Årtiers vigtigste valg
Man hører ofte, at det jo kan være lige meget, om det er den ene eller den anden der sidder i statsministerstolen. De siger og mener alligevel det samme, partierne. Om det er højre eller venstre, om det er Socialdemokrater og Radikale, der sidder på magten eller om Venstre og Konservative bliver siddende kan være et fedt, det er kun et spørgsmål om stil og performance., lyder middagsanalysen i intellektuelle venstreorienterede kredse. Men det er forkert, intet kunne være mere forkert. Og lakmusprøven er et tilbageeblik på de seneste seks år med borgerligt-liberalt styre byggende på fast flrertal med Dansk Folkeparti. Seks år med Anders Fogh Rasmussen som statsminister har grundlæggende ændret Danmark, den offentlige sektor, kulturlivet, Danmarks position i det internationale samfund, uddannelsessektoren, Danmarks indsats over for klimaforandringerne, den offentlige sektor og meget mere. Anders Fogh Rasmussen har stået i spidsen for meget store reformer og en værdimæssig og kulturel revolution, som vil være tilendebragt, hvis regeringen får fire år mere i ministerbilerne.
Fire år mere til VK-regeringen er ikke ligegyldige. Fire år mere vil manifestere konkurrencesamfundet og noget-for-noget ideologien i den offentlige sektor. Kontrol, tidsskemaer og brugerundersøgelser vil være de mest fremtrædende styringsredskaber i den offentlige sektor. Fire år mere vil cementere Danmark som et land, der udenrigs- og forsvarspolitisk følger USA og USA’s præsident på de vigtigste strækninger, og som er villig til at engeagere sig i krige, hvis fundament er tvivlsomt. Fire år mere med Venstre og Konservative vil øge presset på Danmarks store public service institution, Danmarks Radio, styrke det private sundhedsvæsen og fortsætte udsultningen af den frie forskning for blot at nævne et par områder. Danmark er i dag et andet end det var i 2001, og valget den 13. november skal afgøre om Fogh Rasmussens revolution skal tilendebringes med de konsekvenser det har. Og derfor er valget til Folketinget det vigtigste i årtier.
Fire år mere til VK-regeringen er ikke ligegyldige. Fire år mere vil manifestere konkurrencesamfundet og noget-for-noget ideologien i den offentlige sektor. Kontrol, tidsskemaer og brugerundersøgelser vil være de mest fremtrædende styringsredskaber i den offentlige sektor. Fire år mere vil cementere Danmark som et land, der udenrigs- og forsvarspolitisk følger USA og USA’s præsident på de vigtigste strækninger, og som er villig til at engeagere sig i krige, hvis fundament er tvivlsomt. Fire år mere med Venstre og Konservative vil øge presset på Danmarks store public service institution, Danmarks Radio, styrke det private sundhedsvæsen og fortsætte udsultningen af den frie forskning for blot at nævne et par områder. Danmark er i dag et andet end det var i 2001, og valget den 13. november skal afgøre om Fogh Rasmussens revolution skal tilendebringes med de konsekvenser det har. Og derfor er valget til Folketinget det vigtigste i årtier.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Ny politik: Partier og politikere skifter standpunkter og kurs efter behov, og det er ofte svært at gennemskue hvorfor. Denne blog forsøger at udfordre og gå bag om den fortættede nyhedsstrøm fra Christiansborg.
Kommentarer
Ja, og de fleste af de ting er vi faktisk nogen der gerne ser! Hertil kommer, at flere af dine punkter er fordrejede og taget ud af kontekst.
Tag f.eks. klassikeren med “krigen uden fundament”. Den havde lige så meget fundament som vores deltagelse i interventionen i Kosovo. Men det glemmer venstrefløjen alt om og det er kun Irak-krigen der var “ulovlig”.
Og denne kommentar: “Kontrol, tidsskemaer og brugerundersøgelser vil være de mest fremtrædende styringsredskaber i den offentlige sektor.”
