Hvis man ellers har en indre geigertæller - og det er slet ikke nødvendigt med en dyr og professionel én, man kan sagtens klare sig med en tilbudsmodel fra Harald Nyborg - ved man godt, at Dansk Folkepartis velmagtsdage er ved at være talte. Facaden er skjoldet, murværket lugter allerede af mug og af fortid. Kommende slægter vil sikkert især huske partiet som et fænomen fra før finanskrisen. Som noget eksotisk - lidt folklore fra historiens overdrev, som det vil være jævnt uforståeligt nogensinde har haft indflydelse og magt. Det har det i øvrigt stadig, der er bestemt ingen grund til at juble i utide. Lige nu presser det på, endnu engang, for at få en lovgivning igennem, der kan gøre livet så surt som overhovedet muligt for asylsøgere. Den såkaldte ‘Tuneserlov’, som kyndige jurister og menneskerettighedsorganisationer ellers advarer kraftigt imod - fordi de mener, den er i modstrid med ikke bare internationale konventioner, men muligvis også vores Grundlov. Det skider partiet på - igen, endnu engang.

Det kom af noget

Men at det vitterligt lakker mod enden for partiets greb om danske sjæle, ses bl.a. af, at dets skarpeste hoved, Søren Krarup, har udtalt, at han er ved at være godt træt af politik. Man kan ganske vist ikke være helt sikker på, at det er politik som sådan, han er træt af, eller om han bare er sur, fordi han ikke længere kan få sin vilje. Ikke engang Pia Kjærsgaard vil give ham lov til, på partiets vegne, at agitere for at kernesunde danske forældre skal have lov til at banke deres unger gule og blå. Det er egentlig heller ikke let at forstå. Så længe de ikke banker dem sorte og brune og helt muslimske i hovedet, kan det vel ikke være så slemt?

Men inden partiet nu bliver et halvbarbarisk folkeminde, bør man selvfølgelig tænke på, at det lige så lidt som dets ophav, Fremskridtspartiet, kom af ingenting. Dets opståen er både forståelig og også velbegrundet. Det er bl.a. det, Rune Lykkebergs bog, Kampen om sandhederne, handler om. Men den er jeg desværre afskåret fra at kommentere nærmere, for dels citerer Lykkeberg fra mine bøger i lange baner, dels er det generøse unge menneske min chef her på bladet. Så jeg er heftigt inhabil. Men en vis medfølelse med den stakkels fyr må vel trods alt være tilladt? Jeg mener: Klaus Rifbjerg gider ikke engang læse hans bog - med den dødssyge undskyldning, at hans læge har anbefalet ham at lade være, af hensyn til blodtrykket, uha. Det afholder i øvrigt ikke Rifbjerg fra, efter de velrettede spark til den unge mands såvel intellektuelle som moralske hæderlighed, at bebrejde ham, at han ikke har læst hver eneste af Rifbjergs 12.467 romaner. For at gøre ondt værre, vil jeg desuden tillade mig at være helt enig med Lykkeberg i, at først Fremskridtpartiet, dernæst Dansk Folkeparti, opstod som temmelig mange menneskers protest mod ustandseligt at få at vide, at alt hvad de kunne lide - musik, film, ferieformer - var dårlig smag, underlødigt og til grin.

Højredrejede halunker

Og hvis man ser ædrueligt på det, så har Dansk Folkeparti da formået, i den sidste halve snes år, at gøre hele koret af kulturradikale, progressive og den kulturelle del af venstrefløjen nærmest mundlam. Det er slet ikke rart at tænke på, hverken for kunstnere - herunder den allesteds allermest progressive Klaus Rifbjerg - eller andre gode og rettænkende mennesker, der altid har haft svært ved at afkode, hvad der simrer i folkedybet. Nøgternt at fastslå det som den kendsgerning, det er, gør hverken Lykkeberg eller Nielsen her, for den sags skyld, til hulbrødre med hverken Bent Blüdnikow, præstefætrene eller Anders Fogh Rasmussen. Det har Rifbjerg vældig svært ved at forstå, for hvis man ikke ubetinget er på hans side - og dermed har den sande forståelse af verden - er man en højredrejet baryler, en halunk og en sjover - og hvad manden nu ellers råder over af forældede gloser.

Når Dansk Folkeparti har haft så meget held i sprøjten, skyldes det jo også, at ovenfor nævnte kor af kulturradikale, progressive og venstrefløjens kulturfolk mildest talt aldrig har været ret gode til at kommunikere med folket, med almindelige mennesker. Jo, selvfølgelig er vi alle sammen almindelige mennesker, når det kommer til stykket, men derfor er der alligevel forskel på folk. Tænk på hvordan omtalte kor, hele koret, har fniset og vredet sig af grin ved tanken om, at nogle mennesker har en kronhjort hængende over sofaen derhjemme, hvordan de samme mennesker med tindrende øjne lytter til Giro 413 og - ved gud! - tager på camping- og charterferie! At den nedladenhed har kaldt på protest, skal man befinde sig i et godt polstret tårnkammer for at undre sig over. Modsat ‘kultureliten’ har Dansk Folkeparti aldrig gjort sig skyldige i at tale ned til folk, de har tværtimod gjort sig umage for aldrig nogensinde at forlade den laveste fællesnævners sikre grund.

Nok ved kakkelbordet

Det er hverken Rifbjergs eller den øvrige kulturelites fortjeneste, at geigernålen er ved at dømme partiet ude. Det er ironisk nok, fordi det på et afgørende punkt alligevel har undervurderet almindelige mennesker - eller overvurderet deres accept af partiets brutale politik overfor indvandrere og asylsøgere. Almindelige mennesker bryder sig nu engang ikke om umenneskelighed.

Også ude ved kakkelbordene hos hr. og fru Hakkebøf, under kronhjorten og til tonerne af Richard Ragnwald, kan nok blive nok.