I Zimbabwe er situationen desperat, landet har svævet i et økonomisk tomrum i årevis og indbyggerne har levet i politisk uvished i månedsvis. Der er ikke mad nok på markerne og ingen varer i butikkerne, der er ingen transportmuligheder for folk, der vil til deres arbejde; og den løn de får har ingen brugsværdi. Samfundsudviklingen er gået mere eller mindre i stå, og FN vurderer, at mere end fem millioner mennesker - eller op imod halvdelen af befolkningen - vil have behov for fødevarehjælp efter årsskiftet.
Zimbabwe er et smukt land bl.a. med ideelle muligheder for turisme. Det er et frugtbart land, der har været kornkammer for hele det sydlige Afrika. Der er mange naturressourcer, som kunne udnyttes og en relativt velfungerende infrastruktur, som burde give de bedste udviklingsbetingelser. Alligevel betegnes landet i dag som mislykket, eller mere diplomatisk udtrykt: som en skrøbelig stat.
Juvelen fra kronen
Efter selvstændigheden for snart 30 år siden troede man, at Zimbabwe ville blive en dynamo for hele det sydlige Afrika. Nabolandenes ledere udtalte, at Mugabe fik overdraget juvelen fra den britiske krone. Desværre har resultatet de senere år ikke været udvikling og fremgang men forfald og opløsning. Indtil 2002 gav den danske regering ulandsbistand til Zimbabwe men afbrød hjælpen pga. den politiske udvikling.
Der forhandles i øjeblikket i Sydafrika om dannelse af en samlingsregering bestående af Mugabes regerende parti ZANU og oppositionspartiet MDC. Resultatet bliver forhåbentligt en mere åben, udviklingsorienteret og demokratisk regering, som igen kan få dansk ulandshjælp. Men yderligere udsættelse af en løsning kan føre til endnu mere samfundsopløsning og elendighed. Oppositionens leder udtaler, at mere end en million mennesker vil sulte, hvis der ikke snart findes en politisk løsning i landet.
Hverken Vestens stormagter eller FN har ind til videre involveret sig i mæglingsforsøg.
Den danske regering har en mulighed for at bidrage til en forsoning mellem parterne. Vores udenrigsminister har været stærkt engageret i fredsarbejdet i Mellemøsten og har erfaringer, der vil være nyttige for forhandlinger i det sydlige Afrika. Vores regering har en Afrikapolitik med det udtalte mål at støtte de fattige og bl.a. hjælpe skrøbelige stater som Sudan og Zimbabwe. Den danske statsminister nedsatte i foråret en Afrikakommission med sig selv som formand. Dens formål er at finde løsninger på udviklingsproblemerne i Afrika - og med en ulandspolitik, der har til formål at hjælpe de mest trængende, ligger det i kortene, at den danske regering ønsker at gøre noget for Afrika.
Et dansk diplomatisk indsats i det sydlige Afrika ville være glædelig og igen bringe os i førerposition som en humanistisk og fredselskende nation og genskabe Danmarks ry som et land,der ønsker at hjælpe de fattige.
Ole Timotej er sygeplejerske og master i globalisering
Kommentarer