Barbara versus Babett

Varsler 'Barbaras' nederlag til 'Let's Get Lost' ved Bodil-uddelingen et generationskifte i dansk film?

Da den danske filmbranche tidligere på året skulle uddele sin Robert til årets bedste nationale produkt, kunne den ikke bestemme sig. Nils Malmros' Barbara og Jonas Elmers Let's Get Lost måtte dele æren.
Men da de københavnske filmmedarbejdere i søndags for 51. gang kårede deres Bodilvindere, var der ingen tvivl: Let's Get Lost vandt, og tilmed blev det til en Bodil for bedste kvindelige præstation til filmens dominerende skikkelse, Sidse Babett Knudsen, der på nomineringslisten stod som konkurrent til Annike von der Lippes smukke Barbara.
Nu er en Bodilpris jo ikke en filmhistorisk milepæl, men alligevel kan dette resultat ses som et symptom på et generationsskifte i dansk film. Nils Malmros, der i slutningen af 1970'erne klart var en af filmmiljøets outsidere, er jo efterhånden gledet ind i den inderste krog af varmestuen, hvor man for store budgetter og med farvestrålende pragtbilleder filmatiserer litterære klassikere.
Og så tabte han til en lille improviseret, sort-hvid billigfilm om dagdrivere omkring en sofa i en lejlighed i det indre København!

Ny kvindetype
Det er selvfølgelig også tankevækkende, at Babett slog Barbara.
En sejr for ny bramfri moderne kvindetype på lærredet, der driver det vidt i skrap verbalisering, når hun bittert fortæller om spildt oplæring af elskeren i fisseslikningens kunst. Men som inderst inde måske er lige så prisgivet sine følelser som Barbara.
Babett er taberkvinden indpakket i moderne lag af ironi og hårdkogthed, mens Barbara står som svundne tiders patetiske offer for et umiddelbart følelsesliv og for sin givne rolle som femme fatale for emotionelt hæmmede mænd.
At Malmros forvalter den patetiske tradition både personligt og godt (som Bille August gjorde det med Pelle Erobreren) er i denne specielle sammenhæng mindre væsentligt, end at han - i hvert fald med Barbara - klart repræsenterer konservatismen i dansk film.
Og hvordan har den det egentlig? Konservatismen altså.

50-årige på retræte
Ikke alt for godt. Nævnte Bille August med samt Morten Arnfred og Søren Kragh-Jacobsen har på det seneste lavet film i udlandet, og det har ikke føjet alen til deres kunstneriske vækst - for de to førstnævntes vedkommende snarere tvært-imod.
Erik Clausen, der i starten af 1980'erne bar pust af friske vinde med sig, har ikke instrueret spillefilm siden sit noget spage bud på kostume-konservatismen med de store budgetter, Carl
Nielsen-filmen Min fynske barndom fra 1994. Mere krudt var der i Anders Refns Sort høst fra 1992, men siden har Refn mest arbejdet med klipning (Breaking the Waves) og TV-serie (Taxa).
Jon Bang Carlsen er nok den stædigst eksperimenterende i denne etablerede generation, der begyndte at lave film i slutningen af 1970'erne. Men også hans seneste spillefilm, Carmen og Babyface, var en ret tam og karakterløs affære.
Det kan ikke bortforklares af denne generation omkring de 50 ikke længere står i forgrunden af dansk film, og at flere af dens medlemmer i større eller mindre grad befinder sig i kunstnerisk krise.

De unges fremmarch
Er der tale om et generationskifte? Er det ikke navne som Thomas Vinterberg, Jonas Elmer, Ole Bornedal, Lotte Svendsen, Nicolas Winding Refn, Aage Rais, Torben Skjødt Jensen, Jesper W. Nielsen, Anders Rønnow-Klarlund, Carsten Fromberg, Niels Gråbøl, Carsten Rudolf og Niels Arden Oplev, der på deres højst forskellige måder tegner dansk films fortrop? (Bortset selvfølgelig fra Lars von Trier, der unddrager sig alle kategorier).
Det er ikke til at bortforklare. Men generationsskifte er et ord, der i denne sammenhæng har en odiøs klang. For det indebærer jo i sin videste konsekvens, at den ny generation automatisk ikke bare gør, men har krav på at overtage scenen, mens de ældre lettere beskæmmet må pakke sammen og lunte ud i kulissen.
Sådan går det ofte i en filmindustri, der jager nye talenter med samme iver som en vis overretssagfører Jakethaj frisk kød. Men et sundt filmklima ligger selvfølgelig ikke under for en sådan brug-og-smid-væk mentalitet.
Filmtalent er jo en Guds gave, som ikke nødvendigvis svinder bort med alderen. Tværtimod trives det ved at blive brugt.
Dansk film har sjældent brilleret ved talentpleje, og Filminstituttets konsulentsystem har nok fremelsket et delvis kunstigt behov for opdagelsen af nye instruktørgenier.
Så det må være tilladt i al stilfærdighed at minde om, at dansk film bliver rigest ved at tilgodese både tradition og fornyelse. Vi kan sikkert stadig vente os mange gode film fra 'de gamle': Nils Malmros, Bille August (der sikkert kommer til at lave film herhjemme igen), Søren Kragh-Jacobsen, Morten Arnfred, Anders Refn, Jon Bang Carlsen og Erik Clausen.
Men at tilgodese både gammelt og nyt kræver kaptal. En forøget filmstøtte er tvingende nødvendig.

Kæp i Refns hjul
I søndags triumferede ungdommen med Let's Get Lost, men Barbara vandt slaget ved billetlugerne og fik en lille halv million tilskuere. Sat over for de godt 20.000 tusind, der har set Let's Get Lost.
Faktisk er der kun en enkelt af alle den fremstormende ungdoms film, der er blevet en publikumssucces, Nicolas Winding Refns Pusher.
Hvilket Det Danske Filminstitut kvitterede for ved at forbigå samme Refns ansøgning om 60/40-støtte til sin nye film Bleeder. En smalhans af den slags, der kan få ikke blot Refn, men enhver ved sin fornufts fulde brug til at rive sig i håret.
Ikke desto mindre er Refn ved at løbe sin selvproducerede film i gang og skaffe de 11 millioner, den kommer til at koste. Næsten dobbelt så meget som Pusher på grund af stigende lønninger til filmarbejdere, der jo skal lønnes tarifmæssigt korrekt. Kim Bodnia og Rikke Louise Andersson (Bodil-belønnet for sin præstation som luderen i Nattevagten) spiller hovedrollerne, og holdet er stort set det samme som på Pusher.
Finansieringen er endnu ikke på plads, men det vil ske inden planlagt optage-start sidst i maj, "hvis Vorherre smiler venligt til mig," som Refn siger.
Nogle siger det er for nemt at komme til at lave film herhjemme, og til tider kan det føles sådan på resultatet.
Men både Vorherre og Det Danske Filminstitut skal nok sørge for, at det ikke bliver for let.

Relaterede artikler

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu