Frisind er, i henhold til Nudansk Ordbog, at man har en fordomsfri tankegang - og at være frisindet vil sige, at man er åben for nye tanker og har en fordomsfri livsindstilling. Med andre ord, så repræsenterer frisind noget, som mange vil opfatte som noget positivt.
Men så nemt er det bare ikke. Frisind er, som det kom til udtryk på en debataften om seksualitetsforskning, der blev afholdt den 19. november 2008, ifølge nogle queer-teoretikere noget, som bruges til at udgrænse mennesker med en anden etnisk baggrund med. Frisind er med andre ord blevet til et magtinstrument, og ingen kan længere bruge det uden at blive delagtig i udgrænsningen af de etniske minoriteter.
Det er ganske rigtigt, at frisind i den nuværende debat om primært islams tilstedeværelse i Danmark, er blevet til en dansk norm. Frisind bliver ofte gjort til noget kernedansk - og det hævdes ikke så sjældent, at kun de frisindede kan være en del af det danske fællesskab.
Syge eller syndige
Danskernes frisindethed er imidlertid alment overvurderet. Det er også væsentligt at få fastslået en gang for alle, at frisindethed eller mangel på samme ikke handler om hvilken kulturkreds man tilregner sig eller hvilken religion som man måtte opfatte som sin egen. Frisindethed er en livsindstilling, som man kan have eller ikke kan have, uanset hvilken kulturel baggrund man har.
Det er imidlertid en ekstrem farlig strategi at påstå, at kravet om frisind i sig selv er forkert, fordi det udgrænser dem, der ikke kan eller vil leve op hertil. Ikke nok med at det hermed indirekte siges, at muslimer, for det er jo dem, det drejer sig om, ikke kan være frisindede og det derfor er udgrænsende over for dem, at stille dette krav. Nej, man går faktisk hen og siger, at man ikke må tage afstand fra dem, der f.eks. udgrænser homoseksuelle ved at kalde dem syge eller syndige, fordi man hermed udgrænser dem.
Men det er ikke at udgrænse, hvis man har den norm, at homofobi er forkert, lige meget hvilken etnisk og religiøs baggrund homofoben måtte have. Ligesom det heller ikke er at udgrænse, hvis man har den norm, at racisme og antisemitisme er forkert, lige meget hvilken etnisk og religiøs baggrund racisten hhv. antisemitten måtte have. At tage afstand fra homofobi, racisme og antisemitisme er udtryk for, at man er imod, at mennesker bliver udgrænset blot fordi de er anderledes end flertallet.
Derfor er kravet om frisind ikke udgrænsende men derimod forudsætningen for, at den udgrænsning, der finder sted i vores samfund, en gang måtte ophøre.
Kommentarer