Det monumentale mindreværd

Af medicinske årsager (muligheden for blodtryksforstyrrelser) har min læge desværre frarådet mig at læse Rune Lykkebergs storværk Det monumentale mindreværd (eller hvad bogen hedder), men så vidt jeg kan skønne, er jeg ikke gået glip af så meget, jeg har nemlig fra sædvanligvis velunderrettede kilder hørt, at det en meget grumset og temmelig kedsommelig affære.

Jeg må derfor holde mig til de referater og kommentarer i pressen, hvoraf det fremgår, at bogens essens ligger i en stærk bekymring over virkningen af den nedladenhed, kulturradikalismen gennem årtierne har behandlet menigmand med, og som faktisk har skabt ikke alene grobunden for, men selv fremkomsten af Dansk Folkeparti. Den er da også blevet modtaget med honnør af den stadig mere taktfast marcherende spøgelsesbataljon, som har Frederik Stjernfelt på den ene fløj, skvadronøren Mikkel Bruun Zangenberg på den anden, Hans Hauge som tambourmajor og selveste koldkrigeren over dem alle: Bent Blüdnikow i spidsen. Stjerneregn fra den kant må kunne få enhver til at gyse, men åbenbart ikke Rune Lykkeberg, som veltilfreds lader Gyldendal bringe hyldesten til torvs i store annoncer. Et brag af en bog!

Jamen, hvad er det da, der så herligt? Det er naturligvis, at den satans kulturradikalisme endelig mister sin demagogiske maske og får så hatten passer. Ganske vist ved ingen i dag, hvad der egentlig sigtes til, når det drejer sig om kulturradikalismen. Det er vist nogenlunde alt, hvad der ligger mindre end én cm til venstre for socialdemokratiets højrefløj. Under alle omstændigheder er det noget arrogant stads, der oven i købet i decennier har siddet på magten, skønt selv en blind høne kan se, at magten har ligget alle mulige andre steder end hos kulturradikalismen.

Kardinaleksemplet

Èn ting står fast: hvad den har skabt af mindreværdskomplekser hos andre er nærmest ubeskriveligt. Se nu til den stakkels statsminister, Runeberg bruger som kardinaleksempel. Dér har han gået i den årle morgen og givet grisene deres grutning, dér har han slidt i ageren til solen forsvandt bag bakken, dér har han siddet og læst til cand. polit. og dukket nakken, mens arrogante kulturradikalister hånligt nidstirrede ham, talte ned til ham, ja måske oven i købet talte et sprog, han slet ikke forstod!

Sådan en type skal behandles varsomt, ham skal der tages på med fløjlshandsker, også selvom han i syv forbandede år har været landets enehersker (på DFs nåde) har bagtalt gamle kollegaer og ført landet ud i en angrebskrig, som gør os alle til mordere. Hvis han var blevet kysset på begge kinder og knuselsket fra starten, havde verden set anderledes ud, ligesom den ville have set anderledes ud for Helge Sander, der ‘kun’ har været journalist på Horsens Folkeblad og lille Rune, der slæber på sit århusianske mindreværd og ligesom Brian Mikkelsen har været holdt udenfor og aldrig har fået lov til at lege med de sjove piger og drenge, der bare har drillet ham.

Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen.

Den mondæne dumhed

Så vidt jeg har kunnet se, bygger Lykkeberg sin argumentation på læsning i litteraturen. Da jeg står centralt i hans hadebillede, må jeg indrømme, at jeg har meget svært ved at tro, at han nogensinde har læst noget af mig. Påstanden er jo, at det er nedladenheden overfor menigmand og mangel på forståelse for hans naturel og problemer, der er årsag til hele miseren. Jeg har -helt ærligt - altid følt mig som samarbejdspartner i kampen for retten til at være et almindeligt menneske med alle dets sorger og bekymringer, glæder, sejre, nederlag og triumfer. Det står der alt sammen i Arkivet og Lena Jørgensen og De beskedne og Esbern, Mojácar og Amagerdigte o.s.v. men det tæller åbenbart ikke, for det ulykkelige sker, at Lykkeberg og hans hird kun ser, hvad de selv har i hovedet og af den grund kommer til at stå som de egentlig nedladende (hvilket naturligvis for enhver pris må camoufleres ) for det er dem, der mener, at man ikke kan tale klarsprog til godtfolk, for det kan folk ikke tåle!

Omtalte Stjernfelt konstaterede for nogle år siden, at kulturradikalismen havde sejret sig selv til døde. Han gjorde det med slet skjult fryd, for så var den da endelig død. Nu får man alligevel for fuldt kinoorgel at vide, at den (stadig) er den største magtfaktor i nationens historie. Pudsigt. Jeg vil hellere sige, at kulturradikalismen har lidt nederlag på alle fronter, for nu er dumheden pludselig blevet mondæn, intolerancen salonfähig, så selv de intellektuelle kan være med og klapper i deres små hænder over en ideologi, som de burde bekæmpe, men ivrigt hylder uden at vide, at de dermed saver den gren over, de selv sidder på.

Med Pia Kjærsgaards ord vender man sig allerede nu mod de akademiske snudeskafter, for i DF dyrker man andre og jævnere værdier end de radikales (læs: de intellektuelles) og fik man magt, som man har agt, ville de fleste intellektuelle - bortset fra Krarup og Langballe, hvis man kan kalde dem intellektuelle - blive stillet op ad muren og skudt eller i hvert fald frataget næringen.

Hvor sært at have oplevet den hereticanske fromhed og være tilbage midt i dens årti tres år efter! Højkirkelighed og hænderne over dynen, bævrende gammelliv og antimodernisme, nationalchauvinisme og globaliseringsangst, ugebladsromantik og kommerciel spekulation i lavest mulige fællesnævner. Og skal talentet endelig frem, er det i form af en stakkels otteårig tyk pige, som på engelsk vræler sin fortvivlelse ud og hyldes af den samlede nation, mens Rune Lykkeberg tramper i takt og klapper for. Som Erik Knudsen skrev: “Det er ikke til at bære/ hvis man ikke bærer over.”