Nu kan det være nok!
Sådan har man sandsynligvis tænkt hos Ombudsmanden, da Justitsministeriet for 10. gang sendte en beklagelse over, at ministeriets svar på en klage over aktindsigt ikke var færdigbehandlet.
Med et nyt brev fra den 6. december 2007 beder Ombudsmanden derfor om »at få oplyst om Justitsministeriet har opstillet mål for hvor hurtigt man vil besvare henvendelser fra mig, herunder om det indgår i denne målsætning at der er tale om en aktindsigtsklage.«
Forhistorien går næsten to år tilbage - tilbage til en begæring om aktindsigt i Rigspolitichefens database med landsdækkende indberetninger fra de dengang 52 politikredse om aktioner og initiativer mod organiseret kvindehandel. I fem år havde databasen ifølge Rigspolitichefen modtaget indberetninger, således at Rigspolitiet var i stand til at anlægge en samlet og koordineret indsats mod trafficking.
Men… aktindsigt i indberetningerne ville Rigspolitichefen ikke give. Til sidst ville Rigspolitiet dog godt oplyse, at der i alt i løbet af fem år fra de 52 politikredse var indgået i alt 94 indberetninger. I gennemsnit svarede det til knap to pr. politikreds i løbet af mere end 60 måneder!
Så var spørgsmålet, hvilke politikredse havde indberettet hvornår? Tanken var at sammenholde det ringe antal indberetninger f.eks. med Ekstra Bladets daglige fire-fem sider med massageannoncer.
Dér slog Rigspolitichefen hælene i. Og der har hælene så været fast plantet lige siden.
En klage til Ombudsmanden for mere end et år siden førte til, at Ombudsmanden med brev i september 2006 spurgte ministeriet til sagen. Så gik der tid. Lang tid. Og selv om Ombudsmanden flere gange indskærpede, at en besvarelse skulle fremskyndes mest muligt, har Ombudsmanden stadig ikke fået svar.
Nu skriver han derfor - i vedlagte brev - at han forventer at få svar senest 14. december fra Justitsministeriet. Og at han samtidig vil have oplyst, om ministeriet har en målsætning for, hvor hurtigt - eller skulle man sige langsomt - breve fra Ombudsmanden skal besvares.
Mere om sagen følger!
Læs her
brevet fra Ombudsmanden
Læs her en tidligere
artikel i Information om Justitsministeriets forhaling
Kommentarer