Det er ikke til at se de gamle modstandere. Man hører aldrig nogen sige, at de andres kultur kan være lige så god som vores kultur. Heller ikke længere hører man nogen sige, at det er samfundets skyld. Og det er efterhånden kun på blogs, i private sammenhænge og i lukkede fora, at de hårde blandt de højreorienterede bliver kaldt racister.
Sådan set skulle man tro, at kampen var vundet. Der er ikke nogen, der højt siger, at Anders Fogh Rasmussen & de barske borgerlige ikke må sige deres mening om flygtninge og indvandrere. Der er mange, der har fået nok af at høre på det, men de siger det ikke på den måde. De ved godt, at det er en tabersag. Og de er trætte af at blive kaldt landsforrædere og naive tosser.
Faktisk forsøgte Helle Thorning-Schmidt under valgkampen i 2007 at sætte en grænse. Hun stod frem og sagde, at Danmark nok ikke blev overrendt af alverdens flygtninge, bare fordi vi tillod afviste asylansøgere at bo uden for vores særlige, aflukkede lejre. Som svar spillede statsministeren straks sin yndlingssang: Danmark ville blive en flygtningemagnet, hvis vi gjorde som Socialdemokraterne anbefalede. Den slags misforstået godhed var meget farlig for nationen. Og Socialdemokraterne konkluderede selv deres evaluering af valget i 2007 med, at de havde tabt på udlændingespørgsmålet igen. De havde været for humanistiske, og derfor var de blevet straffet. Siden slog partiets integrationsordfører til med et forslag, der i barsk radikalitet overgik selv statsministeren: Man ville forbyde alle i den offentlige sektor at bære slør. Det blev så blødt lidt op, men partiet kan på ingen måde beskyldes for blødsødenhed. Og det kan SF så sandelig heller ikke længere. Jesper Langballe har annonceret sin retræte fra dansk politik, og Søren Krarup finder heller ikke længere den politiske manege overvældende udfordrende.
Nye fjender
Sådan set skulle man tro, at kampen var slut. Men 2008 syntes at blive året, hvor de ihærdigste, indædte borgerlige kulturkæmpere opfandt et helt nyt trusselsbillede: Nu er det Domstolsstyrelsen, PET, et tværministerielt embedsmandsudvalg, en forhenværende efterretningschef, Berlingske Tidende, en forhenværende borgerlig udenrigsminister og en nuværende borgerlig integrationsminister, der beskyldes for naivitet og lalletolerance. Karen Jespersen & co har udviklet et helt nyt trusselsbillede: Det er mennesker og institutioner, som man skulle tro, at de borgerlige regnede for gode, gedigne samfundsstøtter, der anklages for at ville noget så umanerligt uforsvarligt som for eksempel dialog med nogen, man ikke er enige med. Det skulle således være udtryk for politisk korrekt censur, at frihedskæmperen Lars Hedegaard ikke længere kan skrive de samme udfald i Groft Sagt i Berlingske Tidende, som avisen ellers længe har lagt spalter til. Heldigvis proklamerende Jyllands-Posten stolt, at avisen havde “givet tålt ophold til Lars Hedegaard.” Censureret og undertrykt af den tossegode tante Berlinger fandt dissidenten, frihedskæmperen eksil hos Jyllands-Posten.
‘Fuldstændig forfejlet’
Pia Kjærsgaard har i sit ugebrev anbefalet en “god og anstændig opførsel”. Selv har hun været automatisk aggressiv, når andre krævede, at hun skulle leve op til standarder for “god og anstændig opførsel”. Men nu håndhæver Pia Kjærsgaard anormer om en anstændighed, som dikterer, at justitsministeren undersøger, om den forhenværende operative chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen er en “med- eller en modspiller”. Det antydes, at han skulle være landsforræder. Og hun anbefaler ham at “nyde sit otium”; dvs: som pensionist tie stille. Velfærdsminister Karen Jespersen har også haft nok at gøre med at bekæmpe pladderhumanisme og lalletolerance. Godt nok har hendes egne folk været med til at udarbejde den embedsmandsrapport, som anbefalede “uenig dialog” med personer, der “repræsenterer kontroversielle holdninger”. Men dem må man ikke tale med. Det er ifølge Jespersen “fuldstændig forfejlet”. En kontorchef i Integrationsministeriet har tilladt sig noget så skandaløst som at hævde, at “vi skal kunne tale med Hizb-Ut-Tahrir”. Da statsministeren i denne uge vendte hjem til kampen mod pladderhumanismen i egne rækker, slog han fast, at der ikke havde været kontakt med Hizb-Ut-Tahrir. Og der var “ingen planer om en sådan kontakt”. Nu har statsministeren krævet udtalelsen “Vi skal kunne tale med Hizb-Ut-Tahrir” fjernet fra Integrationsministeriets hjemmeside. Og den blev fjernet.
Friheden til at tie
Den dag rapporten blev offentliggjortg var Venstres integrationsordfører i øvrigt kommet til at sige noget om, at man skulle kunne tale med sine modstandere. Hun blev dog straks banket på plads og fik ikke sagt mere den dag. Det er meget hårdt for hardlinerne i Venstre: De har vundet over modstanderne på venstrefløjen. Og så bliver de konfronteret med modstandere fra egne rækker. Onsdag kunne Birthe Rønn Hornbech meddele, at hun havde fået en gevaldig skideballe og fremover ville hun holde sin kritik i egne rækker. Statsministeren kunne bekræfte, at han selvfølgelig stadig var tilhænger af ytringsfriheden. Men med en formidabel formulering tilføjede han, at ytringsfriheden jo også var “friheden til ikke at sige noget”. Det er friheden til at tie stille, hvis man ikke er enig med statsministeren, og det er friheden til lade være med noget så vanvittigt som dialog med dem, man ikke er enig med. Det er den samme vidunderlige frihed, som Søren Pind oplevede, da hans kritik af hans eget parti blev mødt med et offentligt: Hold kæft. Det er der, hvor de gamle fæller bliver til nye fjender, at det ser ud, som om kampen ikke er vundet, men tværtimod definitivt og ynkeligt tabt.
Kommentarer