Web 2.0: De analfabetiske abers revolution

Biologen T.H. Huxleys har en teori som ifølge medieeksperten Andrew Keen er et sigende billede på tiltroen til internettets mirakuløse egenskaber hos web 2.0-entusiasterne. Teorien går i sin enkelthed ud på, at hvis et uendeligt antal aber bliver sat foran en skrivemaskine, vil de i sidste ende producere en platonisk dialog eller et stykke af Shakespeare. Men internettet er ifølge britiske Keen, der er blevet kaldt nettets antikrist, i virkeligheden et spørgsmål om, at de blinde leder de blinde. Den påståede kollektive intelligens, der skulle ligge i internettets opbygning, gør ikke andet for os end at fortælle os, hvad vi allerede ved. Det er ingen visdom indbygget i internettet - det er hvad det er: en masse aber, der skriver på skrivemaskine.

“Internettet er en stor forførelse, en stor illusion om, at alle kan alt, og alting er lige godt. Alle broadcaster sig selv, men ingen ser med eller lytter. Seriøse medier drukner i ungdommens oppustede narcissisme, hvor sandheden bliver reduceret til noget eksklusivt, privat og tilsvarende ligegyldigt,” siger Andrew Keen, da Information fanger ham under et nyligt besøg i Danmark.

Web 2.0-entusiansterne kunne ikke være mere uenige. De ser internettet og web 2.0 som en medierevolution, der bringer medierne ned i øjenhøjde med brugerne, hvorefter brugerne bliver det naturlige centrum.

Men hvor Andrew Keen mener, at vi vil twitte os selv ihjel (twitter er mikrobloggin, hvor man er online med sit netværk, red.) med, hvad vi fik til morgenmad, uden at skabe reel værdi for hverken os selv eller nogen andre, mener web-entusiasten, tidligere redaktør Mark Briggs, at er der tale om en vidunderlig tid, hvor folket vil genvinde magten over nyheder og være med til at skabe bedre journalistik. Det monopol der tidligere herskede inden for medieindustrien er blevet nedbrudt af den teknologiske udvikling, der har gjort alle til nyhedsproducenter. For Briggs er den udvikling ikke noget, etablerede medier kan stoppe ved at sige ‘nej tak’, men kun en udvikling, som man kan vælge at være en del af eller lade være.

“I dag er nyheder en samtale og ikke et foredrag. Og sådan set er det ligegyldigt, om journalisterne og nyhedsorganisationerne deltager eller ej. Du behøver ikke længere have et trykkeri eller en tv-station for at skabe betydning. Alle med en computer er potentielle journalister i dag,” siger Mark Briggs, der ligesom Keen har besøgt Danmark i forbindelse med en mediefestival.

Han ser nettet som en gave til journalistikken, fordi det skaber en udvidet mulighed for at kommunikere direkte med kilderne, det er en ‘mulighedernes kraft’, der bygger bro i stedet for at skabe skel. Forandringen er uundgåelig, og selv om den bliver drevet af en teknisk udvikling, er effekten, at mennesket kommer i centrum i en mere direkte og positiv form end tidligere, hvilket vi i demokratiets navne skulle værdsætte i stedet for at klynke over noget, vi alligevel ikke kan lave om.

Anonymitetens karaktertræk

Keen er lodret uenig. Internettet umuliggører netop enhver reel samtale, fordi alting bliver pakket ind i et slør af ugennemsigtighed. YouTube, Wikipedia og alle de andre brugerdrevne sites skaber en kultur af narcissisme skrevet af anonyme unge, hvis mål er ukendt. Vi ved ikke, hvem vi taler med, og det får det værste frem i os. På samme måde som vi giver en fuckfinger til fremmede på motorvejen, men nok sjældent ville gøre det over for en, som vi sad i direkte samtale med. Keen bruger finanskrisen som et eksempel på, at ideen om at frihed og muligheder i sig selv ikke nødvendigvis skaber holdbare løsninger.

