'Puds brillerne Riffermand'

Var der nogen, der sagde fladskærmsjournalistik? Øv, hvor er det her dog plat og dumt. Information er ved at udvikle sig til den værste brandsprøjte. Og de yngste journalister går forrest. Forstemmende læsning.

Når man ønsker at puste sin argumentation op, er det et meget brugt trick at starte med ordene ”Vi er mange der mener….”. Det må være det, der må have inspireret Johan Davidsen til den bombastiske overskrift: ”Bloggere tager til genmæle efter Klaus Rifbjergs kritik af Rune Lykkebergs bog ‘Kampen om sandhederne’” På den baggrund ser man for sig, hvordan bunkevis af ”bloggere” står i kø for at give Klaus Rifbjerg råt for uforsødet. Når man læser artiklen finder man dog ud af at det ud over Davidsen selv, kun nævnes 3 yderligere ”bloggere”, så man må sige at forsøget på at skabe en illusion om, at skarer af danske intellektuelle er i gang med at slagte den gode Rifbjerg, falder stille og roligt til jorden. Og sagen er jo også at Rifbjergs kritik er utroligt relevant og velanbragt. Som også professor Curt Sørensen gør opmærksom på i sin ligeledes skarpe og velargumenterede kritik, er kernen i Lykkebergs udfoldelser, at han forsøger at opbygge et slags pseudovidenskabeligt begrebsapparat, der skal legitimere den danske fremmedangst og Dansk Folkepartis succes. Rune Lykkebergs nye bog er et slet skjult forsøg på at ride med på værdikæmpernes bølge og medvind, og derfor er det med god grund at nogle af Danmarks største intellektuelle kapaciteter giver Rune Lykkeberg en omgang med grovfilen. Det har han ærligt og redeligt fortjent. Som Curt Sørensen så glimrende gør opmærksom på i sin kommentar bygger Lykkebergs analyser på en udokumenteret påstand om at der skulle eksistere en ”kulturel overklasse” i Danmark, der er skyld i al landsens ulykker. Begrebet konstruerer Rune Lykkeberg tilsyneladende ved en ekstremt overfladisk og deskriptiv læsning af den berømte franske sociolog Pierre Bourdieu, der blandt andet arbejder med begreberne kulturel kapital og social kapital. Det er kernen i den kritik der rettes mod Lykkeberg, og det forholder Davidsen sig overhovedet ikke til. Det er nemlig karakteristisk for Davidsens kritik af Rifbjerg at den udelukkende retter sig mod formen og ikke på indholdet. I stedet for at forholde sig til substansen af kritikken mod Lykkeberg går Davidsen i stedet i gang med et frådende angreb på Rifbjergs stil, og tonen i Rifbjergs kommentar. Hvor overfladisk kan det blive?

… “med name- og begrebsdropping”, naturligvis.

V. Nielsen: “Jamen, har Davidsen overhovedet en kritik? Som jeg læser ovenstående fladskærms-journalistiske citatartikel, er Davidsens kritik slet ikke ekspliciteret nogetsted - den findes kun mellem linierne i udvalget af citater.” Vi kan hurtigt blive enige om, at Davidsens artikel ikke med rimelighed kan siges at gøre ham til kandidat til at vinde Pulitzer prisen. Alligevel vil jeg ikke mene, at man ikke kan kalde hans artikel for ”fladskærmsjournalistik”. Jeg håber ikke det lyder alt for skolemesteragtigt og belærende, men ”fladsskærmsjournalistik” er mig bekendt betegnelsen for den nye trend, hvor det kan være en forsidehistorie at fortælle forbrugerne hvor man køber de bedste mobiltelefoner, eller kan få de billigste realkreditlån. Den rigtige betegnelse for Davidsens kommentar er derfor ikke ”fladskærmsjournalistik”, men nok nærmere ”fladpandet journalistik”.

