Lad mig straks sige, at der ikke kommer til at forefindes noget i denne tekst, som er forbudt for mindreårige. Jeg endte ikke i baglokalet med sorte Angélique i stram leopardkjole, der dansede som en panter. Jeg lod mig ikke friste af kridhvide Moniques moderlige former og dejlige smil til at tage et lille skridt over i andre seksuelle tilbøjeligheder end dem, der sædvanligvis er mine. Det var ren research hos luderne på Pigalle i Paris. Et stenkast fra Moulin Rouge, hvor Nicole Kidmans Bohémeinspirerede og tuberkulosebefængte kurtisane Satine, fordrejede hovedet på den unge Christian i en film, der ret beset handler om en luder.
Det er også i Baz Luhmans film Moulin Rouge, at Stings sang om Roxanne, blev forhøjet til forrygende tango jalousi. “Du behøver ikke sætte det røde lys op i aften,” Roxanne, “du behøver ikke tage den kjole på, du behøver ikke at sælge din krop til natten”, for det kan den elskede ikke holde ud.
Temaet om mænd, der vil redde kvinder ud af prostitution, er vel så gammelt som faget. Nu til dags siges det ofte at være feminister, der vil redde kvinder ud af prostitution. Det klinger betydeligt mindre romantisk og får en snert af bedreviden, man ikke mistænker Evan McGregors Christian, eller den syngende Sting, for.
Der er ikke længere prostituerede på gaden i Paris. Siden Sarkozy i 2003 som indenrigsminister, indførte en lov, der gør det strafbart, selv passivt, at kapre kunder på gaden, er faget rykket indenfor. I al fald for de heldige, der som Angélique og Monique og kollegerne venter på kunder i champagnebarer - med behagelige baglokaler.
I ly af mørket
En flaske champagne havde vi da også købt, min kvindelige ledsagerske og jeg, til tårnhøj pris, der for en stor del går til barens indehaver. “I ved godt, hvad det er for en slags bar, denne her?” bød værtinden os velkomme. Det vidste vi. Og så skålede vi i den sure, dyre drik, med kvinderne, her tidligt på aftenen. De kedede sig lidt, de ‘rigtige’ kunder var ikke dukket op endnu, så de ville gerne snakke. Og danse.
De mindre heldige piger
har i Paris måtte søge tilflugt, enten på de trøstesløse parisiske omfartsveje, hvor de jævnligt samles op af politiet. Eller også kan de plukkes i skovene i Paris’ udkant. Der er faldet mange bøder siden 2003, mens der ikke har været den mindste medieomtalte dom mod bagmænd og alfonser. Sarkozys lov, der giver bødestraf på næsten 20.000 kr. for ‘passivt trækkeri’, har gjort markedet til købers marked. I ly af det mørke, kvinderne sælger sig til, er de i langt højere grad end før udsat for overfald, voldtægter og priskrig. Det beretter de kyndige foreninger, som forsøger at hjælpe kvinderne midt i den nat, de lever af.
Den slags er Angélique, Monique og de andre kvinder i champagnebaren beskyttet mod. Der er en dør, som på vej ind i en bank, hvor man først skal ringe på, så tjekkes, og så lukkes ind. Der er en vagtmand, der kan tilkaldes. Og der er satellitpersoner, som den chauffør, der har kørt os tre gange rundt i Paris, og tre gange rundt om blokken, for at ende i en ganske almindelig luderbar. Bare for at få det hele til at se indviet, hemmeligt og kostbart ud. Og score kassen. Når man lukker prostituerede ude eller inde, er der ganske ofte en del andre mennesker, som begynder at tjene på det.
Der findes mange måder, prostitution kan være lovlig på, ligesom der findes mange måder at forbyde det på. I øjeblikket har man i Frankrig valgt at gemme problemet væk. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Men er der nogen derinde, der vil frelses?
Ikke båret af stolthed
Blandt feminister og andet godtfolk er der en del, der mener, at det at sælge sin krop seksuelt er udnyttelse og fornedrelse af kvinder, og at det bør forbydes. Men det er ikke alle. Nogle betragter det som et fag som alle andre, der burde ud i lyset med momsregistrering, sygesikring og skattekort udført af frivillige voksne mennesker, hvis seksualitet, man ikke behøver blande sig i.
For Angélique og Monique, som vi taler med, synes det paradoksalt nok netop at være gråzonen, som er givtig. De kommer begge et godt stykke fra Pigalle, den ene fra forstaden Sarcelle, mens den anden kommer helt fra Nantes for at arbejde tre dage om ugen. De ville aldrig nogensinde finde på at fortælle nogen, at de var prostituerede, forklarer de os. De har hver et barn derhjemme, som de forsørger på denne måde, men det er ikke noget, de er stolte af. Og det kræver for dem begge en del indviklede forklaringer, at holde det skjult.
Men pengene er jo gode og så langt lettere at tjene, forklarer Monique, end i et almindeligt tjenerjob. Dem har hun haft mange af. Og hvorfor skulle lønnen være så høj, hvis det var et helt almindeligt job, som alle med stolthed udførte? De griner alle mildt, da vi spørger, om det ikke kunne være rart, hvis det hele var helt legalt.
Det mærkeligste ved denne aften var så netop deres mildhed. De var simpelthen utrolig søde, disse kvinder. De sagde ikke en imod. De var ikke aggressive. Og så ville de så gerne danse, så det gjorde vi. Det var først bagefter, jeg overvejede, om det måske var ren og skær professionalisme.
Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om prostitution. Hvad man kan konstatere med de forskellige landes tiltag, er, at lemfældig lovgivning kan sende kvinder ud i virkelig fortvivlede situationer. Så hvis det er kvinderne, man vil gøre noget for, og ikke sine principper, skal der tænkes godt, før man lovgiver.
Hvad jeg til gengæld undrede mig over, da jeg gik hjem gennem natten, var, hvorfor jeg aldrig havde tænkt over, at det ikke kun er sex, der sælges. Det er også, i al fald på champagnebar i Paris et utroligt behageligt, modstandsløst, blødt og favnende selskab. Velduftende, dansende, smygende, nikkende, berusende. Måske er det det, som mænd altid har villet redde ud fra prostitutionen. Og så netop det, der forvandler sig udenfor, når de prostituerede bliver … mennesker igen?
Kommentarer