'At blive fyret er en metafor for at dø'

De var pirrelige og overbetalte. De vidste alt. Det var dem, der fik verden til at løbe rundt. Og så blev de fyret.

Joshua Ferris har skrevet en roman om detroniserede reklamefolk, der vaklende forsøger at finde deres ben, da hele deres identitet brister sammen med dot.com-boblen. En for en bliver de fyret.

“Det er terror. Det er en følelse af skam, økonomisk usikkerhed og stress, fordi du ikke ved, hvornår det kommer,” siger Joshua Ferris om stemningen på det reklamebureau, hvor hans debutroman, Så var det slut, finder sted.

Den 33-årige amerikaner er netop fløjet ind fra New York. Han har jetlag og spørger efter koffeinfri kaffe, men det har vi ikke i huset. Hans mørke, pjuskede hår og brillerne i klassisk stel signalerer kreativ klasse, og han har også selv en fortid i reklamebranchen. Som 23-årig nyuddannet, gældtynget tekstforfatter blev han tvunget ind i branchen. Og han hadede det.

Fra arrogance til angst

Joshua Ferris var ung og underbetalt og derfor ikke i farezonen for at blive fyret, da krisen ramte i 1999-2000. Alligevel beskriver han det som en brat opvågning fra en arrogant livsindstilling.

“Jeg kom lige fra universitetet og følte, at et arbejde var en gudgiven rettighed. Men så begyndte de at fyre folk. Og du indser, at arbejde ikke er en selvfølge. Du bliver mere ydmyg over for verden, for huslejen bliver ikke betalt, du bliver ydmyget over for dine venner, du må låne penge af din far. Pludselig skifter arrogancen til angst. Og i det skift blev jeg langt mere ydmyg og håbede bare, at jeg kunne beholde mit arbejde. De økonomiske kræfter er flygtige.”

Den sandhed vågnede finansfolk over hele verden også op til for et par måneder siden. Finanskrisen har klare lighedspunkter med den bristede internetboble, og Joshua Ferris forestiller sig den samme rådvildhed blandt finansfolk, som han beskriver blandt reklamefolkene i sin bog.

“Bogen har potentiale til at komme på mode omkring hvert syvende år. For desværre gentager dette fænomen med bristede bobler sig. Folk bliver grådigere og tænker ikke altid rationelt - økonomi er ikke en videnskab men en kunst. Jeg tror ikke, der er nogen måde at undgå det,” siger Joshua Ferris.

Den eneste forskel er ifølge Ferris, at finanskrisen er meget værre end dot.com-krisen, og følelsen af angst, bekymring og usikkerheden mere intensiv.

- Hvad kan en fyret finansmand lære af bogen?

“Jeg ved ikke, om han kan lære noget. Han kan føle sig mindre ensom og måske finde trøst i, at det er sket for andre før. Og forhåbentligt kan han se humoren i det. Det er i hvert fald ikke en manual i, hvordan man gør det rigtigt. Snarere til hvordan man ikke skal opføre sig,” siger Joshua Ferris med et grin.

Personerne i Så var det slut ender i surrealistiske slagsmål om fyrede medarbejderes stole og nipsgenstande. En tyndslidt mand stjæler antidepressiv medicin fra en anden og ender i hallucinationer og forgiftning. Og en fyret medarbejder vender tilbage i klovnekostume for at hævne sig på sin kollegaer.

Er jeg min løn værd?

Truslen om en fyring ryster folk i deres grundvold, mener Joshua Ferris.

“Det handlede også om, hvem de var. De var karriere-reklamemænd. Når du skaber en karriere inden for noget, så taler vi om noget meget større end at betale regninger. Så taler vi identitet og selvværd. Og det er store ting. Dybere spørgsmål trænger sig på: er jeg min løn værd, er jeg ikke så god som de andre? Man bliver ikke bare fyret, men tvunget til at konfrontere sin egen utilstrækkelighed og til at tage bestik af sit liv,” siger han.

Derfor lyder hans råd til fyrede finansfolk, at de ikke må bebrejde sig selv for hårdt.

“Måske blev du fyret, fordi du fik højere løn end en anden, og ikke fordi du var inkompetent. De kræfter, der dikterer din afskedigelse, er ikke fuldstændig op til dig. Alligevel føles det så ydmygende og skamfuldt.”

Et sidetema i Så var det slut handler om brystkræft, og det er helt bevidst, at Joshua Ferris blander angsten for fyringer og død.

“At blive fyret er en metafor for at dø, at blive ekskluderet fra arbejdspladsens fællesskab for altid. Når man dør rigtigt, bliver man bare fyret fra et større fællesskab. For nogle af personerne er arbejdet hele deres liv. Selv når det reelle arbejde forsvinder i takt med, at opgaverne svinder, er det sociale aspekt af arbejdet stadig vigtigt.”

Genopstandelse

Men når man dør fra et fællesskab, opstår muligheden også for at skabe et nyt liv. Derfor opfordrer Joshua Ferris fyrede finansfolk til at genoverveje, om de lavede det, de ville. Selv har han lagt reklamebranchen fra sig for altid og lever i dag af at skrive. Han blev aldrig fyret, men savner alligevel fællesskabet i kaffepauserne, hverdagens pendlerrutiner og kontorlivets ritualer.

- Kunne du finde på at søge tilbage til reklamebranchen?

“Aldrig i livet. Nej,” udbryder Joshua Ferris straks. Han tænker stille et stykke tid og trækker på det:

“Lad mig nuancere det svar. Jeg ville fluks gøre det, hvis det var påkrævet for at holde mig selv og min kone varm og mæt. Selvfølgelig. Og mens jeg var der, ville jeg finde venner og hygge mig. Men det ville være langt nede på min prioriteringsliste. Kun lige skridtet over et job hos McDonalds.”