SJÆLDENT HAR en lov været omgærdet med så mange ufine personangreb, løse påstande og mudderkast som forældreansvarsloven. Kast blot et blik på den ophedede debat på Informations hjemmeside. Det er heller ikke så mærkeligt: Loven bestemmer jo, om far eller mor må se deres børn, når de skal skilles. Det gør ondt - og det berører os alle sammen. Netop fordi debatten er præget af følelser, skal politikerne have ekstra megen is i maven. Loven er endnu så ung, at der ikke er lavet en seriøs evaluering - den kommer først i 2011.

Og det kan jo være svært at vente så længe, når det vælter frem med anklager om, at loven allerede har spillet fallit: Den tvinger børn til samvær med deres voldelige fædre og er skyld i, at sager cykler rundt i systemet i årevis, lyder kritikken fra organisationer som Mødrehjælpen, Børns Vilkår og Dansk Kvindesamfund.

DA ET ENIGT folketing vedtog loven sidste år, var det blot den seneste lovændring i en lang række.

Alle med det formål at afspejle en udvikling, hvor faderen deltager mere i familielivet. Det er et område, der altid har været kontroversielt - ikke mindst fordi ligestillingsdebatten normalt handler om det modsatte: At rette op på at kvinden bliver undertrykt. Men præmissen for loven er helt rigtig: Et barn har ret til både en far og en mor. Ikke (kun) for faderens skyld, men (også) til barnets bedste. Derfor skal skilsmisseramte forældre i skyttegravskrig lære at tale pænt til hinanden.

Derfor er det godt, at loven vægter inddragelse af børnesagkyndige og konfliktmægling, og at den fælles forældremyndighed kun kan ophæves, hvis ‘tungtvejende grunde’ taler for det.

Og derfor er det også godt, at alle sager nu begynder i statsforvaltningen, så man ikke kan slå genvej til den juridiske kampplads ved domstolene. For i statsforvaltningerne er man tvunget til i det mindste at forsøge at samarbejde.

MEN DER ER givet hjørner af loven, der kan gøres bedre. For selvfølgelig skal et barn ikke tvinges til samvær med en voldelig forælder.

Derfor er det også fint, at justitsminister Brian Mikkelsen (K) nu vil undersøge, om det rent faktisk er tilfældet. Det blev besluttet på et evalueringsmøde i sidste uge, hvor politikerne aftalte at mødes i det nye år for at se nærmere på den dokumentation for de påståede voldssager, som Familiestyrelsen nu skal samle sammen.

På evalueringsmødet blev det også besluttet, at se nærmere på de sager, hvor forældre har meldt deres børn ind i hver deres skole. Som loven er nu, skal far og mor nemlig blive enige om skolevalg, når de har fælles forældremyndighed.

Der er brug for at ændre loven, så forældre kan opretholde den fælles forældremyndighed, uden at de skal blive enige om, hvorvidt deres barn skal gå i den ene eller anden skole.

At sager trækker unødigt i langdrag, skal der rettes op på, for det kan ingen være tjent med. Men det skyldes i høj grad, at statsforvaltninger og domstole lider under store reformer for tiden. Her er det forvaltningen af loven, den er gal med. Ikke loven i sig selv.

UANSET DE SMUKKE hensigter slipper man dog aldrig uden om højkonfliktsagerne, hvor far og mor slet ikke kan være i stue sammen, men kun kommunikerer via advokat og sms, og hvor barnet bliver stadig mere traumatiseret.

Her skal myndighederne være hurtigere til at skære igennem og give forældremyndigheden til den ene forælder - hvilken de også skal ifølge loven. Før forældreansvarsloven trådte i kraft, var denne forælder stort set altid moderen.

“Vi lever i en kultur, hvor det oftest er moderen, der får fornøjelsen af at være tættest på barnet,” som Mødrehjælpens Inge Schmidt så rigtigt siger det. Og normen om, at forældremyndigheden stadig skal gå til moderen, er desværre stadig alt for udbredt blandt de myndigheder, der skal håndhæve loven. Ser man bort fra, når barnet er helt spæd, er faderen faktisk en lige så god primær forsørger som moderen. Men meget tyder altså på, at fædre stadig bliver diskrimineret af politi, statsforvaltning og domstole i strid med lovens kønsneutrale ånd. Det skal der rettes op på.

HVOR GODT DET end er, at (de borgerlige) politikere forsøger at ligestille mænd og kvinder, der skal skilles, er det alligevel paradoksalt, at de fortsat værger sig ved at lovgive på et område, hvor der for alvor kunne blive slået et slag for ligestillingen i de små familier. Mens de øvrige nordiske lande har udvidet øremærkningen af barsel til faderen de senere år, har den hjemlige VK-regering halveret denne øremærkning fra fire til to uger.

Mere barsel til fædrene ville ellers sende et vigtigt signal til myndighederne om, at politikerne tager det alvorligt, når de vil ligestille mænd og kvinder. For et barn har ret til både en far og en mor. Og hvis forældrene virkelig ikke kan enes, har barnet lige så meget ret til sin far som til sin mor. pke