Uklar magtstruktur fører til kulturkaos

På Kunsthal Charlottenborg var det kun Kulturministeriet, der kunne fyre direktøren. Det er det stadig. På de teatre, der hører under Københavns Teater, kan bestyrelsen heller ikke ansætte eller fyre deres direktører. Det kan kun bestyrelsen i Københavns Teater, der er udpeget af Kulturministeriet. Hverken lektor Jens Nielsen fra Copenhagen Business School (CBS) eller Teddy Wivel, en af Danmarks førende eksperter inden for bestyrelsesarbejde, kan se noget som helst rationale bag den konstruktion. De mener, at Kulturministeriet har ført en organisationspolitik, der gør magtstrukturen i kulturinstitutionerne uklar.

“Det, der kendetegner ledelserne i kulturinstitutioner er en meget svag governance-struktur eller magtstruktur, om man vil. Her har vi nogle ejere, Kulturministeriet, der udpeger direktøren og fratager de enkelte bestyrelser retten til at ansætte og fyre direktøren. Det ville være helt utænkeligt i det private erhvervsliv, for hvem refererer direktøren så til? Det forplumrer magtstrukturen i en sådan grad, at det næsten kun er et spørgsmål om tid, før konflikterne bryder ud, og alle løber fra deres ansvar. Ingen har nemlig vidst, hvem der har ansvaret. Man har ikke gjort sig governance-principperne klart fra starten,” siger Teddy Wivel.

God ledelse

Governance-principperne – det vil sige principperne for god strategisk virksomhedsledelse – er først for alvor slået igennem efter Enron-skandalen i USA i 2001. Herhjemme stod erhvervsmanden Lars Nørby Johansen bag Nørby-rapporten fra 2001, der lister en række anbefalinger for god virksomhedsledelse.

Nøgleord er åbenhed, gennemsigtighed og uafhængighed, og en lang række virksomheder har i dag implementeret principperne. Københavns Fondsbørs både anbefaler og udbreder dem – således skal en børsnoteret virksomhed, der ikke efterlever principperne, argumentere for det over for komitéen for god selskabsledelse. De skal simpelthen forholde sig til principperne i deres årsrapport.

Inden for kulturlivet hedder varianten cultural governance. Og ifølge Jens Nielsen gælder det for alle kulturinstitutioner, om de så er statslige, kommunale eller selvejende, at de befinder sig i et meget komplekst governancefelt:

“Derfor er det utroligt afgørende, at der rekrutteres personer til ledelses- og bestyrelsesposter med de helt rette kompetencer. Ofte er det desværre nærmere hensynet til fordelingen af den politiske indflydelseskage, der vejer tungest. I DR for eksempel og på Arken, hvor bestyrelsen skiftes ud ved hvert kommunalvalg,” siger han.

Politiske studehandler

Jens Nielsen har især beskæftiget sig med forskning inden for politisk udpegede bestyrelser, og her nævner han H.C. Andersen 2005 Fonden som eksempel på, hvor galt det kan gå.

“I forhold til den slags konstruktioner er det faktisk ikke helt retfærdigt, at man, når skandalen ruller, klandrer direktøren for det. Som for eksempel da generalsekretæren for H.C. Andersen-fonden, Lars Seeberg, blev offentligt hængt efter åbningen af H.C. Andersen-året med et stort arrangement i Parken, der gav bragende underskud. Det var, så vidt jeg har kunnet forstå, slet ikke noget, han selv ønskede, men en politisk idé i bestyrelsen, der ønskede at markere sig internationalt. Politiske bestyrelser består jo af personer, der normalt lever af at være politisk uenige og derfor udnytter de muligheden for at udstille deres uenighed i offentligheden. Det skete så efter åbningsarrangementet og endte med, at Lars Seeberg måtte gå,” siger Jens Nielsen. Han ser konstruktionen Københavns Teater, som det bedste eksempel på, at governance-principperne ikke har nået Kulturministeriet:

“Til at begynde med ville man i Københavns Teater gøre direktøren til medlem af samtlige teatres bestyrelser, så der var en, der ligesom var ‘overhunden’ i de enkelte teatres bestyrelse, og det veg man tilbage fra efter kritik. Men alene det, at man overhovedet kunne finde på at overveje det, er jo grotesk, og udstiller, at man slet ikke har gjort sig nogen overvejelser om principperne for god ledelse,” siger han.

Gennemskuelighed

Jens Nielsen synes, det kunne være interessant, hvis man i kulturverdenen ligesom i erhvervslivet indførte, at man skulle forholde sig til governance-principperne:

“Man burde simpelthen bede Kulturministeriet forklare, hvorfor de ikke følger governance-principperne, når de nedsætter en ny ledelse eller bestyrelse i en kulturinstitution. Det ville blotlægge, at der ikke er noget rationale bag. I vid udstrækning har det jo bare handlet om, at man selv ville bestemme, hvem der skulle have posterne. Det kunne være interessant at se, hvordan de ville forsøge at vride sig uden om at sige, at det er på grund af studehandler i det politiske,” siger Jens Nielsen.

Teddy Wivel er enig i, at det netop i kulturlivet med sine mange aktører er utroligt vigtigt, at man gør sig governance-principperne bevidst for at sikre gennemskueligheden. Men det er ikke den politik, der føres i øjeblikket.

“Man burde tænke det om, helt fra bunden. Vi har jo set eksempel på eksempel på, at den uklare magtstruktur har konsekvenser – senest på Charlottenborg, hvor bestyrelsen ikke har kendt sin besøgelsestid, men det kan man nærmest ikke fortænke dem i, for Kulturministeriet har i praksis taget magten fra dem. Derfor er det selvfølgelig strukturen, man skal se på. Sådan som institutionerne er opbygget nu, er skandalen nået nær uundgåelig, og det er næsten umuligt at placere et ansvar,” siger Teddy Wivel.

Ved et samråd i Folketingets Kulturudvalg onsdag beklagede kulturminister Carina Christensen (K) sagen omkring Charlottenborg og lovede, at Charlottenborgs profil nu skal gennemgås bl.a. i samarbejde med den oprindelige arbejdsgruppe, hvis anbefalinger den tidligere kulturminister ikke fulgte.

anbr@information.dk