De seneste ugers verbale angreb fra Dansk Folkeparti får nu Politiets Efterretningstjenestes (PET’s) tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen til at overveje et modtræk.
Han mener, at DF fører en decideret smædekampagne mod hans person.
I midten af november skrev DF-formand Pia Kjærsgaard, at Bonnichsen var “ynkelig” og “et sørgeligt eksempel på den type, der hverken kan eller vil slippe jobbet”. I går sammenlignede DF-næstformand Peter Skaarup Bonnichsens ageren med den landsretdømte tidligere FET-medarbejder, Frank Grevil. Nu har Hans Jørgen Bonnichsen fået nok af, hvad han kalder Dansk Folkepartis “perfiditeter”.
“Det her nærmer sig en helt utilbørlig, uanstændig smædekampagne, hvis indhold man skal lede længe efter. Man bruger tillige redskaber, der gør, at jeg befinder mig i en retsløs tilstand. Fru Kjærsgaard læser mine udtalelser, som islamister læser koranen. Jeg har simpelthen ikke ord for det,” siger en indigneret Hans Jørgen Bonnichsen til Ritzau.
Han overvejer nu, hvad hans næste skridt skal være, hvis ordkrigen fortsætter.
“Jeg vil ikke bevæge mig ned på det niveau, som de befinder sig på. Jeg har givet udtryk for, hvad jeg mener, og jeg har fået en tilkendegivelse fra justitsministeren om, at der ikke er anledning til at foretage sig yderligere i forhold til min person. Så står det foreløbigt ved det. Foreløbigt. Jeg har stadigvæk nogle overvejelser i forhold til forskellige ting, som jeg er ved at undersøge i øjeblikket, “siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Han undrer sig højlydt over fokuset på hans person.
“Hvad i alverden har jeg dog sagt, som i bund og grund kan give anledning til noget som helst? Hvis man læser mine bøger, så kan man se, hvad jeg har sagt. Jeg har rost PET i en sådan grad, at jeg på et tidspunkt blev mistænkt for at være PET’s forlængede arm. Jeg har talt om retssikkerhed og et anstændigt forhold til vores muslimske landsmænd. Det bekommer åbenbart ikke Dansk Folkeparti særligt godt, og det er det, jeg skal straffes for med en fuldstændig hetzagtig kampagne mod min person,” siger Hans Jørgen Bonnichsen. ritzau







Kommentarer