“Ideen om, at frihed i sig selv skaber demokrati, er forkert. Et ureguleret system, hvor folk får lov at agere anonymt uden, at man i virkeligheden kender deres rigtige motiver, fungerer ikke. Det bringer det værste og mest egoistiske frem i folk,” siger Andrew Keen og bruger debatfora som et andet eksempel.

“Folk udtrykker sig over for fremmede på den mest grove og fornærmende måde, som vi, når vi sidder sammen, aldrig ville gøre. Respekten forsvinder, og netop respekten for vores medmennesker er et meget vigtig aspekt, når menneskelige relationer skal udvikles, og viden produceres og formidles.”

Mark Briggs har svært ved at se, hvad finanskrisen har med nettet at gøre, derimod fremhæver han Barack Obamas valgsejr som et eksempel på, hvordan man med internettet kan samle folk på en måde, det aldrig før har været muligt. Obama har med sin meget aktive og målrettede brug af internettet i sin valgkamp skabt en reel forandring med meget vidtrækkende konsekvenser, mener Briggs: “Uden internettet var Obama ikke blevet valgt.”

Andrew Keen er da heller ikke blind for internettets muligheder eller betydning for Obamas sejr. Men uden kontrol går muligheden af fløjten, mener han.

“Der er brug for, at de professionelle får lov at gøre, hvad de er bedst til, og at brugerne i vid udstrækning bliver ved med at være brugere, at de lytter uden nødvendigvis at tro, at deres mening eller analyse kan sidestilles med mediernes,” siger Keen og holder en sjælden pause, før han fortsætter:

“Ikke alle meninger har lige meget vægt, og ikke alle meninger er lige kvalificerede.”

Ikke for alle

Keen angriber Briggs’ tro på, at muligheder i sig selv skaber forandring. Web 2.0 simulerer godt nok en demokratisk udvikling, men nedbryder i virkeligheden demokratiet ved at fjerne de kontrolinstanser, der holder vores kultur oppe. Bare fordi, der med den teknologiske udvikling er skabt produktionsmæssige muligheder, der potentielt gør alle til journalister i skrift, lyd og billeder, er det ikke ensbetydende med, at alle er det.

“Det er ikke fordi journalister ikke laver fejl, journalister laver fejl dagligt, men vi ved, hvem der er, og de fleste respektable medier retter deres fejl, når de opdager dem. For borgerjournalister eller bloggernes vedkommende ved vi ikke, hvem de er, hvornår de laver fejl, eller hvorfor de skriver, som de gør,” siger Keen.

Alligevel bruger mange web-2.0-tilhængere ifølge Keen journalistiske skrækeksempler som et induktivt bevis for hele standens utroværdighed.

“Det er sludder. Alt i alt leverer journalisterne et godt arbejde, et abejde der kræver ressourcer, som den gennemsnitlige blogger ikke har. Hele det mediemaskineri, der ligger bag journalistikken, hvor professionelle personer tjekker, evaluerer og prioriterer nyheder, kan ikke erstattes af en ung dreng med en internetforbindelse,” siger Andrew Keen.

Briggs mener opvendt, at Keen har set sig blind på de mulige faldgrupper som internettet besidder i stedet for at øjne de mange muligheder, der er omkring os.

“Jeg kan sidde i Danmark flere tusinde kilometer væk fra min familie og bevare kontakten med Twitter og Facebook. Jeg kan tjekke nyheder med blogs, RSS feeds og nyhedssites. Og hvis vi ser på et brugergenereret site som Wikipedia, så viser den seneste forskning, at fejl bliver rettet meget meget hurtigt, når tusinde af folk arbejder sammen for at skabe værdifulde informationer,” siger Mark Briggs.

Gatekeeperen er død

Keen køber dog ikke billedet af sig selv som maskinstormer, bare fordi han ikke tror på absolut frihed inden for medieverdenen. Hans pointe er, at alle de muligheder, vi har med medier i dag, bliver nødt til at blive kontrolleret. Medierne skal stadig opdrage folket oppe fra og ned.

