“Et frit og selvstændigt Vermont løsrevet fra det hensygnende ‘US-empire’ ”.
Det var programerklæringen for en lokalradio med tilknyttet avis i den lille stat i det nordøstlige hjørne af Guds eget land. Eksotisk og sekterisk, ja - men ikke mere end så mange af de hundredvis af radiostationer, som vi - klummeskriveren og hustru - for nogle måneder siden lyttede til på en fire ugers og 4.000 miles biltur gennem 18 østlige stater i USA.
Her var ultrakonservative stationer med en “stop Obamas socialistiske revolution”-kampagne. Et tryk på bilradioens kanalsøger førte lige over i fundamentalistisk kristne kanaler, hvor Darwin og hans evolutionslære blev omtalt med større afsky end Muhammed og Koranen. Også veganere, troende astrologer, økoflippere og svorne tilhængere af den konstitutionelle ret til at bære våben kan i visse sendeområder finde en radiokanal dedikeret til netop deres særlige interesse. Dertil kommer et væld af musikkanaler, heraf mange med en ekstrem segmentering i diverse underafdelinger af f.eks. rock, country & western, bluegrass osv.
Et sandt eldorado for radiolytning. Tænk hvad det frie, kommercielle marked uden statslig indblanding dog kan frembringe af valgmuligheder. Inden man drager for vidtgående konklusioner om overførbarheden til det skrantende danske radiomarked, er der dog lige et par yderligere iagttagelser at gøre.
Langt mellem nyhederne
Helt bortset fra, at der er 300 mio. amerikanere, hører det for det første med til billedet, at der i dette kalejdoskopiske overflødighedshorn var en overvældende dominans af stramt formaterede ‘maskinradioer’ med få hundrede stykker musik i ugentlig rotation. Selv Giro 413 og Dansktoppen vil i det selskab stikke ud som bredt favnende musikkultur-programmer.
For det andet var reklametrykket på mange af kanalerne så markant, at det næsten var, som om det var reklamestrømmen, der med mellemrum blev afbrudt af musikken.
For det tredje var der virkeligt langt mellem nyheder og aktualitetsindslag, der løftede sig blot en smule op over den helt lokale andedams bilulykker, skuddramaer og celebrity-‘nyheder’.
På flere stationer var der mere om præsidentvalgkampen i de to kandidaters reklameindslag end i kanalernes redigerede sendeflader.
Endelig hører det med til det samlede billede, at radiomediet tilsyneladende også i USA nu taber terræn med faldende lyttertal især i de yngre aldersgrupper.
“Om fem-syv år bliver vi overhalet af internettet,” som en amerikansk radiomand sagde til mig.
Sponsorradio
Midt i ørkenvandringen op og ned ad frekvensskalaen var der så en oase for mine danske radioører: Public radio. Med over 1.000 større og især mindre radiostationer spredt over det meste af landet er public radio det, der kommer de offentligt ejede europæiske public service-radioer nærmest.
Hver enkelt af dem kan kun høres i et relativt begrænset sendeområde, typisk omkring de større byer. Men takket være networking (samsendinger) og ved hyppig regulering af frekvensknappen kan man på længere bilture så at sige hoppe fra tue til tue. Public radio-stationerne er på trods af navnet private, men ikke-kommercielle. De finansieres ved personlige donationer, faste medlemsbidrag, fondsmidler og sponsorater, hvad lytterne sandt for dyden bliver gjort opmærksom på ved den hyppige omtale af sponsorerne.
To formater er de dominerende. Det ene er klassisk musik med en blanding af lange koncerttransmissioner, programmer med lytterønsker, gættekonkurrencer og ‘magistersnak’ med detaljerede gennemgange af forskellige orkestres indspilninger af samme kompositioner. Meget af det formidles i en uhøjtidelig, nærmest løssluppen atmosfære.
Det andet programformat er ‘taleradio’ af P1-tilsnit. Her var lange - meget lange - spændende forelæsninger om forfattere i 1930’ernes Tyskland og emigrantlitteraturen blandet med ophedede diskussioner om George W’s håndtering af den finansielle krise og det tilsyneladende uafvendelige nederlag i Irak. En kritisk, analytisk tilgang, der fik de fleste europæiske public service-radioer til at lyde som servile statsradioer.
For hele folket
Nyheds- og aktualitetsstoffet leveres af nationale netværk, hvoraf National Public Radio (NPR) med knap 900 lokale, uafhængige stationer og et stort net af internationale korrespondenter er det største. NPR’s to daglige og fremragende Morning Edition og All Things Considered hører til de mest lyttede programmer i USA. Man behøver oven i købet ikke at være på biltur i USA for at høre dem. Gå på nettet og lyt selv med på www.npr.org.
Det er næsten for godt til at være sandt, og der er også en bagside. Selv om NPR har en voksende lytterskare og udvider sin journalistiske stab, hvor de fleste andre medier skærer ned, så hører de ca. 30 mio. ugentlige lyttere først og fremmest til blandt de veluddannede. De har deres egen oase midt i en radioørken af tant og fjas, hvor de 90 pct. øvrige lyttere lægger deres radioforbrug.
Når jeg spurgte folk ‘på gaden’, om de lyttede til public radio, så de på mig, som kom jeg fra en anden verden. Det måtte jeg medgive dem - en verden, hvor public radio gør en ære af også at bringe folkeoplysning for hele folket.
Kommentarer