Thomsen Jeg benytter begrebet fladskærmsjournalistik med udgangspunkt i fladskærmsjournalistikkens forudsætninger, nemlig hurtig internetsøgning med anvendelse af hvemsomhelst som kilder, fremfor tidskrævende og grundig research og kritisk stillingtagen. Meningen med den form for journalistik, som Davidsen her bedriver, er præcis den samme som den form for forbrugsstof, der får tilnavnet - nemlig at give læserne lidt hurtig og let underholdning. Copy-paste-journalistik kunne vi også kalde det. Ufarligt er det i hvert fald, ressourcekrævende er det ikke og det risikerer at forfladige enhver debat. Personligt har jeg ikke den store interesse i at læse Lykkebergs bog, af den simple årsag, at jeg kender mandens holdninger og perspektiv til hudløshed. Men man kan jo bedrive lidt research a la Information og prøve at lave en Google søgning på følgende streng: lykkeberg rifbjerg …og så kigge på, hvem der klapper i de fede næver over hhv Lykkeberg og Rifbjerg - og hvordan der bliver klappet. Jeg kan godt forstå, at Rifbjerg kan få den tanke, at Lykkeberg sagtens kan identificere sig med Uriasposten og lignende. Uriasposten og lignende kan i hvert fald sagtens identificere sig med Lykkeberg. Den kritiske bevidsthed i “bloggerdanmark” er ikke særlig veludviklet. Men behøver Information virkelig at bevæge sig ned på det niveau?

Du misforstår mig, Sundsvald. Selvfølgelig er internetsøgninger et værktøj, der kan benyttes lige som andre researchmetoder. Men den der med, at man lærer efterhånden, hvem der er troværdige - den hører vist hjemme i den gamle skole, hvor slipset altid var korrekt og sandheden var i ental. Troværdighed vurderes fra sag til sag idag.

Hvis Uriasposten læser Lykkeberg på den måde, har de vist ikke rigtig forstået, hvad han skriver. Hans bog er jo nærmere en tilstandsanalyse end en tilfredshed over udviklingen. Jeg mener også, at han overser, at der i årene fra midt i 70erne og frem til midtfirserne (Haarders første attak på et velfungerende alment gymnasium) faktisk var basis for en stadigt bedre alliance mellem arbejderklasse og den kulturelle elite - ikke kun, fordi elitens bøger i høj grad handlede om arbejderklasseerfaring, men også fordi massemedierne og politikken var optaget af at højne oplysningsniveauet blandt stadig flere danskere. Ansvaret for stoppe denne i mine øjne ubetinget gode udvikling, har først og fremmest venstre, der som udgangspunkt sætter økonomien før opgaverne, og dermed formen før indholdet. Den postmoderne udmøntning af alt-er-lige-meget-værd er i mindre grad en socialistisk og en socialdemokratisk opfindelse end et handelshøjskolevenstre-påfund, der skulle legitimere beskæftigelsen med produktionsforholdene på linje med det mere immaterielle i kulturen, altså det i folks hoveder. Resultatet blev et helt uigennemskueligt gymnasialt system, hvor tidligere tekniske og merkantile uddannelser pludselig også skulle have et gymnasialt skær, selvom deres faktiske mål og indhold er et ganske andet. Det blev pludselig ikke nær så klart, hvad man kvalificerede sig til med hvilken forberedende uddannelse, hvad hele området lider under. Her taler vi imidlertid om udviklinger, der foregik i de år, hvor man må formode, at de ikke har stået skarpt på den lykkebergske radar, nemlig i hans tidlige barndoms- og ungdomsår; sådan er det vel for de fleste af os i den periode af livet. Desværre bragte det også en eller anden grad af konflikt ind i mange familier, at der pludselig var ‘studenter’, der beskæftigede sig med noget, som man ikke som onkel, tante, fætter, kusine, men måske mindre grad far, mor, bror og søster kunne forstå nødvendigheden af. Mens den situation, hvor mange familier i 90erne havde den ene ægtefælle på det private arbejdsmarked og den anden på det offentlige, ofte førte til en større forståelse af ko-eksistens, så tjente uddannelsesskellet snarere til øget misundelse - bl.a. pga. forskellig finansiering med hhv. SU og forskellige former for uddannelsesløn. Den sociale forståelse blev her skæv, for selvom dem på uddannelsesløn fik mere end de SU-berettigede, så mange netop dét som den store forskelsbehandling: når man ikke havde penge selv, var man nødt til at tage en mindre eksponeret og dermed prestigefyldt uddannelse med større afkast allerede i elevtiden! Man har så forsøgt at rette op på problemet ved at gøre alle uddannelser SU-berettigede, hvilket formodentlig dog kun har tjent til at gøre det endnu mere umuligt for nogle unge at finansiere en uddannelse. Rune Lykkeberg sætter i virkeligheden sin finger meget nøjagtigt på problemet, for han påpeger i hele sin bog den revanchisme, der kendetegner den alliance, han skriver om, mellem underklassen og den økonomiske overklasse, der begge lider under ikke at føle sig gode nok i lyset af den kulturelle overklasses værdineutrale indsigt. Resultatet af muligheden for hævn oplever forskerne på universiteterne dagligt - det er nu dem, der skal opleve, hvordan det er ikke at blive lyttet til og taget alvorligt, når beslutninger skal træffes. Desværre er viden og vejen til den nu så forkætrede, at det er blevet ganske svært at overbevise folk om nytten af at søge oplysning. Ja, vi kan iagttage, at interessen for at studere på universitetet for første gang i årtier er faldende.

