'Useriøst at lovgive på grund af enkeltsager'

Birgitte Holmberg Pedersen: “Nu har vi muligheden for både at dømme fælles forældremyndighed, bopæl og samvær. Vi kan altså lave en pakkeløsning til familien……..” “Og så vil det være godt, at domstolene kan træffe afgørelse om skolevalg….” Ja ja - Vi ku’ da helt ophæve begrebet FORÆLDREmyndighed. Retspræsidenten har det tilsyneladende udemærket med at påtage sig ansvaret og træffe alle beslutninger vedr. VORES børn. Undskyld mig, Birgitte Holmberg Pedersen - men du fremstår s.. en anelse magtliderlig.

Ja det er et emne der kan få fråde om munden - men altid når manden skulle “bedømmes” brugte man et eller andet lyrik ord barnets bedste ! så manden måtte heller trække næsen til sig - om man kunne forklare det eller ej spillede ingen rolle. Spørgsmålet er hvad er man kommet frem til i 2008 er omsorgsvigt Hvordan definere man det udtryk er det når børn leger ude uden tøj eller er det når mor nægter barnet adgangen til sin far trods det at barnet vil men ikke tør for den verbale revselsesret bopælsforælderen har, det skulle være mere intersant at få klarlagt. - HVAD ER OMSORGSSVIGT I 2008 - Jeg kan heller ikke angribe artiklen, lad dog loven være “løftet pegefinger” til dem som ikke har viljen eller forståelsen at barnet endelig i 2008 er blevet centrum og far er en støtte i livet i stedet for en sms kontakt - hvis det overhovedet sker. Dem som angriber loven har jo et forklaringsprolem som svarer til at smide flyveblade ned til analfabeter, de må have noget læsehjælp. Viljen til at rette ind har en stor skare åbenbart ondt af - omvendt har jeg ondt af den skare. Måske bare det smerter at man i en retsal har lidt mere angst for “frie fantasier” ja det må være det som skal stå i festtalen. Ikke mere våde børne øjne om natten.

@T. Hansen: “Ja ja - Vi ku’ da helt ophæve begrebet FORÆLDREmyndighed” Dét er mere eller mindre allerede gjort. “Forældremyndighedsloven” skiftede navn til “Forældreansvarsloven”. Dét alene var et kæmpe skridt i den rigtige retning. Er desuden enig med de øvrige - endelig et fornuftigt menneske. MEN… Nu er jeg jo født kritisk… Birgitte benytter en særlig kommunikations strategi der handler om KUN at tale om det alle kun kan være enige i samtidig med at hun går udenom de punkter i den samlede løsning hvor der kan blive grund til at stilel spørgsmålstegn ved slutresultatet - barnets tarv. Hun roser forældreansvarsloven med god grund, men hun går uden om enmet “embedsmænd” (forøvrigt et ord der burde revurderes) som udarbejder de altafgørende “vejledninger til loven”. Diverse myndigheder retter sig efter vejledningerne (som er dybt kritisable), derudover har vi “fortolkningen” af vejledningerne i den enkelte forvaltning og endeligt “egenfortolkningen” hos den enkelte medarbejder. I hele denne proces kan det for den rette (eller rettere - urette) sammensætning af myndigheder og medarbejdere fortolkes derhen at den gamle forældremyndighedslovgivning’s principper kan leve videre i bedste velgående…. Man skal bare kalde det en “induviduel vurdering” og/eller “barnets tarv” så er alt fortsat tilladt. Såååh, ja, det er meget godt altsammen, men SÅ godt ér det altså heller ikke…

Hvad siger politikerne til de forvaltninger som ikke kan læse forældreansvarsloven og fører den ud i praksis det er jeg mere interesserede i der kom optik på. Jo det er da hørt man kan det, men det er ikke prangede viden man strøer om sig - for det er de samme personer som i dag sidder og bedømmer. Har det noget at gøre med at det monopolt er kvinder som behandler “samværssager” med mænd ? Jeg har tit spurt mig selv gud vide om de overhovedet selv har børn, og bruger den norm i sit private hjem. Angrib det men gør det med fakta. RYGTERNES MAGT ER BLEVET GJORT “NORM” i sagsbehandlingen. Rygterne er en integreret del af det sociale liv på disse gange, og beslutningsgrundlaget i tilspidsede situationer kan de skabe angst og panik. Det burde der tilføres midler i at undervises i, der kan man tabe hovedet og beslutninger sker med hovedet under armen. Der ligger mange sorte mapper med sådanne sager. Lidt strøet salt herfra.

