Romanmønstre

“Hvorfor er det sånn at alle dansker er nødt til å tru at alle nordmenn er svensker og samtidig snakker de så utrulig dårlig svensk. Vi er vel for fan tre land i Skandinavien.”

Sådan brokker Arvid sig på norsk i Frederikshavn over for en dansker, der tror at gøre sig forståelig med et par svenske gloser. Han er i Per Pettersons nye roman fulgt i sporet på sin danskfødte mor hjem til ferielandet, hvor hun kræftsyg opsøger mindesteder. Desværre nødes der tre skandinaviske lande til at oversætte hinandens bøger, fordi vi sparer os for en ringe ulejlighed og ikke under os selv fornøjelsen ved en direkte aftapning af sproglige energier - her i pikanteriet ved at opleve Frederikshavn, Bangsbo strand og Læsø med norske øjne og i tilgift en indgående topografisk beskrivelse af Oslos bynet, som det er litterær sædvane i norsk romankunst. Vi er vel for fan forskellige.

I den senest oversatte roman af Petterson, Ekkoland, mødte vi samme Arvid som 12-årig i samme danske landskab, nu er han blev 37, men efter morens beske og resignerede udsagn næppe til at kalde voksen. Og deri har hun vel ret, så skvattet han optræder i en flerdobbelt krise som skilsmissetruet, uhelbredelig moderbunden, plaget af familiekonflikter, en brors pludselige død og egen identitetsusikkerhed.

Han er som jeg-fortæller heller ikke helt let at slå kloen i, da meget er ufortalt, kun antydet eller brudstykkevis forklaret i det mønster af en familiesaga, som forfatteren bygger op i bog efter bog i fri kronologi. I Aske i munden, sand i skoen var denne Arvid Jansen seks år og forefindes i en forstad til Oslo, I kølvandet præsenterede ham i nærmest opløst tilstand, nu lidt senere i livet, efter at bl.a. moren er omkommet ved en skibskatastrofe. I romanværkets mulige helhed befinder han sig således foreløbig i et mellemleje af druk, slagsmål, søfart og dødstrussel som dystre foregribelser.

Følelse af svigt

Året er 1989, mens Berlin-muren falder, og hans egne forsvarsværker ramler, men det aktuelle døgnforløb skæres op af en række scener fra ungdommen i 1970’erne, hvor han afbrød studier, blev maoist, selvproletariseret industriarbejder, uden særlige revolutionære energier, men i lydig tilpassethed, partisoldat i den bizarre politiske vækkelse, der dengang hjemsøgte det unge Norge og satte tonen i litteraturen. Dertil ung kærlighed, der nu er opløst. Alle dele peger nu hen på morens situation, hans kejtede tilnærmelser, hans følelse af svigt, hans evige tvivl, om han er ægtebarn trods hans status som ønskebarn. Et underfundigt litterært mønster antydes i samtaler om bøger med den meget belæste mor, men jeg-figurens krise er nærmest for bogstaveligt afspejlet i romanens komposition, der ikke mætter en utålmodig læser. Jeg forbanner tidens elv lyder et citat fra formand Mao, ophøjet til titel på romanen, der slet ikke har den samlede kraft som det selvgyldige mesterværk Ud og stjæle heste, men dog har noget af samme risikable fortrolighed i stil og tone fra den observante iagttager og desperate ironiker. Romanen kan vel ventes oversat til dansk, men skønt norsksproget i skind og ben ganske ligetil at tilegne sig.