De moderne moralske problemer

To replikker støder bestandigt sammen: Den ene siger, at det er for galt. Den peger mod det, der ikke kan og skal tolereres. Det kan være omskæring af piger, ulige fordeling af ressourcer eller diskrimination. Det vil man ikke acceptere.

Den anden replik er lige så udbredt. Den siger, at vi vil endelig ikke moralisere. Vi har ikke autoritet til at stille os op og være overdommer.

Den ene replik er funderet i en vestlig liberal konsensus: Vi har gennem en lang historie opnået nogen rettigheder og er nået frem til en overenskomst om, at hver enkelt menneskeliv er ukrænkeligt, og alle borgere have de samme individuelle rettigheder. Det chokerer den konsensus, når man i fjerne provinser i vestlige lande hører om livsformer, hvor kvinden er underordnet manden, homoseksuelle diskrimineres åbenlyst, eller æresbegreber bruges som legitimation for voldelig gengældelse. Når den slags krænkelser af den liberale konsensus finder sted på vores hjemmebane, er vi ikke i tvivl: Det finder vi os ikke i.

Den anden replik er funderet i det, man kunne kalde den post-koloniale erfaring. Vi har efter en lang historie med udbredelse af vestlige ideer og institutioner erkendt, at det på udebanen har virket som en slags imperialisme. Vi har besindet os på, at vores ideer og institutioner måske ikke er så universelle igen. Den ene replik hævder en universalisme, som den anden replik forkaster til fordel for en slags moralsk relativisme. Det er kollisionen mellem de to replikker, som den engelske sociolog Steven Lukes undersøger i sin nye bog: Moral relativism.

Fire positioner

Lukes indleder med at skitsere fire mulige positioner. Den første hævder en moralsk absolutisme, som fraskriver den moralske relativisme enhver relevans. Den anden position hævder omvendt en total relativisme, som ikke under nogen omstændigheder finder absolutte moralske domme legitime. Den tredje position anerkender ikke konflikten mellem de to positioner som relevant eller interessant. Den fjerde forsøger at undersøge de to positioner for at se, om modsætningen kan kultiveres eller endda ophæves.

De to første positioner afviser Lukes, fordi man let kan skitsere situationer, hvor de begge kommer til kort. Den tredje position er udelukket i og med, at han skriver bogen, hvis anliggende er at forfølge den fjerde position.

Lukes indleder med at skelne mellem kognitiv og moralsk relativisme. Han pointerer, at man godt på den ene side kan anerkende naturvidenskabens erkendelser som objektivt sande og på den anden side fastholde, at der ikke gives fundament for en moralsk universalisme. En kritik af moralsk relativisme, som retter sig mod relativismen som sådan, vil derfor ifølge Lukes hverken være præcis eller konstruktiv. Der er en postmoderne position, som hævder, at alt er fortolkning, og intet er sandhed, men den dækker ikke hele den moralske relativisme.

I bogens næste episode udfolder Lukes en moderne idehistorie, hvor han går tilbage til den tyske 1700-talsfilosof Herder, der så hvert folk som en kugle, der rummer sine egne kriterier og mål, som ikke kan oversættes til en global fællesnævner. Selv modificerede Herder sine teser om de adskilte kulturer, men hans værk er blevet brugt som inspiration for senere generationer af universalismekritikere, der har insisteret på de respektive kulturers grundlæggende egenart. Denne kritiske position forbindes med en konservatisme, der påpeger, at menneskers værdier dannes af vaner og overleverede fortolkninger, som man ikke bør se som forhindringer for moralsk adfærd, men tværtimod som betingelser for den: Fordi vi identificerer os med visse koder og principper, som vi er vokset op med, håndhæver vi dem socialt.

Værdipluralisme

Det originale greb i Lukes bog er, at han ikke ender med konflikten mellem en rationalistisk universalisme og en konservativ besindelse på vaner og tradition. Den moralske relativisme finder ifølge Lukes sin aktuelle legitimitet i en liberal erkendelse fra det 20. århundrede. Det er nemlig Isaiah Berlins indsigt, at de vestlige værdier ikke går op i en højere enhed. Grunden til, at vi bliver ved med at diskutere de samme etiske og politiske anliggender, er det, Berlin kalder ‘værdipluralisme’. Vi er i en liberal tradition enige om visse forbud mod krænkelser, men deraf følger ikke en fælles definition af det gode liv. De liberale principper er præmisser for en fortløbende forhandling af det gode liv, men de kan ikke resumeres i et facit. Den relativistiske replik reflekterer denne pluralisme, men omvendt berettiger pluralismen ikke en moralsk relativisme.

Udbredelsen af de universelle menneskerettigheder tager nemlig ifølge Lukes højde for den liberale pluralisme: De foreskriver ikke det gode liv, men forbyder krænkelser af hvert enkelt individs myndighed. Det er således forkert at se menneskerettighederne som imperialitisk udbredelse af vestlig ideologi: “Den nye generation af menneskerettighedslove, erklæringer og andre dokumenter er en global proces, som bør ses som en transnational konsensusopbygning.” Menneskerettighederne kan misbruges som legitimation af imperialisme, men i disse tilfælde kan de også omvendt bruges af ofrene som kritik af denne imperialisme. Lukes konkluderer derfor: “Spørgsmålet ‘hvordan kan vi tillade at stille os op som overdommere?’ er et dårligt spørgsmål.” Det spørgsmål handler ikke om tolerance, men fører til passivitet.

Den moralske relativisme forbliver for Lukes en legitim kritisk indvending, som universalismen skal retfærdiggøre sig over for. Det er således ifølge Lukes, der netop er sociolog og ikke filosof, et empirisk spørgsmål, hvor langt den rettighedsorienterede individualisme kan udbredes globalt. Det afhænger i sidste instans af den tilslutning fra de berørte, som den liberale pluralisme anerkender som et vilkår:

“Den moralske relativismes stadige appel er ganske givet, at den tager udgangspunkt i den forestilling, at der ikke findes en bestemt sand måde for mennesker at leve på; eller for at sige det på en anden måde, at der er mange sådanne sande måder for mennesker at leve på, hvor afgørelsen af, hvad der er bedst, afhænger af forskellige forestillinger om det gode.”

Det gode ved Lukes bog er, at den intellektuelt kvalificerer den relativisme, som er genstand for bogens kritik. Lukes nøjes ikke med reduktioner af den moralske relativisme til latterlige positioner, men opfatter den i rationelle argumenter, som kan diskuteres og kritiseres. Han tager sin egen position alvorligt ved at tage de andres standpunkter alvorligt. Og det er præcis derfra, at pluralismen ikke ender som relativisme, og uenighed bliver mere end bare gode og dumme meninger.