Skip to Content
Tirsdag 14. februar 2012

De nye danske indie-salmer

  • LeFiasko.jpg
Bands som Efterklang, Le Fiasko og Choir of Young Believers (og andre bands, jeg desværre ikke nåede at høre som Slaraffenland og Jong Pang) tegner på Spot billedet af en ny dansk, kollektivt anlagt spirituel alt.pop eller indie-salme-skrivning. Her trækkes der både på den alternative rocks indadvendte mørke energi og på en opadstræbende, lyshjertet 60’er-klingende harmonik og kor-fetichisme. Romantisk og med viljen til musik som en åndeligt forløsende kraft. Lyd som tro. Og bandet som en stor krea-krop med udskiftelige organer, som rejser mellem de forskellige bands.

Le Fiasko præsterer festivalens mest lovende danske koncert, ja, så sker det med et væld af gældsposter. Til både Spiritualized, etiopisk jazz, Godspeed You Black Emperor og country og i familie med danske indie-salme-digtere som Choir of Young Believers og Slaraffenland. Men det er og bliver kun pejlemærker i et allerede brændende personligt, kollektivt hymnisk, stolt kantet udtryk som kommer til fuld ret i den sublimt lydende, nye Rytmisk Sal i Musikhuset.

Der er få forudsigeligheder især i koncertens første forrygende halvdel, hvor det syv-otte m/k høje band på blæsere, cello, tangenter og klassisk rockudstyr giver sig i kast med råbekor, støjende klimakser, breaks for fem tamburiner og en kollektivt mørkladen og alligevel håbefuld sound og sangskrivning med personlighed i hver en lille sti gennem musikken. Jeg har store forventninger.

Og Choir of Young Believers leverer også en fin koncert, hvor frontfigur Jannis Noya Makrigiannis’ indie-salmer formår at gløde moderat på den utaknemmeligt dårligt lydende Officersscenen.

Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her