T Hansen, man kan sige, at samfundet meget fornuftigt agerer forælder for forældrene, når de er så barnlige og umodne, at de ikke kan finde en fælles løsning på et praktisk problem.

Ja jeg byder mig så sandelig heller ikke om at Staten spiller ubemidlet med viden …. stempler en som umyndiggjort - ikke på vilkår men når man er oppe imod et system som burde kende loven og vejledninger, tror de kan - så kommer man virkelig på arbejde - ingen skal være enige i et samlivsophør men der der dog grænser for hvor langt elastik man vil give og skal give under en liberalistisk regering - liberalistisk- ! Ps. jeg formoder her vi taler om almindelige fornuftige mennesker - som præsten og advokaten sagde de mest lærte er ofte de aller værste typer. Spørgsmålet er nærmere hvem er rette personer til at udtale sig om emnet …. Dem der har indsigt eller dem der bare er i cyper for tidfordriv - ja det har slået mig som en lussing flere gang. Som forfatteren Robert Eggersen så sandt siger sæt dig ned i en forsamling og lyt …kik dig omkring så begynder der at tegne sig et billed hvem taler til hvem og hvor ofte ….”lykkerusen begynder at tage form…..”hvem kan emnet” og hvem er ubemidlet i emnet. Lidt chili herfra.

Bill H du har så sandelig ret bare man holder sig til sandheden. Det kan jeg leve med …og det er det basale at det sker i en retsal hvor der kvitteres Forklaring sker under strafansvar - råt at det skal ske når det gælder “børn” og samvær. Men det er en tvunget nødvendig at den der ikke evner normal samarbejde og fornuft får den vink med på vejen - taler du usandt får det følger Det pædagogiske højtlæsning fra en dommer kan give “fair play” genet en platform at bygge på ! Man man ikke gentagende gange rende systemet på døren nu må i træde til. Så er magiterningen kastet herfra.

Kære Anette, Jeg har læst et indlæg af Viggo Bækgaard med præcis samme indhold som dit. At indlægges gentages gør det absolut ikke bedre. Jeg synes det er en udmærket ordning man har lavet i de nordsjællanske retskredse. De forsøger ihærdigt af finde et forlig - har ansat børnsagkyndige der deltager i de forberende retsmøder - og mit indtryk er at de yder en meget seriøs indsats. Jeg finder det meget uheldigt at høre at retsplejeloven tilsidesættes - se det dog i øjnene - det er den blevet i rigtig mange år. I de gode gamle Viggo Bækgaards velmagtsdage var det da fuldt accepteret at der blev løjet retten - det var ligefrem forventeligt - der er såvidt jeg ved aldrig.blevet dømt nogen for at have løjet under en af de gamle parade forældremyndighedssager. Gode gamle Viggo er også frygtelig ked af af man procederer mundtligt - er der noget nyt i det? For mig lyder det mere som en masse larm fra Viggo og Co. der skal tjene til formål at genoplive den gode gamle pengemaskine - nemlig at køre fuldt forudsigelige sager for en klient der har for proces. Det var en ufejlbarlig guldåre - men men - guldet flyder måske ikke helt så frit mere. Det er sikkert der skoen trykker hos Viggo. Jeg synes konceptet fra bla. Birgittes retskreds er fremragende - jeg er helt enig i deres grundholdning - hellere forlige en sag end at skulle skrive en dom. Barnets perpektiv og at forældrene begge skal føle ansvar er og bliver det centrale. Birgittes indlæg i debatten er det hidtil bedste jeg har set

Dennis, hvad handlede din sag om?

Tja man går jo rundt og tænker meget i sådanne sager uanset hvad “har man dog lov at tænke selv - bruge sin sunde fornuft” Jeg forstår udmærket en retspræsident eller dommer når man sidder over for to komplet “tumper” der ikke kan finde ud af andet end bruge det mest primitive spyt i kampen - så må der være en som er overarmen ! Jeg har intet negativ at påtale retsystemet jeg har fået en ovenud “service” måske jeg bare talte rettens sprog - gjorde mine krav uangribelige som det hedder i jura sproget ! det blev promte efterkommet. Så det er nok giften fra umodne 40 årige dommerne skal opdrage - de sager som man påtaler der skete urette med børns tarv - Forældrene har jo ansvaret. Hvis ikke man løfter den har jeg det udmærket med at retten dømmer sammen med de sociale myndigheder - de børn skal tvangsfjernes omgående forældrene magter ikke opgaven, ja det burde bare nævnes som en mulighed og indføres i loven. Se så bare at komme i gang jo før des bedre (!) så skal det nok får nogle sager til at falde i hak for en del ulige sorte mapper i en fart ! så skal der nok blive ro ved samtalebordet.

