Da litteraten og Berlingske- og Børsen-chefredaktøren, Henning Fonsmark, døde i december 2006, efterlod han et erindringsmanuskript i brudstykker. Det er nu udkommet som bog. I forordet fortæller Fonsmarks døtre, Lise og Anne-Birgitte, om grundlaget for udgivelsen:

“En bestilling fra hans forlag gennem mange år, Gyldendal, havde sat manuskriptet i værk, mens sygdom til gengæld skulle forhindre dets færdiggørelse. Manuskriptet blev langtfra afsluttet, og den efterladte indholdsfortegnelse fortæller om det, der ikke blev gjort. De første kapitler - om de tidlige ungdomsårs drøm og efterfølgende flugt til København - forelå dog i færdig form.”

Til disse kapitler er nu påhæftet to, der tidligere har været trykt i anden sammenhæng: Ét om Fonsmarks andel i tilblivelsen af det borgerligt-kulturkritiske tidsskrift Perspektiv i 1973, og ét om den skrantende Berlingske Aftenavis’ genopliven som Weekendavisen med Fonsmark i redaktørstolen.

De således sammenhæftede kapitler har Gyldendal givet titlen: Drømmen om København og den snublevorne undertitel: ‘Portræt af en årgang, der kom på benene’.

Nødløsning

Er det samlede resultat tilfredsstillende? Nej, ikke rigtigt. Bogen bærer i for høj grad præg af sin nødløsnings-tilblivelse.

Undertitlen er en henvisning til, at slægtleddet, der nåede voksenalderen efter Første Verdenskrig, i samtiden fik etiketten: “Generationen, der snublede i starten.”

Og Fonsmark - født i Esbjerg 1926 - var med sine jævnaldrende litteratkolleger forhippet på, at et tilsvarende eftermæle ville de ikke have. De kørte ambitiøst på allerede fra deres studenterår. Om sin ærgerrighed skriver Fonsmark selv:

“For mig var byen København i de fleste af mine bevidste barneår dét konkrete sted på landkortet, jeg fra udkantsbyen Esbjerg drømte om at flygte til. Det var stedet, der sammenfattede alt det uopnåelige. Stedet, hvor man også kunne få lov at skjule sig, dvs. fortrænge det miljø, man uvægerlig havde medbragt. Og det var først og sidst det sted, man i 1945 skulle sørge for at være, hvis man ville være fri til at blive noget i det befriede Danmark.”

Bogens frydefulde læsning er de 48 sider, der handler om Fonsmarks opvækst i det ydmyge miljø ved den jyske vestkyst.

Han griber én om hjertet med skildringen af sin lystigt-musikalske og fromme mor, og hvordan hendes tidlige brystkræftdød også udslukker faderens liv.

Hans skildring af besættelsestiden, set fra drenge-øjehøjde, er medrivende, og hans sammenfatning af danskernes ulogisk modsatrettede krigsholdninger er et stykke funklende samtidshistorie.

Skuffelserne

Læsefryden har dog svært ved at dulme skuffelserne.

Fonsmarks skildring af studieårene i København fokuserer på de nære studiekammerater, forfatterspirerne Thorkild Hansen og Peter Seeberg, uden at man får noget interessant at vide om dem.

At de to siden ragede uklar, fordi Seeberg blev sur over, at Hansen var sikker på, at han ville blive den af de to, der løb af med Nordisk Råds Litteraturpris, er ikke værd at blive mindet om. Og at Thorkild Hansen kunne forlænge et studieophold i Paris, fordi han blev forsørget af en homoerotisk fascineret fransk baron, får Fonsmark genfortalt på en påfaldende ufri måde, bl.a. i ordvalget: ” … den sandhed om baronen, som Thorkild i sit litterære livsbudget kom til at bruge så mange kræfter på at tilsløre.”

Havde Fonsmark med sin kritiske sans, der også omfattede egne værker, haft lejlighed til fornyet gennemgang af disse afsnit, ville han nok havde lukket friskere luft ind i dem. Kapitlerne om Henning Fonsmarks andel i tidsskriftet Perspektiv og i Weekendavisen fremstår, som det, de er: påhæftede.

Drømmen om København

Henning Fonsmark
168 sider, ill.
169 kr.
Gyldendal
ISBN: 9788702063431

Uddrag af bogen
I sin erindringsbog skriver Henning Fonsmark om den tyske besættelse og de paradokser, der formede danskernes holdning til den:

»Da det i de første par år så ud, som om Hitler havde de største chancer for at vinde krigen, og det var i den periode, de tilsyneladende afspændte dansk-tyske relationer blev grundlagt, har det åbenbart været for nemt at drage den slutning, at det ene var det andets forudsætning, og at reaktionen derfor kunne kaldes opportunisme. Men det er forkert allerede af den grund, at den danske befolkning stort set ikke på noget tidspunkt gik ud fra den forestilling, at Hitler ville vinde. En sådan subjektiv iagttagelse kan af mange grunde ikke aflæses af tidens egne, officielle kilder, inklusive dens (censurerede) medier. Men den vil være til at genkende for dem, der var der.
Lige så paradoksalt det er, at danskerne ikke troede på Hitlers endelige sejr på et tidspunkt, da han havde erobret hele det vesteuropæiske kontinent og sluttet fred med Stalin, lige så paradoksalt kan det vel kaldes, at forholdet til den nazistiske besættelsesmagt ikke i nævneværdig grad ændrede sig til et egenligt opgør – og aldrig kom til at ligne en aktiv, heroiske folkebevægelse – selv på et tidspunkt, da enhver beregning måtte gå ud på at gøre sig gældende blandt de potentielle sejrsmagter.
Landet var neutralt, men at sige, at holdningen var neutralistisk – og dermed tilkende den karakter af ideologisk efterslæb til mellemkrigstidens radikal-socialdemokratiske udenrigspolitik – er allerede at sige for meget. Holdningen var netop ikke politisk.
Livet i Danmark var dikteret af en absurd forestilling om, at det lod sig betragte som ’privatliv’ i forhold til verden. Danmark er vel det eneste land, om hvilket det nogensinde kan siges, at det kom godt fra at lade, som om den krig, man var ramt af, ikke fandt sted. I en unormal verden insisterede man på at behandle ’det unormale’ som norm.«