Det arabiske initiativ er en filmisk fortælling om islamforskeren Jacob Skovgaard-Petersens udstationering i Kairo som leder af Det dansk-egyptiske Dialoginstitut 2005-2008.

Vi følger den sprænglærde, arabisktalende og hyperdiplomatiske Skovgaard-Petersen, hans kone og to døtre i deres hverdag i den egyptiske hovedstad, men starter og slutter i Christiansborgs festsal november 2007, hvor Skovgaard-Petersen af selveste Dronning Margrethe overrækkes en hæderspris for sin indsats.

Filmens kompositoriske rygrad er en række dansk-egyptiske dialoger. Vi ser en flok præster fra den danske folkekirke, med Skovgaard-Petersen som guide, blive fragtet rundt i bus til dialog med en række egyptiske repræsentanter for Islam. Vi ser Skovgaard-Petersen og frue i dialog med to egyptiske institutkollegaer, som er kommet til privat middag. Vi ser Skovgaard-Petersen til audiens hos prominente egyptiske politikere. Og vi ser ham falde i dialog med egyptiske journalister på en lokal café (og herved føre os tilbage til et af de historiske arnesteder for den europæiske borgerlige offentligheds opkomst: kaffehuset).

Et eksotisk Danmark

Det er faldet i Skovgaard-Petersens og filmens lod, at karikaturkrisen skulle indtræffe midt under alle disse bestræbelser på dialog og gøre dialogen både endnu vanskeligere og endnu mere påtrængende. Filmen vælger at ‘dække’ krisen med filmet fjernsyn: Vi ser ikke flagafbrændingerne og de danske debatter i indklippede tv-optagelser; vi ser filmede tv-skærme, der viser disse klip. Med dette fortælletekniske greb gør filmen sig til noget andet end journalistisk reportage - den gør sig til en fortælling fortalt fra en særlig tid og et særligt sted, fra et kropsbundet perspektiv.

Filmen giver en række skildringer af, hvordan ‘dialog’ kan se ud,og opfordrer dermed sin tilskuer til at tænke over, hvornår noget er ‘dialog’, og hvornår det ikke er det. Eller hvilken forestilling om ‘dialog’, man selv render rundt med.

Det Danmark, der i filmen er i dialog med Egypten, kan forekomme at være et anakronistisk Danmark, et Danmark bestående af præster i ivrig teologisk diskussion og lærde højborgere, der modtager priser fra dronningen. Skovgaard-Petersens lejlighed i Cairo fremtræder som en borgerlig familieidyl fra 1800-tallets Danmark omplantet til Egypten anno 2007, kulminerende når far spiller Midsommervisen på klaveret eller læser arabisk med sin ældste datter. Og det giver også stof til eftertanke, for man indser, at der er danskere, og der er danskere - at forskellen ikke bare er noget mellem dansk og egyptisk, men også internt i det danske.

Det tilsyneladende ‘samme’ er isprængt det fremmede; samtiden er isprængt fremmed tid.

Et andet ansigt

En intern forskel, som man i filmen bliver meget opmærksom på i det danske, er kønsforskellen.

Langt de fleste af de dialoger, vi ser, er dialoger mellem mænd. Der er ganske vist kvindelige præster med på den dialogiske bustur, men vi hører dem ikke én gang stille et spørgsmål til de lærde arabere eller blande sig i præsternes indbyrdes debat. En ligeledes tavs kvinde i filmen er Skovgaard-Petersens kone. Kameraet dvæler ofte ved hendes ansigt, som oftest ser trist eller drømmende ud.

I starten etableres hendes blik på Cairo som det æstetiske blik: vi ser hende ved Nilen, og vi ser Nilen med hende: billeder af et drømmeskønt flodlandskab med glitrende solreflekser i vandet og smukke huse langs bredden, akkompagneret af den poetiske, lettere orientalske underlægningsmusik, der vender tilbage i filmen, hver gang de ‘officielle’, offentlige dialoger afløses af mere intimt sansende, æstetiske interiør- eller bybilleder (heriblandt nogle fantastiske billeder af døtrenes blankøjede opslugte ansigter, da de sidder i deres egyptiske eksil og ser tegnefilm med flyvende fugle). Den scene, hvor konen er mindst tavs, er da en af præsterne som høflig gæst i hjemmet, spørger lidt til, hvordan hun og børnene har det.

Det er en fantastisk parallelscene til de ‘offentlige’ dialoger: præstens forsøg på dialog med kvinder og børn er lige så godhjertet, akavet og prisværdig som forsøget på dialog med Islam. Og da kvindens stemme endelig høres, vidner den om den hjemmegående hustrus frustration og utilpashed i det børnefamilieuvenlige eksil. Man kan ikke lade være med at få den tanke, at der parallelt med al den prisværdige dialog mellem Danmark og Egypten løber en forsømt dialog mellem mand og hustru.

Anerkendelsen af den anden må efter min overbevisning handle om anerkendelsen af forskel, ikke bare forskellen mellem, men også internt i, kulturer og individer.

Ved at skildre et offentligt, demokratisk dialogprojekt i en klipning og kameraføring, der dvæler anderledes end den journalistiske reportages, lokker denne film forskelle frem i en offentlig eksistens som Skovgaard-Petersens.

Det er ikke bare i de ‘poetiske’ digressioner fra de offentlige dialoger, at et andet perspektiv tegner sig; det er også i kameraets blik på de ‘offentlige’ scener. Det er ikke bare Skovgaard-Petersens kone, der bliver filmens ‘andet ansigt’. Også ved Skovgaard-Petersens ansigt dvæler kameratet så længe og intenst, at vi ser ‘noget mere’ end den officielle person, uden at dette ‘mere’ lader sig definere, men det bliver hængende om det beherskede, skægstubbede diplomat-ansigt som et poetisk skær.

Man skal som tilskuer give sig tid og ro til at dvæle lige så meget ved denne film, som dens kamera dvæler ved sine motiver. Det vil blive rigt belønnet.

Det arabiske initiativ. Dokumentarfilm af Lotte Mik-Meyer. 58 minutter, Barok Film.

Debat og visning: 13/11, Cinemateket, Paneldeltagere: instruktør Lotte Mik-Meyer, hovedpersonen Jakob Skovgaard-Petersen selv, kritiker og lektor Lilian Munk Rösing og Erik Bjergager, chefredaktør på Kristeligt Dagblad. www.cphdox.dkDVD udkommer i november. Visningsarrangementer i hele Danmark Dec-Feb 2009 som led i DOX-ON-WHEELS.