“Vi bliver nødt til at bekæmpe den medieanalfabetisme, der breder sig - ideen om altings mulige sidestilling. Der er stadig brug for gatekeepere i mediernes verden. Folk der har ekspertisen til at vælge mellem Paris Hilton og Irak-krigen, folk der professionelt vurderer, hvad der er vigtigt for os,” siger Andrew Keen.

For Briggs at høre taler Keen om en verden, der allerede er forsvundet. Keen klynger sig til en medielogik af i går og nægter at se i øjnene, at fremtiden allerede er her. Journalister er ikke længere eksperter, der sidder med en eksklusiv viden. Og hvis medierne tror, at de kan bibeholde den position, er der kun en mulig fremtidsudsigt:

“De dør. Så enkelt er det. Det, vi står over for, er ikke et valg, men en mulighed der skal omfavnes. Journalisten skal forvandles fra en gatekeeper til en navigatør. En debatleder der hjælper borgerne i deres søgen efter viden; en aktiv medspiller. Hvis det ikke sker, overlever medierne ikke,” siger Mark Briggs.

Det gør sig især gældende for papiraviserne, der ikke bare i Danmark, men i stort set hele verden står over for en kæmpe krise og i en meget nær fremtid ifølge både Keen og Briggs står til at skrumpe ind eller helt forsvinde.

“Papiravisens dage er talte. Jeg tror, vi vil se en udvikling, hvor man først vil skære en dag fra, så avisen kun kommer seks dage om ugen, og så fortsætte til fem dage osv. Til sidst vil avisen måske komme to gange om ugen. Til gengæld vil vægten så også skifte til den mere seriøse journalistik, som kun trænede journalister kan lave,” siger Mark Briggs.

Keen supplerer:

“Alle de største mest traditionsrige aviser i USA er i dyb krise. Og kun de statsstøttede som f.eks. den engelske The Guardian kan overleve. Der er ingen tvivl om, at aviserne skal omfavne internettet, hvis de vil blive ved med at eksistere,” siger Andrew Keen.

Han understreger dog samtidig, at den omfavnelse ikke skal være betingelsesløs.

“Men derfor skal alle mulige tosser altså ikke skrive under avisernes navn. Kilder eller brugere på nettet skal behandles efter journalistiske kriterier og skal redigeres og vægtes på samme måde, som man ville gøre i papiravisen. Avisen er stadig en formidler og en gatekeeper. Det ændres ikke, bare fordi journalistikken nu foregår på internettet,” siger Andrew Keen og erklærer sig noget overraskende som optimist på internettets vegne.

“Med finanskrisen tror jeg, mange af de mindre firmaer vil gå ned, fordi de bygger på et mere eller mindre ustabilt fundament, hvilket gør mig optimistisk. Og så tror jeg nok, at vi med tiden skal lære os at regulere indholdet mere, når de voksne kommer på banen, i stedet for at lade internettet være styret af ‘de indfødte’ - de unge, der ikke har andet at lave, og som indtil videre har fået lov at herske,” siger Keen.

Det er jo vores kilder

Briggs stiller sig på to fronter uforstående over for Keens konklusioner.

“For det første er det, som om Keen forventer, at hver en lille blog er sat i verden for at erstatte den seriøse journalist, hvilket ikke kunne være længere væk fra sandheden. Størstedelen af alle blogs eksisterer for et meget smalt publikum og fungerer fint sådan,” siger Mark Briggs og fortsætter:

“Og for det andet ved jeg som journalist, at mange af disse såkaldte aber som Keen taler om faktisk er vores kilder, dem der hjælper os med at gøre vores arbejde. Og jo flere der er af dem, og jo lettere tilgangen til dem er, des bedre skulle journalistikken gerne blive.”

Briggs holder en pause, før han slutter af.

“Grundlæggende handler det her om tiltroen til mennesker. Om man grundlæggende tror på, at den samlede menneskelige kapital kan producere noget positivt eller ej. Om man vil bygge på optimisme og innovation eller skepticisme og infleksibilitet.”