DET BLEV de små marginaler, der afgjorde valget. Kvartér efter kvartér skiftede de politiske lejre mellem jubel og dyb ærgrelse på en af de mest dramatiske valgaftener i mange år.
Men spørgsmålet er, om vinderne har så meget at juble over. Og om alle taberne har grund til at være nedtrykte: Der er mange muligheder for, at valget ender med en svag statsminister og en stærk opposition.
På målfotoet ser man konturerne af en kommende borgerlig statsminister. Han kunne godt ligne den tidligere tv-journalist, fhv. chefredaktør og fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Selvom han unægtelig har haft en del år til at forberede sig til jobbet, kan chefposten i en svag regering ende med at blive en uhyre barsk oplevelse. Især hvis han ikke får aflagt den bidende sarkasme, som er en del af hans politiske varemærke. Men som vil passe usandsynligt dårligt til den parlamentariske situation.
Selvom det tætte opløb mellem de politiske hovedblokke stjal det meste af opmærksomheden på valgaftenen, er det værd at fremhæve, at det faktisk var midten, der vandt. Den borgelige midte.
Der kom intet alvorligt højreskred. Og der kom faktisk ingen væsentlige udsving i tilslutningen til de to mest omtalte regeringsmuligheder: SR eller KV.

JOBBET som dansk statsminister hører ikke til de nemmeste. Nu bliver det endnu sværere. Med stort set dødt løb mellem Nyrup-fløjen og den borgerlige fløj bliver regeringspolitik til en halsbrækkende affære.
Selvom det nu tyder på, at Uffe Ellemann-Jensen har gode muligheder for at få sine statsministerdrømme opfyldt, kan taburetten nemt bringe ham usædvanligt mange ærgrelser.
Posten kan hurtigt vise sig dyrekøbt.
Ellemann vil ikke være i stand til at leve op til alle løfterne - i løbet af få måneder vil det have vist sig, at stort set alle VK-løfterne fra 100 dages-programmet må opgives. At forene Pia Kjærsgaard og Mimi Jakobsen er ingen enkel sag.
Som statsminister vil Uffe Ellemann således hurtigt komme i alvorlige vanskeligheder, hvis han ville forfølge sine erklærede reformambitioner - og ikke blot nøjes med at glæde sig over titlen.

DET BLEV på mange måder et paradoksernes valg. Statsministeren udskrev det med den hensigt, at vælgerne skulle stemme for stabilitet og fortsat fremgang. I stedet har vælgerne nu lavet en parlamentarisk situation, der med sit grums og sit kaos af mulige flertal forekommer nærmest udspekuleret.
Valget blev ved sin udskrivelse gjort til et opgør mellem SR-regeringen og VK-alternativet. Men resultatet er blevet, at vælgernes har bedømt begge partipar til tilbagegang. I skrivende stund - ved 22-tiden - står Socialdemokratiet og de radikale til at gå et par mandater tilbage i forhold til sidste valg. Venstre og de konservative står tilsvarende til at tabe næsten ti mandater - først og fremmest i kraft af de konservative katastrofetal.

VALGETS egentlige sejrherre og dame kommer fra den borgerlige midte. Selvsamme midte er rykket til højre. Og har fået fornyet vælgeropbakning. Det er valget egentlige tendens. Samlet har CD og Kristeligt Folkeparti fordoblet mandattallet. Samlet får de to partier nu en halv snes medlemmer på tinge - og det er nok til at ændre den politiske situation.
Det seneste år har de to partier svævet omkring spærregrænsen i følge meningsmålingerne. CD lige over - og de kristelige lige under.
Det er tankevækkende, at den borgerlige midte blev styrket, da det kom til stykket. Især fordi vi i oktober og november i fjor oplevede det yderste højre få kraftig medvind.
Nu er pynten taget af Dansk Folkeparti. Valgkampens opgør mellem højrefløjens frontdamer blev en fuser, der nok bestyrkede Pia Kjærsgaards nye parti, men som samtidig udstillede hendes og rivalindens højtråbende populisme. Valgfacit blev en samlet tilslutning til de to partier, der er mindre end den, Fremskridtspartiet selv har haft ved de fleste valg i partiets 25 år lange historie.

SELVOM REGERINGEN i dag måtte gå af for at give plads til en dronningerunde, bliver spændingen først udløst, når CD og Kristeligt Folkeparti har fortalt, hvordan de vil spille deres kort.
De to småpartier må forventes at gøre alt for fra starten at placere sig således, at de kan sælge sig meget dyrt. Uffe Ellemann skal ikke regne med, at Mimi Jakobsen og Jann Sjursen uden betingelser giver ham deres støtte. Der er lagt op til nogle begivenhedsrige uger i dansk politik. Akkompagneret af en overenskomstafslutning, der især med en borgerlig regeringsleder nemt kan ende med konfrontation.mol

(1.udg. af avisen)