Den bølge af protester, som den italienske regerings bebudede universitetsreform har fremkaldt, skyller nu også ind over resten af Europa.
Den 14. november blev der afholdt demonstrationer mod den såkaldte Gelmini-reform i en lang række europæiske byer. I København havde omkring 50 herboende italienere taget opstilling foran Italiens ambassade, som ligger få skridt fra Amalienborg, hvor de frysende demonstranter råbte slagord mod undervisningsminister Mariastella Gelmini og serverede pasta for danske medstuderende og forbavsede turister, mens en duft af fristad bredte sig over Frederiksstaden: “Det er en italiensk kamp, som dog også vedrører resten af Europa,” sagde Luca Catalano, som studerer statskundskab ved Københavns Universitet:
“I årtier har de europæiske regeringer løst økonomiske kriser med nedskæringer i socialpolitikken og offentlige investeringer. Finanskrisen vil ramme os hårdt i de kommende år, og derfor er det vores ansvar at forsvare, hvad vi har tilbage efter 15 år med konstante nedskæringer i det italienske uddannelsessystem.”
“Noi la crisi non la paghiamo” (Vi vil ikke betale for krisen) er de italienske studerendes kampråb. I forrige weekend afholdt ansatte og studerende ved de italienske universiteter et landsmøde på Università La Sapienza i Rom, hvor deltagerne vedtog et forslag til en autoreform af universiteterne, som nu udgør protestbevægelsens manifest: “Ofte er de reformer, som de, der færdes på universiteterne, har afvist, blevet retfærdiggjort med henvisning til en påstået vilje til integration på EU-plan. Der findes endnu ikke en fælles europæisk forskningsplan, og bevægelsen må påtage sig ansvaret for at skabe en, ikke blot gennem standardisering, men ved at udbrede ideer og social solidaritet,” hedder det i manifestet.
Den italienske regering vil reducere de offentlige tilskud til universiteterne med 300 mio. euro (2,2 mia. kr.) i snit i de kommende fem år.
Privat finansiering
Ifølge regeringens plan skal kun én ud af 10 stillinger genbesættes, når en forsker går på pension. Til gengæld skal der indføres øget brugerbetaling, og de offentlige universiteter skal have mulighed for at omdanne sig til private fonde. Stefano Zambelli, som er professor i økonomi ved universitetet i Trento, mener dog ikke, at det vil være en reel mulighed for de italienske universiteter:
“En privat fond har brug for egenkapital, men det har ingen af de offentlige universiteter. De vil derfor være totalt afhængige af privat finansiering, men i Italien vil der aldrig være nogen, som donerer penge til universiteterne,” siger Stefano Zambelli, der i 18 år har forsket ved Aalborg Universitet. Han mener, at privatiseringen vil undergrave universiteternes autonomi:
“Forskellen mellem Danmark og Italien er, at danskerne er dygtige til at få tingene gjort. I Danmark blev universitetsreformen fra 2003 gennemført meget hurtigt, og resultaterne er åbenlyse: manglende demokrati på universiteterne og kontraktstyret forskning.”
Demokratisk underskud
Udviklingen i Italien kommer ikke bag på Stinna Gammelgaard fra Danske Studerendes Fællesråd: “Det er en generel tendens, at institutioner omdannes til firmaer. På universiteterne medfører det, at demokratiet bliver delvist afkoblet, og de studerende bliver til brugere.”
Stefano Zambelli er tilfreds med de italienske studerendes reaktion mod denne udvikling, men han er forundret over, at universitetsreformen i Danmark ikke mødte større modstand:
“I er meget langt foran i Danmark, hvor reformen har medført radikale ændringer. Før havde man en kollektiv og demokratisk styring af universiteterne, men nu har man i stedet en gennemført hierarkisk styring,” siger han og påpeger, at en sådan udvikling ville få alvorlige konsekvenser i et land som Italien:
“Det er meget farligt for demokratiet, fordi man kommer til at mangle forsknings- og ytringsfrihed. Det er særlig risikabelt i en situation som den aktuelle i Italien, hvor vi allerede har et demokratisk underskud på grund af Berlusconi.”
Nødvendige reformer
De italienske universiteter er også hårdt plaget af nepotisme. Mange steder især i Syditalien har magtfulde professorer omdannet deres institutter til små fyrstendømmer, hvor familie og venner tilgodeses med ansættelser. Regeringen vil bekæmpe klientelismen på universiteterne, bl.a. med centrale ansættelsesudvalg, men ifølge Stefano Zambelli er det blot et påskud: “Man lader, som om man vil indføre meritokratiske tilstande. Men det passer ikke. Det er blot nedskæringer og ikke andet,” hævder Stefano Zambelli.
Stinna Gammelgaard påpeger, at EU’s såkaldte Bologna-aftale om en koordineret universitetspolitik i EU-landene ikke er forpligtende:
“De nationale regeringer plukker fra Bologna-aftalen. Det, der sker i Italien, er meget påvirket af en national dagsorden, som handler om offentlige besparelser, selv om et af Bologna-aftalens mål er at øge investeringerne i uddannelsessektoren.”
Den italienske stat investerer i forvejen blot 5.400 dollar (32.000 kr.) om året pr studerende, mens gennemsnittet i OECD-landene er 8.400 dollar (50.500 kr.) pr. studerende. Desuden er de italienske universiteter præget af et stort ressourcespild. Stefano Zambelli mener derfor, at det er bydende nødvendigt at gøre systemet mere fleksibelt:
“Universiteterne i Italien skal helt sikkert reformeres, men der er ingen grund til at gå samme vej, som Danmark har gjort.”
Kommentarer