Ud og læs og hjem(stavn) igen

Forleden savnede jeg igen Harald Voetmann, Mikkel Thykier og Rasmus Nikolajsen eller i det mindste noget, de har skrevet. Og vupti, meldte Harald Voetmann sig på togbanen som åbneren af Ud & Se’s nye litteraturserie, Moderne hjemstavnsnoveller, redigeret af Anders Abildgaard Nielsen (det var i januarnummeret). I præsentationen af Voetmann kan man også læse, at En alt andet end proper tilstand udkommer her i februar. Læs mere om det her.<?xml:namespace prefix = o ns = “urn:schemas-microsoft-com:office:office” />

Og som om det ikke var nok, er næste forfatter i serien Mikkel Thykier som man ellers skal være noget af en vaks læser for at læse (eller vide, at man læser), han har nemlig, som seriens redaktør formulerer det, ”ikke et sædvanligt forhold til bogen som udgivelsesform”, forklaringen følger: ”Bogen knytter, ifølge ham [Thykier], blandt andet med dens fremvisning af et forfatternavn, an til allerede eksisterende måder at leve på og lukker på den måde litteraturen inde i Bogen.” Konsekvensen af dette er, at Thykier nu i en længere periode har udgivet på alternativ vis og også anonymt. Men AAN kan altså alligevel præsentere en Thykier-tekst i februarnummeret af Ud & Se (når undergrund bli’r overgrund, eller hvad det er, man si’r. Tak, i hvert fald!)  

Rasmus Nikolajsens navn står dog ikke på listen over kommende Moderne hjemstavnsnovelleforfattere, men her er et af hans ordspillende digte fra sølvKANIN (2001), hvor i det mindste ordet ’Provinsby’ indgår:

”Morgenrød bil. Det kan være lidt magisk, floddyr og en

mave, hvis smag? Hendes indre billede i mig. Man må

trække sig ud af luft. Jeg tar om hendes lyd, det kalder

vi solnedgang. Sindsstilstand, så godt som. Provinsby

roder i min lilla fantasi. Klap-hesten er med.”

Provinsen som sindsstilstand (og -tilstand) har over længere tid været meget tilstedeværende i et lille land, hvor hovedstaden dårligt kan kaldes storby, men blot DK’s mindst provinsielle by. Af litterære eksempler tænker jeg på Helle Helles Rødby, Jesper Wung-Sungs Marstal, Kofods Bornholm, Romers Nykøbing F og Brügger & Thomassens Tønder – nå nej! Men så Pia Juul som jo bare har haft det landlige og gårdspladserne med fra de tidligste digte, hun skrev.

Ligefrem landlige og med lugten af dyr (og ikke bare provins) er Smærups Mærkedage og Hans Otto Jørgensens Ida & Axel-trilogi – værker hvis litterære kvaliteter og autenticitet bare ikke kan slås af nok så megen vigtig dokumentarisme om terror og pædofili.  

Sjovt nok er tiden også inde til at hive ældre hjemstavnsforfattere frem i neonlyset. Det gør Peter Fregerslev i sin Chr. Skov-monografi. Chr. Skov har fået stor anerkendelse af litterater, men har modsat hjemstavnsforfatterne nu og her ikke scoret provinspoints på sine romaner. De er, skriver Fregerslev, tværtimod blevet tilsidesat som blot sønderjyske levnedsskildringer. Fregerslev læser derimod Skov som eksperimenterende og modernistisk. I hænderne på tiden hedder monografien sigende nok.