En dag i starten af april 2007 ringer Amer Saeeds telefon. I røret er en mand, som fortæller, at han kommer fra Udlændingeservice. Han siger, at der er nogle problemer med Amer Saeeds pas og beder ham komme forbi til en samtale. To dage senere går Amer Saeed op til stoppestedet ved Bispebjerg Station for at tage bussen ind til Udlændingeservice. Mens han står og venter, kommer to mænd op til ham og beder ham om at følge med. De fortæller, at de kommer fra PET.

“Jeg har aldrig hørt om PET før, så jeg spørger dem, hvad det er for noget,” siger Amer Saeed.

Sidenhen har han fået rig lejlighed til at stifte bekendtskab med PET. Han har siddet i fængsel i tre måneder og lever nu på tålt ophold, fordi PET vurderer, at han er til “fare for statens sikkerhed”. Amer Saeed kan imidlertid ikke få oplyst, hvad han er anklaget for.

Tilbage ved busstoppestedet i april 2007 viser de to civilklædte betjente Amer Saeed deres skilte og siger, at det er dem, der har ringet. Amer Saeed spørger, hvorfor de løj i telefonen, og de svarer, at de ikke vil have, at nogen hører, de er fra PET. Da han spørger, hvem der skulle lytte med, svarer de ikke. I stedet beder de ham om at sætte sig ind i deres bil.

Hemmelig agent

Mens de kører, fortæller de, at han ikke kan få sit fremmedpas igen. I stedet tilbyder de ham et dansk pas og penge. De kører gennem Københavns bymidte til Scandic Hotel ved Vesterport Station. På værelset tilbyder betjentene Amer Saeed noget mad og fortæller ham, at de vil have ham til at arbejde for PET. Han spørger, hvordan han skal kunne arbejde for PET, når han ikke kan sproget, men betjentene siger, at det ikke er noget problem, og at der ikke er nogen, der vil få at vide, at han arbejder for dem. De siger, at de vil have ham til at hjælpe med at udpege de mænd, der planlægger at sprænge en bombe i Danmark, og viser ham en række billeder af unge mænd, som de siger er fra Glostrupgruppen.

“Der er en masse billeder af unge drenge, som jeg ikke kender,” siger Amer Saeed.

Betjentene nævner navnet på en ung palæstinensisk mand og spørger, om Amer Saeed kender ham. Han fortæller, at han har set ham to gange i moskeen, men at han ikke kender ham personligt. Betjentene siger, at den unge mand er meget farlig for Danmark, så Amer Saeed spørger, hvorfor de ikke har smidt ham i fængsel. Betjentene svarer, at de ikke har nok beviser.

“Så jeg spørger dem, hvordan de kan vide, at han er farlig, hvis de ikke har nogen beviser,” siger Amer Saeed. Den ene af mændene svarer, at han inspirerer andre unge mænd til at blive fanatiske muslimer. Da Amer Saeed spørger ham, om han ved, hvad en fanatisk muslim er, og siger, at man ikke behøver være terrorist, fordi man er troende muslim, siger betjenten, at han kan fornemme, at Amer Saeed ikke er interesseret i at arbejde for PET. Amer Saeed svarer ‘nej tak’ og siger, at han gerne vil tilbage til sin lejlighed. Han går ud og åbner døren, men en af betjentene råber, at han skal vente. Han giver ham 400 kroner til en taxa og siger, at Amer Saeed ikke må fortælle nogen, at han har mødtes med dem.

“Jeg siger okay. Men da jeg kommer tilbage, fortæller jeg min bror og alle mine venner, hvad der er sket. Jeg siger til dem, at hvis min telefon pludselig bliver lukket, og jeg forsvinder, så skal de vide, at det er PET, der har taget mig,” siger Amer Saeed.

Der går mellem en uge og ti dage, så ringer PET og vil mødes med ham igen. De spørger, om ikke han vil overveje at arbejde for dem.

“Jeg tænker mig lidt om, og så siger jeg ‘okay’. Det handler jo om sikkerheden i det land, jeg bor i,” siger Amer Saeed.

Betjentene siger, at han skal tage en taxa til Scandic Hotel. De skal nok betale. På hotelværelset viser de ham igen billeder. Men denne gang er det hans venner, som er på billederne.

“De spørger, hvad de arbejder med. Jeg siger, ‘det ved I allerede, I har jo holdt øje med dem og fotograferet dem, ellers ville I ikke kunne vise mig de her billeder’. Men de bliver ved med at spørge, om ikke de også arbejder på noget andet, og om de planlægger noget,” siger Amer Saeed. Han spørger, hvor han skulle vide det fra og går fra hotelværelset i vrede.

PET stormer lejligheden

De næste otte måneder hører Amer Saeed ikke mere fra PET, indtil de den 8. januar 2008 sparker hans dør ind.

“Der er fire civile betjente og fire i uniform. Udenfor holder der endnu en bil med forstærkninger. De peger på mig med automatvåben og siger en masse på dansk. Jeg fortæller dem, at jeg ikke forstår noget som helst. Så siger de på engelsk: ‘We have orders to send you to Iraq now. NOW’,” siger Amer Saeed.

De lægger ham i håndjern, fører ham ind i politibilen og kører ham til Center Sandholm, hvor han bliver afhørt af en mand fra Udlændingeservice, som spørger, hvorfor han er flygtet, og hvorfor han ikke vil rejse tilbage til Irak. Amer Saeed siger ingenting.

“Jeg er så vred, at jeg slet ikke kan sige noget,” fortæller han.

Manden fra Udlændingeservice siger, at han vil komme tilbage en time senere og fortælle, hvad der skal ske med ham. Da han kommer tilbage, siger han, at Amer Saeed skal sendes tilbage til Irak. Da han nægter at skrive under på udsendelsespapirerne, sætter de ham over i Sandholms lukkede afdeling.

