LEDER | Dokumentarfestivallen CPH:DOX drives af 75 frivillige, mens kun 3,5 ansatte får løn. Det siger næsten det hele. Hos Zentropa afviser man dagligt frivillige, men også der bruges alligevel mange kaffehentende voluntører.

Velstillede unge tilbyder sig som ulønnede praktikanter. Hos CPH:DOX er det begavede universitetsstuderende, der skurer toiletter for at få kulturprojektet sneget ind på CV´et. Samme tendens ser man på teatre, i det hippe natklubmiljø og i musikbranchen.

Folkeskolen skriger på lærere, erhvervslivet på ingeniører. Men i Danmark uddanner vi folk i æstetik og kultur, et hav af designretninger og litteraturvidenskab. Og ja, de er dygtige og alt det der. Men de ender med dels at arbejde gratis og dels at lave noget helt andet, end de rent faktisk er uddannede til. Så samfundet stikker de håbefulde og kreative aspiranter blår i øjnene, når de opfordres til at knokle ulønnet for at erhvervsrette en ufokuseret uddannelse. For det sker velvidende, at det kun er et fåtal, der rent faktisk får deres krea-karriere.

Vi kan da lade dem hvile sødt på velfærdssovepuden, hvor der er god plads til selvrealisering på statens regning. Det er vel et af goderne ved det offentlige babysittersystem, og ingen ville vel heller være festivaller eller teatre foruden? En filmfestival skaber jo også værdi. I hvert fald profiterer direktøren, biograferne, popcornproducenterne og turistindustrien på CPH:DOX.

Hærskaren af ulønnede humanister, der vil gøre hvad som helst for en plads i den kreative branches elite, er bare for stor. Selv de få, der rent faktisk får et lønnet job må nøjes med kortvarige projektansættelser og freelanceordninger. Og en kunstner-aspirant formår ikke selv at vikle sig ud af den onde spiral. En spiral hvor jagten på cv´et ender med at bygge en hel industri på frivillighed og dermed underminere de fremtidige ansættelsesmuligheder. Praktikfænomenet er i virkeligheden slaveri sløret i drømmen om en karriere i de ekslusive og hyperkreative miljøer.

Samtidig mangler der kreative kompetencer i andre dele af erhvervslivet. Kunstneriske næser for magiske mobiltelefoner og crispy it-løsninger. Men nej, det er ikke smart nok, individuelt nok eller ulønnet nok. Bagsiden er bare, at de smarte kunstnerspirer ikke har nogen til at finansiere deres barsel, og at pensionsopsparingen nok ikke vokser ret meget, når man er på dagpenge hver tredje måned.

Set i en økonomisk kontekst er det også mærkværdigt, at alle taler om oplevelsesøkonomiens vækstpotentiale, og om alt det Danmark kan og skal. Sandheden er jo, at det er en illusion, når ingen tør erhvervsrette vores mest kreative uddannelser. Selv arbejdsgiverne på området er løst organiserede netværkere og stiller derfor ikke krav til uddannelsesinstitutionerne og Kulturministeriet. Og de frivillige - ja de skrupper jo de beskæftigede kunstneres lokummer. Så de har hverken tid til fagforening eller lønforhandling. Så meget for kreativiteten. march