Steen, Jeg vil ikke mene at loven virker. For én ting er at den skriver at man skal samarbejde. Men hvad sker der hvis man ikke samarbejder, og hér tænker jeg på en mor med bopælsretten simpelthen bare illiminerer faderens rolle og indfører diktaturlignende tilstande, hvad sker der reelt? Ingenting. Barnet vokser op og oplever at “Sådan gør man dét…!” Kritik af forældreansvarsloven - DEL 1 http://www.youtube.com/watch?v=WAIZJ2BnJIE Kritik af forældreansvarsloven - DEL 2 http://www.youtube.com/watch?v=xiOa6PDcOMo

Hej Denis Sådan en mor har min datter. Jeg havde desværrer min kamp under den gamle lov, og den var i hverttilfælde ikke i stand til at beskytte hverken min datter eller mig. Man vil ofte, og så hvis den nuværende debat giver en retningspil af hvor vi er på vej hen, ikke kunne stille noget op mod nogen der opføre sig som du beskriver. Det er sjovt men pt er BOSSwordet Primær omsorgsperson. Der er ingen der snakker værdier. Hvad er det vil have vore børns skal vokse op til. Exen var per definition Primær omsorgsperson for min datter da vi skildes. Problemet var bare at det var af nød ikke efter evne. Hun kunne ikke holde på et job, hvorfor hun var hjemmegående. Det klarede hun ikke særligt godt heller. Men Hjemmegående var hun så alle sagde tilmig at jeg kunne glemme alt om at få datteren boende hos mig. Så Datteren blev placeret hos Moren der så skulle lære hende at klare sig selv. En helt igennem idiotisk tanke, da hun ikke selv var i stand til at klare sig på nogen lunde normal vis. Hun har først nu efter 16 år fået et nogenlunde “normalt” arbejde, forstået ud fra at det ikke er offentligt støttet eller midlertidige vikar job etc. Indimellem har hun brugt meget lang tid på at holde sig i forskellige uddannelser, og har afsluttet den seneste på omkring 7 år. Hun er som knap 50 årig blevet pædagog. Det tog så lige ca. doppelt så lang tid som beregnet og indebar 2 skift af seminarie og praktikperioder der ikke blev afsluttet. Alle afbrud i ansættelser mm. har altid været begrundet i at hun var uenige med den de personer der var. Enest fællesnævner har i alle tilfælde været hende. Den jobsituation som jeg selv har oplevede hende i endte med at hun følte sig moppet ud. Det buder efter min opfattelse i et meget lavt selvær begrundet i at hendes egen famile var meget skidt fungerende. Nogen vil sige at man ikke kan straffe moren for det, medens jeg vil sige at min datter virkelig er blevet straffet. Og så jeg, men jeg klare mig, fordi den oplæring i selv at klare mig, som ens opvægst sådan set er gennemført med det resultat at jeg kan klare mig, både i arbejdsmæssige og sjociale sammenhænge. Selv hvis moren har lært min datter alt det bedste hun selv har lært, må man bare indimellem konstatere at det bare ikke var nok. Derfor var det groteks at se det daværende statsamt støtte moren i en sådan grad at de ikke undså sig for at oprtæde dokumenterbart uveredhæftigt, eller at trfææe beslutninger der mildest talt lignede Juridisk kvaksalverri. Nu ser man kvinder der klager over et tema der er omkring det samme som mine oplevelser med Statsamtet. De føler sig bare indigneret over at den gamle praksis om ar hvis bare mor fik ret så var det rimeligt er ophævet og at de bliver kikket i kortene og deres ord bliver ikke længere taget for pålydende. Det er gældeligt, så mangler vi bare at budskabet siver ind, både hos mødrene og hos de der advokere for en ændring af Loven. Det ser nemlig for mig at ud som om nogen af disse mener at vi skal tilbage til tidligere tiders “hvad mor siger er altid rigtig”. Men altså man må have en snak omkring hvilke værdier man vil lade værende styrende for de beslutninger man træffer. Begrebet primær omsorgsperson kan ikke stå alene, idet man objektivt set (juridisk) sagtens kan være den, men ikke have udgangspunktet til at bringe barnet frem til en fornuftig voksen tilværelse. Og tro mig. En der var så stærkt grænseløs i forhold til mig i forbindelse med at tilrane sig forældremyndighed og afskære min kontakt til min datter, ikke respekter min datters grænser spor mere. Min datter havde, og har stadigt, alle odds mod sig. Men da moren ikke var i stand til at klare sig selv og derfor gik hjemme blev hun opfattet som den Primære omsorgsperson. Og jeg, ja jeg gik jo på arbejde så jeg kunne ikke tage mig af barnet vil nogen sige. Dertil vil jeg sige at det er noget sluder. At bringe et barn op i en atmusfære af at det selv er nødt til at kunne forsørge sig selv, bl.a. gennem fremvisning af sig selv som et eksempel til efterfølgelse er vel målet med at opdrage sine børn. Forældreansvarsloven udsiger at beslutninger omkring barnet skal træffes ud fra barnets bedste. Så man kan allerede fjerne en far eller en mor, hvis dette skulle være nødvændigt. Der skal bare være tungt vejende grunde til det. Der i ligger den diskution om hvilke værdier der skal forfølges når man træffer beslutning. Men jeg mener rent faktisk at en mangel på forståelse for at man skal samarbejde burde være diskvalificerende i sig selv. Dette vad enten det er af ond vilje eller manglende evne. Og i den forbindelse skal man huske på at det ikke nødvændigvis er den der siger nej der ikke kan samarbejde.