Ingen dom

Efter to timer kommer betjentene og henter Amer Saeed. De kører ham til et fængsel i Helsingør. Tre dage senere, fredag d. 11. januar 2008, tager de ham med i byretten.

I retten fremlægger PET ingen beviser, og der er ingen, der får at vide, hvad Amer Saeed er anklaget for, udover at han udgør en ‘fare for statens sikkerhed’. Dommeren slår dog fast, at man ikke kan sende Amer Saeed tilbage til Irak, da han risikerer forfølgelse og tortur.

Efter et par dage i fængslet kommer Amer Saeeds advokat, Gunnar Homann, og besøger ham. Han fortæller, at de kun kan frihedsberøve Amer Saeed i fire måneder, og allerede den 1. april bliver han løsladt fra fængslet i Helsingør og kørt til Center Sandholm. Her får han at vide, at hans opholdstilladelse, som han fik i 2003, er blevet inddraget, og at han i stedet er på ‘tålt ophold’.

Han bliver anvist en seng i værelse 411 i den høje sorte barak. Der bor i forvejen fem personer på værelset, så da han får at vide, at han blot skal melde sig i Sandholm hver tirsdag og hver anden torsdag, flytter han tilbage til Nørrebro. Politiet har pålagt en række af de andre på tålt ophold at bo og overnatte i Sandholm, men det gør de ikke i Amer Saeeds sag.

“Jeg har været på fri fod i syv måneder. Hvis PET virkelig troede, jeg var farlig, ville de vel have forsøgt at holde mig tilbage. Det giver ingen mening,” siger Amer Saeed.

Stemplet som terrorist

Hver anden måned ringer politiet til Amer Saeed og spørger, hvorfor han ikke rejser.

“Jeg vil gerne ud af Danmark så hurtigt som muligt, men jeg kan ikke rejse, før jeg har fået renset mit navn,” siger Amer Saeed.

“Hvis jeg tager tilbage til Irak, skærer de halsen over på mig med det samme, og der er ingen andre lande, som vil give mig opholdstilladelse, så længe jeg har et papir fra den danske regering, hvor der står, at jeg er terrorist,” siger han.

Amer Saaed har imidlertid ikke mulighed for at få renset sit navn, da han ikke har ret til at få prøvet sin sag ved en domstol. Ifølge terrorpakken fra 2002 har PET nemlig ret til at udvise udlændinge uden rettergang, hvis de vurderer, at de er til fare for statens sikkerhed. Loven giver desuden PET mulighed for at mørklægge både anklage og bevismateriale, hvis de vurderer, at det vil skade PET’s arbejdsgange, at materialet kommer frem.

Da PET anholder Amer Saeed i januar 2008, giver de ham derfor blot et brev, hvor der står, at han “må anses for en fare for statens sikkerhed”, og at integrationsministeren har “bestemt, at de oplysninger, der har ført til vurderingen af, at Amer Ihsan Namik Saaed må anses for en fare for statens sikkerhed af sikkerhedsmæssige grunde ikke må videregives til udlændingen”.

Amer Saeed ved således ikke, hvad han er anklaget for, og det gør de udlændingemyndigheder, som skal træffe afgørelse i sagen heller ikke.

“Jeg kan ikke forstå, hvorfor de ikke fremlægger beviser. Hvis de har dem, hvorfor så ikke vise dem frem? I et frit og demokratisk land kan man ikke bare udpege en mand og sige, at han er til fare for statens sikkerhed. Den slags skete tilbage i Irak. Når man bad Saddam Hussein om beviser, sagde han altid: ‘Jeg er beviset’. PET gør præcis det samme,” siger Amer Saeed.

“Jeg har ingen anelse om, hvad PET tror, jeg har gjort. Men jeg ville blive utroligt glad, hvis de fortalte mig det, for så ville jeg have mulighed for at forsvare mig,” siger han. Han er begyndt at betragte sin situation som tragikomisk.

“Jeg joker med det. Jeg ved ikke hvorfor. Det er vel det eneste, jeg kan,” siger han og griner, mens han lader som om han hiver noget op af lommen.

“Jeg er en meget farlig mand. Jeg har en atombombe i lommen,” siger han.

Men så bliver han alvorlig igen, mens han fortæller, at han har tænkt sig at anke sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

“Jeg bliver nødt til at rense mit navn. Ellers kommer jeg aldrig til at få et normalt liv i et andet europæisk land,” siger han.

Det har ikke været muligt at få andre kilder til at fortælle om Amer Saeeds sag, og hans historie er derfor udelukkende baseret på hans egen beretning. Integrationsministeriet oplyser, med henvisning til udlændingeloven, at de ‘hverken kan be- eller afkræfte, at de omtalte personer (herunder Amer Saeed, red.) er udvist på grund af statens sikkerhed’.

Blå Bog

Amer Ihsan Namik Saeed

41 år. Fraskilt, ingen børn. Bor i Danmark sammen med sin bror på Nørrebro. Født i Kerkûk i Irak.

Arbejdede som bilmekaniker på en tankstation i Irak.

Flygter til Danmark i 2001 af politiske årsager. Han havde arbejdet i det Turkmenske Parti og fik efter 1991 problemer med Saddan Husseins styre. Hans bror blev smidt i fængsel, og de truede med også at fængsle ham.

Fik opholdstilladelse i Danmark i 2003.

Udvises. Er ikke tidligere straffet i Danmark, men modtager i januar 2008 et brev fra PET, som er dateret til 21. december 2007, hvor der står at han er til fare for statens sikkerhed, og han sidder derefter i fængsel i tre måneder og lever nu på tålt ophold.