Danskerne kan lære at tænke grønt af brasilianerne. Videnskabsminister Helge Sander (V) er blevet imponeret af Brasiliens markante satsning på biobrændsel i stedet for benzin. Det er sket, efter at ministeren i går var til møde med Unica, sammenslutningen af sukkerrørsproducenter i Brasilien. Her fik ministeren præsenteret den kraftige udvikling, som Brasilien gennemgår på området.

De stormer frem, og på dette område kan Danmark virkelig lære af et moderne udviklingsland,” vurderer ministeren efter mødet.

Han fremhæver, at man i Brasilien i dag ser benzin som et alternativ til ethanol og ikke omvendt. Brasilien har i årevis kunnet udvikle biobrændsel via landets store produktion af sukkerrør. Det er gjort obligatorisk i landet, at benzin skal indeholde 25 procent bioethanol. Stort set alle nye biler i landet er såkaldte flexbiler, der kan køre på enten benzin eller bioethanol.

Danske bidrag

Helge Sander mener, at der er grund til at lære af brasilianernes omstillingsvilje henimod en grøn økonomi. Samtidig peger han på, at man fra dansk side kan bidrage med viden på enzymområdet, hvor virksomhederne Novozymes og Danisco står stærkt. Enzymerne er afgørende for at udnytte også affaldsprodukter fra for eksempel landbruget til biobrændstof.

Helge Sander mener, at det han har mødt i Brasilien flugter meget fint med den tale, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holdt forleden om en øget satsning på en miljøvenlig dansk udvikling.

Videnskabsministeren er i Brasilien for at deltage i en international klimakonference med fokus på biobrændsel.