Den er jo sjov, når man husker på, at Nyrup tabte valget på udlændinge OG “stoppeurstyraniet”. Ingen kan finde ud af at gøre det anderledes i det offentlige på grund af det evige krav om effektivitet! Trist men sandt…
Med andre ord. Der er næsten ingen forskel, bortset fra at Helle ingen erfaring har, og ikke med rimelighed kan anses for at være kvalificeret til at lede et land…
Kære Bent Winther! Hvis du skal sikre dit højt besungne parti et godt valg skal du nok finde nogle argumenter, der giver lidt mere smæk for skillingen – for hør lige hér:
- der er næppe én eneste socialdemokrat (og da slet ikke nogen borgerlig), der kan forbinde noget konkret med at ”… manifestere konkurrencesamfundet og noget-for-noget ideologien i den offentlige sektor…” Hvad betyder dét egentlig?
- Du ville ikke have ”… kontrol, tidsskemaer og brugerundersøgelser..” som styringsredskaber i den offentlige sektor. Hvad vil du så have som styringsredskaber? Eller du vil slet ikke have nogen styringsredskaber? Skal der slet ingen styring være?
- Danmark har altid fulgt USA i tykt og tyndt. Om det er særlig kløgtigt, kan man selvfølgelig diskutere – og det er sikkert også et meget godt gæt, at Fogh vil være noget mere forbeholden overfor den næste amerikanske opfordring til våbenbroderskab.
- Man kan jo mene, at Danmarks Radio er en udmærket institution. Men nogen folkesag bliver den nok aldrig, for det er jo højst diskutabelt, om den bedste måde at få et levende kulturliv på, er at monopolisere hele butikken i et kæmpemæssigt, statsligt bureaukrati. Det er i hvert fald en løsning, der er mere indlysende for journalister, end den er for os, der søger oplysning.
- Det private sundhedsvæsen lever hovedsageligt af at sælge ydelser til den offentlige sygesikring. Det er bestemt ikke indlysende, at staten skal producere alle ydelser selv. Tværtimod, hvis man vil have ydelserne individualiseret (og produceret billigst muligt), ville det temmelig sikkert være mere optimalt, at sygesikringen købte ydelserne hos mindre leverandører.
- Om den ”frie forskning” er blevet udsultet skal jeg ikke kunne sige, men de klynker jo altid, ligesom landmændene. Og for at gøre ondt værre, er det ikke indlysende for mig, som skatteyder, at jeg får noget for de penge, der investeres i den ”frie forskning”?
Så alt i alt er det jo lidt tyndt, det Socialdemokraterne har at gå til valg på.
@Chris Hansen
Jeg vil ikke kommenterer på dine modargumenter. Men din konklusion vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, du konkluderer:
“Der er næsten ingen forskel, bortset fra at Helle ingen erfaring har, og ikke med rimelighed kan anses for at være kvalificeret til at lede et land…”
Der er ingen logik i dit argument - for så kan vi jo aldrig vælge en ny statsminister (heller ikke Venstre når AFR ikke gider længere), eftersom man - i følge din konklusion - kun er kvalificeret hvis man tidligere har ledet landet..
Jeg synes, Bent Winther rammer lige i plet her. Vi har fået et ulideligt statsstyret samfund, og det på de allermest urimelige områder. Denne regering har faktisk taget det værste fra et kommunistisk system og det værste fra et kapitalistisk og gjort danskere til slaver af en forening mellem erhvervsliv og politikere.
Det er blevet en sandhed, at kapitalisme og demokrati er to sider af samme sag - men det er de jo netop ikke! Kapitalismen ønsker frihed for folk til at søge deres egen lykke med mindst mulig indblanding, mens demokrati er en fordring på hvert myndigt individ om at tage del i beslutningsprocesserne i samfundet.
Chris Hansen’s argument er endnu mere dræbende, end han tilsyneladende selv har gjort sig klart: Ikke alene har Helle Thorning ingen minister erfaring (helt usædvanligt for en statsminister kandidat), men i den socialdemokratiske folketingsgruppe findes faktisk kun to personer – to! – der har minister erfaring: Mogens Lykketoft og Sven Auken. Og lad os nu bare kalde en spade for en spade: Den sidste har pip i papæsken.
