Kina er et besynderligt land med voldsomme kontraster i en sær balance og en fremmedartet harmoni i sammenstillede modsætninger. Uanset Kinas økonomiske mirakel de sidste 25 år, hvor man har præsteret at løfte en halv milliard mennesker ud af hungersnød og elendighed, så er Kina i dag på mange områder stadig et uland. Og trods et hastigt stigende forbrug i storbyerne, så er der i landdistrikterne stor fattigdom sammenlignet med Vesten. Og selv efter et særdeles flot og velgennemført OL, så hungrer kineserne efter omverdens anerkendelse og accept. Og kineserne undrer sig over, at vestlige medier fremstiller Kina som nykolonialistisk.
De opfatter overhovedet ikke deres land som hverken aggressivt eller kolonialistisk. Som kineserne ser det, så har Europa og USA i flere hundrede år koloniseret og udplyndret store dele af verden og efterfølgende med importafgifter, handelsrestriktioner og statslige tilskud til egne landbrug gjort det nærmest umuligt for de fattige lande at forbedre deres egne forhold.
Kina har de seneste 10 år indgået handelsaftaler med et halvt hundrede afrikanske stater, som efterhånden har fået nok af Vestens koloniherrementalitet og arrogance. Og Kina er ikke belastet af en historie som kolonimagt. Tværtimod er Kina selv blevet undertvunget, nedværdiget og ydmyget af europæerne og russerne og mest af alt af japanerne, som tilmed fortsat nægter at undskylde deres blodige og brutale handlinger.
Skruppelløs udplyndring
Kinas strategi i Afrika omfatter økonomisk, politisk, teknisk og kulturelt samarbejde. Kina har sendt titusindvis af ingeniører, kommunikationsteknikere og økonomiske eksperter af sted for at opbygge infrastruktur, vejnet, jernbaner, kommunikation, kraftværker, el-forsyning, sundheds- og uddannelsesinstitutioner og handel. Og Kina investerer enorme summer og megen ekspertise i den private sektor, således at lokale initiativtagere og forretningsfolk får mulighed for selv at præge udviklingen. Dette princip har rødder over 2.000 år tilbage til den kinesiske filosof Mengzi: “Det fremskynder ikke plantens liv at trække i den - den skal selv vokse.”
Og naturligvis har Kina fordele af samhandlen. På samme måde som USA og EU har fordele af deres handelsaftaler. I vestlige medier fremstilles Kinas engagement i Afrika som en kynisk og skruppelløs udplyndring - i modsætning til den vestlige verdens idealistiske ulandsindsats baseret på smukke frihedsidealer.
En værre tilstand
Men kineserne opfatter generelt den vestlige verdens ulandsindsats i Afrika som totalt fejlslagen - ja, nærmest som en katastrofe. Som en kinesisk bekendt udtrykker det: “Nu har Vesten de sidste 30 år gennemført en massiv ulandsindsats i Afrika - og aldrig har Afrika været så fattigt og så håbløst forgældet, sultplaget, korrupt og ude af stand til at klare sig selv som nu.”
Kineserne mener, at en væsentlig årsag til, at Vestens ulandsindsats er slået fejl, er, at vestlandene stadig optræder som koloniherrer: Nedladende, bedrevidende, formynderiske og moraliserende - og uden indsigt i eller respekt for modtagerlandenes lokale historie, kultur og mentalitet. Vesten dikterer ulandene, hvad der er rigtigt og hvad der er bedst for dem - og behandler dem absolut ikke som ligeværdige partnere.
Kineserne påpeger også det paradoksale i, at samtidig med at Vesten hylder de frie markedskræfter på hjemmebane, så giver man i ulandene hovedsageligt bistand til statskontrollerede projekter.
Sideløbende hermed har Vesten så - anført af USA - haft flere blodige militære engagementer i Afrika og har desuden ført adskillige angrebskrige bl.a. i Afghanistan og i Irak med flere hundrede tusinde ofre. Kineserne synes, det er en besynderlig måde at ‘udbrede vestlig frihed og demokrati’.
Politisk magt
Så når USA’s præsident Bush umiddelbart før OL endnu engang stiller sig op og tordner mod Kina og holder moralpræken og belærer 1,3 milliard kinesere om livets højeste etiske, moralske og religiøse værdier og om retfærdighed og ansvarlighed og respekt for menneskeliv, så klinger det hult i kinesernes ører. Og det er ikke noget, der aftvinger respekt hverken i regeringskredsene i Beijing eller blandt de hundrede millioner kinesiske universitetsstuderende, der opfatter udtalelserne som uciviliserede og udtryk for Vestlig dobbeltstandard. Et gammelt kinesisk ordsprog siger: “Når man bor på et bjerg, så kan man ikke se bjerget.”
Kina er ikke alene ved at vinde økonomisk indflydelse i Afrika, men også en langt mere vidtrækkende international politisk magt takket være sine mange nye samarbejdspartnere i de afrikanske, asiatiske og arabiske lande.
Det bliver interessant at se, hvorledes den nyvalgte amerikanske præsident vil forholde sig til Kinas hastigt voksende indflydelse i Afrika.
Måske er det på tide, at Vesten tager Kina alvorligt?
Michael Wechter er tidligere skoleleder på Carolineskolen i København. Han har rejst i længere perioder i Kina
Kommentarer