I aften mødes Helle-Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen første gang til duel – det bliver på
TV2, og valgkampen er over en uge gammel. Hvorfor mødes de først nu? Hvorfor er der ingen af de berømte haldueller i 2007? Og hvorfor er dette valg ikke blevet et præsidentvalg mellem statsministeren og oppositionens leder, som det var i 2005.
Det er det ikke, fordi Venstres valgstrategi er, at det skal det ikke være. Midtvejs i valgkampen tegner der sig en klar strategi fra Fogh Rasmussens side. Han er statsmanden der står alene. Der er ham og alle de andre. Og jo mere kaos der er og bliver omkring mærkelige sager, nye spektakulære kandidater, underlige opgør med Henrik Qvortrup, og jo mere polariseret valgkampen bliver, des bedre er det for Anders Fogh Rasmussen. Hans strategi er tydeligvis at vende tilbage i slutningen af valgkampen som den, der sætter det hele på plads og rydder skænderierne og plathederne af banen. Nu skal der arbejdes.
Det er en rolle vi kender statsministeren i og mon ikke det er, hvad vi vil se. Spørgsmålet er om medierne køber den denne gang og om det er for sent til at vende den negative stemning omkring Venstre.
Kommentarer
Kære Bent Winther,
Ej heller jeg er Anders-fan, men lader Du ikke dine fordomme rende af med dig?
“Duellen” mellem Anders og Helle var en jævnt kedelig forestilling. I grunden kunne man forestille sig - at det var en statsminister og hans VICE-statsminister, der udvekslede synspunkter?
Hvor var de grundlæggende forskelle? De to, Anders og Helle, var begge så “pæne” og korrekte, at seerne kunne nøjes med at tage stilling til deres fremtoning, til det udvortes, til formen. Hvori bestod forskellen i SUBSTANSEN?
Hvorfor fa’n ville/turde de ikke diskutere noget væsentligt:
1) Hvordan Dk skal forholde sig til globaliseringen? Skal vi indstille os på en “afdanisering” og åbne op for en massiv indvandring, der - på få år - kan gøre DK til en multikulturel nation (ikke nødvendigvis “islamisk”), et nordeuropæisk Luxembourg? Eller skal vi (selv om vi tilsyneladende derved går DF’s ærinde) stritte lidt imod i overbevisningen om, at både verden og DK er bedst tjent med, at DK overlever som (næsten) suveræn dansk nation?
og
2) Hvordan skal vi forholde os til EU (rystende, at hverken Anders el. Helle med ét ord omtalte EU’s reformtraktat i den såkaldte “duel)? Skal vi acceptere, at EU om føje år - når først den aktuelle krise er overstået, og når Tyskland igen er blevet magtfuldkomment og selvbevidst efter en fuldbyrdet genforening - har opslugt al den suverænitet og nationale selvbestemmelse, der er tilbage? Hvem kan i ramme alvor tro, at EU bliver stående, hvor den står nu? Politikerne kommer og går, men politikerne og hele det “ideologiske” system består.