Peter H: ”Hvis Uriasposten læser Lykkeberg på den måde, har de vist ikke rigtig forstået, hvad han skriver. Hans bog er jo nærmere en tilstandsanalyse end en tilfredshed over udviklingen.” Ikke for noget Peter H., men når så forskellige aktører som professor Curt Sørensen og Klaus Rifbjerg på den ene side og Uriasposten på den anden side kan blive enige om at klassificere Rune Lykkeberg som en nationalistisk værdikæmper, så er der sgu nok noget om snakken…

Tak til V. Nielsen for et meget fint citat, der viser hvordan Søren Krarups og Rune Lykkerbergs holdninger passer sammen som fod i hose. Så skulle den ged vist være barberet…

@Søren Refhoff Jeg tror absolut ikke, at Per Thomsen glæder sig over Rune Lykkeberg eller det faktum, at Lykkebergs analyser og konklusioner ligger så tæt på Krarups, at man skulle tro at de to lå i ske hver nat. Som du selv citerer Krarup for: “Jeg savner en bekendelse af, ud fra hvilket punkt han analyserer. ” Hvad er en bekendelse i kristen forstand, for Krarup er jo en slags kristen? Det er at belære læseren om “det rette” og “det falske” og åbenlyst at erklære en tilslutning til “det rette” - i dette tilfælde (i Krarups optik) naturligvis Dansk Folkeparti, Den Danske Forening og Tidehverv. Det gør Rune Lykkeberg ikke, men som Krarup læser ham, hører han dybest til hos Krarup - ellers ville han ikke referere ham, som han gør. Det store problem ifølge Krarup er, at Lykkeberg skriver for en avis, som Krarup anser for kulturradikal - nemlig Information. Det er Lykkebergs ansættelsesforhold, som irriterer Krarup og så at Lykkeberg ikke åbenlyst melder sig under DFs faner og klart og tydeligt belærer folket om den “rette tro” - at han ikke går til bekendelse, til trods for at hans analyse og perspektiv på den politiske udvikling, samt hans udmaling af fjendebilleder, ligger lige til højrebenet hos Krarup.