Nej, Arbejder som IT mand, Privat ansat. Tidligere medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem. Valgt ikke fordi jeg var aktiv i fagforeningen, men alene på grund af den respekt jeg nød blandt mine kollegaer. Bonusen omkring det at side i bestyrelsen var en god kontakt til Direktøren, og da han kendte historien omkring konflikten med min datters mor, fik jeg en ganske god støtte fra Firmaet. Dette både i forhold til dokumentation omkring ferier mm til brug i Statsamtet, men også udbredt lov til at tilpasse mit arbejde således det passede ind med mit samvær med datteren. Været i virksomheden i langherrens tider. I fast parforhold siiden ca 1½ år efter moren og jeg flyttede fra hinandne (ca. 11 år nu). Det var iøvrigt det at jeg fik en kæreste der fik konflikten til at eskalere til det utålige. Mangler så stadigt forklaringen på hvorfor det at jeg fik en kæreste skulle have betydning for mit samvær med min datter. Men det mente Moren og Statsamtet bakkede hende op. Konflikten kørte rigtigt længe, Fra morens side for at få mig ud på et sidespor medens mine anstrengelser primært var rettet mod div. sagsbehandleres manglende evne til at opføre sig ordentlig. Deraf min bemærkning omkring Juridisk Kvaksalverri. Selv medens konflikten kørte for fuld damp, overholdt jeg alle samvær, på nær et par stykker. At disse ikke blev overholdt skyltes primært at der var lukket af for al kommunikation, herunder aftaler omkring at bytte samvær, placering af ferier mm. Men altså, når man har et arbejde hvor der indimellem er kurser mm. i udlandet på specielle tidspunkter må man vælge når situationen er som den er. Men det var ca 1 gang om årdet det skete. Det må vel i øvrigt anses som værende almindeligt at man indimellem er nødt til at pririotere mellem forskellige ting. Det ramte desværre min datter doppelt da jeg efter et antal gange gik fra at spørge om det kunne lade sig gøre at bytte samvær, gik over til at bare meddele at jeg ikke kunne være sammen med min datter i denne eller hin periode. Samtidigt blev jeg lige glad med morens ønsker omkring det samme. Men der svare vel i bund og grund de gange hvor moren afviste at lade mig have samvær med min datter fordi de holdt ferie, hvorefter det viste sig at hun havde været på arbejde, i beskeftigelse eller hvad det nu var. Da jeg endelig mistede kontakten med min datter var den kommentar jeg stadig husker mest af alle, en som kom fra en af min datters veninders mor: “Det havde jeg aldrig troet. Du(jeg) var det eneste normale i din datters liv”. Men idag har jeg kontakt igen.