er rigtige amerikanere. Den købte flertallet ikke.
Otte års højrerepublikansk magtarrogant tankeløshed, ulykke på ulykke, katastrofe på katastrofe og politisk ukorrekthed udtrykt i en selvtilstrækkelig, måske ikke direkte dum, men uovervejet slap og intellektuelt luddoven præsidents formuleringer sendte inkompetencen til tælling.
McCains sarkasmer med de evindelige to gange to fingre i luften som forhånende citationstegn rundt om udtalelser fra en modstander, den aldrende ikke ganske nærværende krigshelt var åndeligt og sagligt underlegen, blev efterhånden suppleret af grove insinuationer til den uformuleredes ynkværdige signal om magtesløshed. Men det bedste i Amerika vandt.
Der er langt fra landbrugsminister Butz til Obamas sofistikerede valgkamp og overbevisende valgsejr. Langt fra det gamle sydens racediskrimination og fornedrelse af det rettighedsberøvede mindretal - ja, nogen endog steder flertal.
Over for fordommene og de dumme udtalelser, den angstoppiskende valg-kampsteknik, al det, som har været det amerikanske højres kendetegn i alt for mange år, står rationalet, forstandsargumentationen, den venlige saglighed i ordets bedste forstand. Det var dette fænomen, der vandt forleden. og det er dette fænomen, som man for denne klummists vedkommende hjertens gerne må kalde politisk korrekthed, der har chancer for at få et ny momentum med den amerikanske new dawn. Et forandret politisk klima, hvor man ikke skiller fårene fra bukkene, når uenigheden viser sig, om det er klogt eller mindre klogt at kaste sit land ud i en håbløs krig. Et forfrisket vejrlig, hvor den ledende politiker over for den formulerede kritik af tvivlsomme dispositioner ikke blot henviser sine kritikere til intethedens svar: at der ikke er noget at komme efter. En ny atmosfære i nationens politiske liv, hvor et tomt og kynisk motto som: noget for noget afvises til fordel for velformulerede, gennemarbejdede analyser. Yes, we can, som den nyvalgte siger, og som understøttes af, at han faktisk gennem sine kampagne har præsteret - om end ikke svar på alt, du milde nej - så dog stærke antydninger af vejen ad hvilken.
Med andre ord: Amerika, som det er sket før, kan på godt - og mindre godt - meget vel igen blive toneangivende for andre nationer i en fornyet bestræbelse efter tænksomme overvejelser, som forkaster kortsigtede populistiske påstande om visdom, og som afviser, at komplekse spørgsmål og problemer kan ordnes med enkle svar og hurtige løsninger.
Den storm, der nu går over Washington, som også er en amerikansk idealistisk forestilling om nye begyndelser, fejer nu en stab af kompetente personer ind i regeringskontorerne og Det Hvide Hus. The eggheads, kaldte man dem i Kennedy-årene, længe før et sådant kælenavn for den stab af intellektuelle JFK bragte med sig efter Eisenhowers tornerosesøvn, blev omgjort til et skældsord.
Som Jon Stewart flere gang har sagt, gør det jo ikke noget, at folk, der skal regere andre, også er veluddannede og har forstand på det, de foretager sig. Det er ikke demokratiets forudsætning, bestemt ikke: by the people og for the people, bevar os vel; men forudsætningen er jo heller ikke inkompetence.
I snart årevis har det elitære haft klang af foragt for folket og kulturradikal undertrykkelse. Elite er kun noget, man jubler over i sporten. Ministrene vil på den ene side gøre alt for at fremstå som jorden bedste, der kan købe hele verden, men endelig ikke fremstå som elite. Derfor går de gerne i Parken og drikker fadbamser for at ligne Joe sekspakke og lader sig pornografere i Se og Hor. Endelig ikke noget med noget med at være finere og bedre og interessere sig for andet end fællesnævnerens udbud. Igen for at citere Jon Stewart: Gør det noget, at de politiske ledere er folk, man skal umage sig for at hamle op med? Da vel ikke så længe, man på valgdagen kan blive af med dem igen!
Den amerikanske drøm kan, om alt går vel denne gang, og intet ondt vederfares den nye bemærkelsesværdige leder, blive en revitalisering af forfatningsfædrenes ædlere forestillinger (jo, jo, det er en mere kompliceret sag, men alligevel): Forestillingerne om at de valgte i demokratiets navn gerne måtte være dannede og danne sig selv for så meget mere at fremstå som idealbillede af det folk, de repræsenterede. Tænk, om man stillede krav til politikernes påstande: at de nu også er i overensstemmelse med det rimelige og beviselige!
Så er der nogen, der får et par problemer. Nævn selv hvem.
Kommentarer