@V. Nielsen “Jeg tror absolut ikke, at Per Thomsen glæder sig over Rune Lykkeberg eller det faktum, at Lykkebergs analyser og konklusioner ligger så tæt på Krarups, at man skulle tro at de to lå i ske hver nat.” Lykkeberg og Krarup analyserer jo netop de her ting fra vidt forskellige udgagnspunkter. Lykkeberg gør det vel ud fra et sociologisk Bordieusk standpunkt og Krarup gør det ud fra et nationalt konservativt standpunkt, så selvom de når nogle konklusioner, der på nogle punkter ligner hinanden så sker det ud fra forskellige udgangspunkter. Så man kan vel heller ikke gå ud fra at de ønsker problemerne løst på samme måde. Krarup ønsker fra sit nationalkonservative standpunkt et “Danmark for danskerne”, jeg ved ikke om det er helt det samme Lykkeberg ønsker. Desuden er det kun de her linier der er Lykkebergs: “Det er således ikke bare den kulturelle overklasse, som er blevet detroniseret. En fælles erkendelsesproces med vidt forskellige udgangspunkter og pointer har også gjort op med det kulturradikale system af sandheder”. Det er lidt mere neutralt end den paranoide Krarupske plamamse der følger efter. Lykkeberg er jo heller ikke den første der har gjort opmærksom på de her ting. Hivs du læser f.eks. Henrik Stangerups “Løgn over løgn” fra 1971, så er det klart et sidetema i den bog, Krarup optræder endda også i den bog. Så det er jo ikke nogen ny diskussion. Lykkeberg har bare kørt det helt store analyseapparat i stilling og bredt problemstillingen mere ud som man siger. Selv nogle indvandrere er opmærksom på det. Jeg læste for nogle år siden et læserbrev fra en idvandrer, som mente at indvandrerdebatten handlede mere om danskernes indbyrdes forhold end om indvandrerne. Det er jo nok meget rigtigt, at det ligeså meget handler om nogle kulturelle konflikter mellem danskerne, hvor indvandrerne, så bliver et symbol på den konflikt og det man slås om, men uden at kigge nærmere på hvad konflikten egentlig handler om. Det er vel mere den dybere kutlurelle konflikt eller “kamp om sandhederne”, som Lykkeberg prøver, at sige noget om, så man kan blive bedre til at tage den diskussion og løse de her problemer.

Altså at Lykkeberg postulerer at han selv ligger til venstre - ikke Stangerup.

Rifbjerg skriver at intolerancen har taget over. At det er de forsmåede der er kommet til magten. At det er de mislykkede der styrer. Ak ja. Intolerancen har tilsyneladende også taget magten fra ham.

Så kom der alligevel en god debat ud af det. M.h.t. Rune Lykkebergs artikler, så læste jeg dem i starten med interesse, og en vis form for ’begejstring’. Efterhånden var der mere og mere der skurrede, og jeg dannede mig mit eget lille ØV i hovedet. Så er det rart, at der på Information er nogle, som kan sætte ord på dette. Heriblandt V. Nielsen, som jeg genkender fra tidligere debatter, og som jeg med interesse læser (det er erfaringen ;-). Selv om denne slags debatter og genrer ikke hører til ens egne ’spidskompetencer’, så betyder det ikke, at man ikke forstår, hvad der skrives. Jeg for mit vedkommende følger med og suger til mig, fra det jeg finder interessant. Og siger tak til.

Stefan Kjerkegaard, det var rart, at du også læser Rune Lykkebergs bog deskriptivt. Der er, synes jeg, ingen tvivl om, at der gøres op med nogle forbenede, marxistiske truismer, såsom at magt fordrer økonomi. Det har vel aldrig været mindre sandt end nu, hvor (billigt) internet giver medieadgang til alle.
Det er sørgeligt, at netop vi meget talende kan have så svært ved at indse, hvordan andre kan føle sig kørt over. Hvis vi havde kendt de katastrofale politiske konsekvenser, havde vi nok været mere diplomatiske og især mere pædagogiske.
Jeg mener, at RL lige præcis mht. 70erne overser, at man faktisk var kommet et pænt stykke i retning af en egentlig social mobilitet, ikke mindst fordi man havde afstået fra at forringe gymnasium og universitet, den store søgning til trods. Sålænge gymnasiet rent faktisk var en ægte forberedelse på universitetslivet i form af nødvendige færdigheder og redskaber, kunne man komme nogle vegne. At RL af indlysende grunde ikke har oplevet den tid og derfor ikke behandler den særlig grundigt, er måske bogens største - eneste? - egentlige svaghed, for netop det skifte, der fjernede nødvendige trin for folk på vej op, som just havde været der (Haarders første gymnasiereform med ‘frit valg’), har formodentlig ført til større frustrationer blandt dem, der havde håbet og arbejdet med social opdrift som mål. Det er altid de skuffede snarere end de resignerede, der forårsager ødelæggelserne.

