Tyven fra Bagdad

Curveball var kodenavnet for den irakiske afhopper, der leverede grundlaget for Irak-krigen. Over hele verden troede efterretningstjenester og politikere på, hvad han fortalte om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. I dag ved vi, at Rafid Ahmed Alwan i virkeligheden var en tyvagtig, sexdømt løgnhals fra Bagdad, der blot drømte om at få asyl og den nyeste Mercedes Benz.

Den prisbelønnede amerikanske journalist Bob Drogin fra Los Angeles Times har brugt flere år af sit liv på at finde ud af, hvordan en enkelt iraker i den grad kunne føre den vestlige verden bag lyset. Resultatet er blevet den dokumentariske bog Curveball, som netop er udkommet på dansk.

Her fortæller han, hvordan Rafid Ahmed Alwan snød stort set alle den vestlige verdens efterretningstjenester, og hvordan de villigt lod sig bruge til at levere det krigsgrundlag, som politikerne ønskede.

En fantastisk historie

“Curveball var nøglen til påstandene om Iraks biologiske våben. Hele det biologiske argument hvilede på hans udsagn,” siger Bob Drogin, der netop har været i Danmark for at promovere den danske udgave af hans bog.

“Der var andre agenter, javist, men uden ham, ville der ikke have været nogen sag og dermed ikke noget grundlag for at gå i krig mod Irak.”

Så stort er det ansvar, som den irakiske asylansøger bærer, mener Bob Drogin.

Rafid Ahmed Alwan dukkede op i Tyskland i 1999 og fortalte hurtigt de tyske myndigheder, at han var flygtet fra Irak, hvor han havde været ansat på Saddam Husseins hemmelige våbenprogram. Den tyske efterretningstjeneste Bundesnachrichtendienst, BND, betragtede den irakiske ingeniør som et scoop og afhørte ham ikke mindre end 52 gange i løbet af år 2000.

Alwans største afsløring var, at Irak havde konstrueret en hel række mobile biologiske laboratorier, der kunne flyttes rundt i landet, monteret på lastbiler og dermed undgå FN’s våbeninspektører. Han havde selv arbejdet med konstruktionen og set de færdige lastbiler, som han bredvilligt tegnede for de tyske efterretningsfolk, der straks solgte de glohede oplysninger videre til deres samarbejdspartnere i USA og resten af den vestlige verden.

Problemet var bare, at det hele var pure opspind. Curveball havde aldrig taget eksamen med udmærkelse fra Bagdads Universitet, han havde aldrig arbejdet på noget hemmeligt våbenprogram, og han havde heller aldrig været med til at konstruere lastbil-laboratorier, der kunne fremstille miltbrand, pølseforgiftningsbakterier eller nogen anden form for sygdomsfremkaldende djævelskab til brug i biologiske våben.

Tværtimod var Rafid Ahmed Alwan en løgnagtig, sexdømt tyveknægt, som var flygtet fra Bagdad, fordi han skyldte en masse mennesker penge. De superdetaljerede oplysninger om Iraks våbenprogram, som han fodrede efterretningstjenesterne med, kom fra gamle FN-rapporter på internettet og fra nogle helt legale brintgas-producerende lastbiler, som han havde set i Irak. De havde absolut intet med masseødelæggelsesvåben at gøre, men var konstrueret til oppustning af bl.a. vejrballoner.

En dygtig løgnhals

Når den tyske efterretningstjeneste og dens samarbejdspartnere, først og fremmest i USA, men også i Storbritannien og Danmark troede på Curveball, skyldes det flere ting, viser Bob Drogins fem år lange research.

“Først og fremmest var Curveball en dygtig løgner. Han var en fremmed, der kom til byen og fortalte en fantastisk historie, som alt for mange mennesker gerne ville tro på.”

Et af de brilliante træk ved Curveball var hans svar, når efterretningsfolkene stillede konkrete detailspørgsmål. ‘Det ved jeg ikke. Jeg er kemiingeniør, ikke biolog,’ svarede han. I stedet for at overdrive, sagde han; jeg ved meget lidt, men det jeg ved, har jeg har set med mine egne øjne’.

“Og jo mindre han sagde, jo mere troværdig blev han,” fortæller Bob Drogin.

Af uransagelige årsager tjekkede tyskerne aldrig Curveballs baggrund, hvis de havde gjort det, ville de have afsløret nogle af hans mange løgnehistorier og fundet ud af, at han var en lidet troværdig person, mener Drogin. De ville f.eks have opdaget, at Curveball gang på gang var blevet fyret fra sine job, fordi han stjal, at han havde været i fængsel for en seksualforbrydelse, at han var blevet nummer sjok i sin klasse på ingeniørstudiet, og først og fremmest at han slet ikke var ansat på det anlæg, som han påstod var kernen i det biologiske våbenprogram. Hvis BND havde undersøgt Curveballs færden på internettet, når han indimellem afhøringerne tilbragte timevis på den lokale netcafé, ville de også have fundet ud af, hvor han havde størstedelen af sine oplysninger fra.

Kovendingen

De oplysninger, som Curveball serverede for de sultne tyske efterretningsofficerer, blev givet videre til amerikanerne i resuméform, men heller ikke her blev der stillet mange spørgsmål, dokumenterer Drogin i sin bog.

“I starten tog de amerikanske efterretningsrapporter om Irak alle mulige forhold, men to uger efter 11. september-angrebet på World Trade Center forsvandt al tilbageholdenhed, og Irak blev præsenteret som en kæmpe trussel. Der var tale om en markant kovending, og pludselig var oplysningerne fra Curveball den rene og skære sandhed,” siger han.

Også selv om CIA ikke selv havde adgang til den meddelsomme irakiske kilde, som tyskerne ønskede at holde for sig selv.

Bob Drogin understreger, at der blev sat uhyggeligt få spørgsmålstegn ved Curveballs oplysninger. Tyskerne troede f.eks. så meget på ham, at de købte koppevaccine til alle deres soldater forud for Irak-krigen.

“Stort set alle troede dengang, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og det gælder både politikere og efterretningstjenester. I den vestlige verden var det, så vidt jeg ved, kun den australske efterretningstjeneste, som ikke troede på oplysningerne. Australierne holdt fast ved, at der ikke var beviser for, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Men det fik ikke den australske regering til at bakke ud af krigen, tværtimod var Australien en af de største tilhængere af Irak-krigen,” siger Drogin.

“Efterretningstjenester ved selvfølgelig, at efterretninger aldrig er 100 procent korrekte. Det vidste de også godt med hensyn til Irak. Men det var stort set ingen, der troede, at oplysningerne ville vise sig at være 100 procent forkerte. Selv de mest skeptiske mente, at der ikke kunne komme så meget røg, uden at der også var ild et eller andet sted. I FN’s Sikkerhedsråd var diskussionen heller aldrig, om Irak havde masseødelæggelsesvåben eller ej. Diskussionen gik udelukkende på, hvad man skulle gøre ved det,” siger Bob Drogin.

Politikernes krig

Ifølge Drogins reserach var Curveball i virkeligheden slet ikke ude på at vælte Saddam Hussein eller starte en krig. Han ville bare have asyl og en Mercedes Benz. Og for at få det, fortalte han historien om, at han var stukket af fra sit betroede job i Iraks hemmelige våbenprogram. Drogin har trods ihærdige forsøg ikke selv mødt den fantasifulde iraker, men har set både videooptagelser med ham og læst flere interviews i bl.a. tyske medier.

Og han afviser, at den irakiske kemiingeniør på nogen måde kan have været i god tro.

“Curveball har aldrig indrømmet at have løjet, men faktum er, at han blev afhørt 52 gange, og der blev skrevet over 100 rapporter baseret på hans oplysninger. De er fyldt med eksempler på, at han fortæller ting, som siden har vist sig ikke at have hold i virkeligheden. Han tegnede f.eks. lastbilerne for de tyske efterretningsfolk og fortalte, at de var en del af det hemmelige våbenprogram,” siger Drogin.

“Jeg har ikke set ordrette udskrifter af forhørene, så jeg kan ikke vide med 100 procent sikkerhed, hvordan han præcist formulerede sine oplysninger, men der er ingen tvivl om, at manden havde været en patologisk løgner hele sit liv.”

Bob Drogin medgiver, at det er bekvemt for både efterretningstjenester og politikere at gøre en enkelt mand ansvarlig for, at verden gik i krig på et forkert grundlag.

“Det er bestemt ikke kun Curveballs ansvar. Oplysningerne om Saddam Husseins biologiske våben kom fra Curveball, men det var efterretningstjenesterne, der ikke dobbelttjekkede ham, det var efterretningstjenesterne, der fordrejede hans oplysninger, pustede dem på, overdrev og drog fejlagtige slutninger og i sidste ende leverede det krigsgrundlag, som Det Hvide Hus ville have,” siger han.

Hovedansvaret ligger imidlertid hos politikerne, mener den prisbelønnende journalist.

“Det afgørende ansvar ligger hos Bush, Blair, Fogh og de andre politikere, som valgte at gå i krig uden at have holdbare beviser på hånden. Det er jo en politisk beslutnings at gå i krig og en beslutning, som kun politikere kan tage.” siger han.

Bob Drogin: Curveball - spioner, løgne og svindleren, der blev årsag til Irak-krigen. 368 sider, 269 kroner. Jyllands-Postens Forlag. Er udkommet.