Tak til PeterH for fine ting ovenfor. Og ja, jeg følte mig også ramt af Lykkeberg, på den ene og den anden måde. Dels fordi jeg jo selv i kraft min akademiske uddannelse, min litteraturkritik etc. jo skal huske på at jeg jo for anden også udøver magt, når jeg åbner munden, dels fordi jeg selv har taget vejen væk fra en meget lidt akademisk familie og ind i akademia, og måske har mærket til mindreværdsfølelser på fra det ene og det andet perspektiv.

Skal man nævne en svaghed ved Lykkebergs bog, så synes jeg måske, at det er dens litteratursyn. Han bruger næsten kun litteratur, som skal forestille at afspejle virkeligheden. Det er litteratur, som reagerer på virkeligheden og ikke aktivt forsøger at forme den. Hvad med al den litteratur, som ikke er realistisk, som ikke afspejler virkeligheden en til en?

Omvendt er hans ærinde jo ikke at finde frem til trendsættede litteratur, eller noget i den stil, men at afdække sociologiske ting. Derfor måske en uberettiget kritik.

@Karsten Aaen:

Søren Krarup-citatet er ikke fra bogen, men fra november-nummeret af Tidehverv. Artiklen er nu flyttet fra forsiden og hertil: http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&t…

Og jeg er for øvrigt for en gangs skyld enig med dig. Lykkeberg & co. har vist også overset det faktum, at Rifbjergs kernelæsere ikke findes blandt akademikere som ham selv (og eksempelvis Kjerkegaard), men blandt midaldrende offentligt ansatte kvinder med en kort til mellemlang uddannelse (eksempelvis folkeskolelærere). Altså kvinder med det ene ben i og daglig kontakt med “det store folkedyb”.

Hvor mange repræsentanter for “folkedybet” - altså mennesker, der ikke har begået sig på universiteternes lange uddannelser eller kommer fra akademikerfamilier - findes der blandt de forfattere, som Lykkeberg kræsent har udvalgt som udtryk for en særlig tidsånd (sært bedaget 1800tals udtryk, der egentlig hører til i en helt anden samfunds- og historieforståelse, end den der er mest udbredt idag)?

Hvem er folkedybet egentlig? For hvis det er noget med kronhjorte og røvballegardiner, så er der ikke meget tilbage af det blandt danske arbejderfamilier. Den livsform er allerede historie og musealiseret og det kan man forvisse sig om ved at tage et smut til sydhavnen og derefter en tur på arbejdermuseet.

Er Rifbjerg akademiker ? Jeg mener ikke han har gjort sit universitetsstudium færdig, men han er måske immatrikuleret endnu. Er han ikke ligesom sin tro væbner Georg Metz en af de utallige der aldrig blev færdige på uni, dengang i halvtredserne og tresserne.

Utallig er vist det man kalder en metafor, for selvfølgelig er de tællelige. Jeg forholder mig i øvrigt ikke til Rifbjergs forfatterskab og talent i kommentaren. Kun til det faktum at han ikke er akademiker, når han ikke har afsluttet sin universitetsuddannelse. Dette fjerner naturligvis ikke noget fra hans enestående forfatterskab. Men hvorfor smykke ham med lånte fjer ?