Det er det tyndeste hold nogen opposition nogensinde er gået til valg med, for hvis vi kaster et kritisk på den socialdemokratiske folketingsgruppe må vi jo blankt erkende, at den ikke bugner af politisk talent. Henrik Sass-Larsen som Minister for Fortalelser?
Næh, folkens, så er det vist bedre at stemme på Fogh!
Da’ AFR trådte til i sin tid, var hans eneste ministererfaring at han havde løjet og prøvet at dække sandheder under et bugnende gulvtæppe, men hvis du mener det er en politisk kvalitet i sig selv at være uærlig, så forstår man godt hvorfor du vil stemme på Fogh.
En statsministers opgave er at lede landet, sådan at borgerne opnår den bedst mulige livskvalitet. Det opnås bedst ved, at borgerne har nem og direkte adgang til vellønnet beskæftigelse og et godt udvalg af velfærdsydelser. Målt på de kriterier er AFR den mest succesfulde statsminister en menneskealder.
Jeg går ud fra, at når oppositionen uophørligt forsøger at bringe en 10 år gammel begivenhed (som i øvrigt er ligegyldig) ind i debatten, så skyldes det, at de grundlæggende er enige med mig: Socialdemokratiet og den øvrige opposition har INTET af relevans for den aktuelle politiske situation at byde på.
“Der er ingen logik i dit argument - for så kan vi jo aldrig vælge en ny statsminister (heller ikke Venstre når AFR ikke gider længere), eftersom man - i følge din konklusion - kun er kvalificeret hvis man tidligere har ledet landet..”
Det er interessant Bent, at Martin Mikkelsen oven for udmærket fanger min pointe, som er: At Helle ingen politisk erfaring har. Selvfølgelig mener jeg ikke, at man skal have været Statsminister for at være kvalificeret til at blive Statsminister! Hvad er det for noget fis at skrive!
Helle har siddet i Folketinget i knap 3 år! Fogh havde været minister i 3 år og siddet i Folketinget siden 1978 da han blev Statsminister i 2001! Kan du se forskellen Bent?
Og Nej, Europa-Parlamentet tæller ikke!
I Informations valgkamptema d. 25. okt. udnævntes forskning og uddannelse til et af valgkampens vigtigste emner. Ikke så sært, når man tænker på den uhyggelige succes, som det Helge Sanderske regime har haft med at omdanne landets universiteter fra steder, der havde fri forskning og uddannelse til højeste videnskabelige niveau som de fornemmeste mål, til at være anstalter for strategisk forskning, der centralstyres af ministeriet, og som skal konkurrere indbyrdes efter kvantitative parametre for artikelproduktion og erhvervsretning, hvis kobling med “kvalitet” er udokumenteret, og som embedsmændene i ministeriet heller ikke selv kan finde ud af. Dette tema er så småt begyndt at dukke op i valgkampen:
Vi bidrager på bloggen Forskningsfrihed? - her: http://professorvaelde.blogspot.com/ - til et forsker-perspektiv på debatten. På et indlæg på en søsterblog kan du finde mere materiale:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2007/10/forskningspolitik-og-folket…
Som inspiration til debatten har jeg formuleret 11 punkter, som allerede Socialdemokratiet og Enhedslisten har forholdt sig til og kommenteret (indlægget på bloggen d. 26. okt):
1. Styrk universitets kerneværdier: fri forskning, undervisning til højeste videnskabelige niveau, og formidling forstået som forskningsbaseret oplysning til det danske samfund, kritisk og uvildig rådgivning i den offentlige debat og i den politiske beslutningsproces.
2. Indskriv den individuelle forskningsfrihed i universitetsloven.
3. Indfør akademisk ansættelsessikkerhed (“tenure”) - bekæmp tavshedskulturen.
4. Nytænk universitetsdemokratiet. Top-down styringen af universiteterne er dræbende for motivation og engagement. Stænderprincippet i de styrende organer i 1970’erne er historie. Gå en tredje vej: genindsæt en valgt ledelse, og reformuler nye principper for styring efter en-person-en-stemme i alle spørgsmål, hvor medarbejderen er interessent.
5. Stop ministeriets detail-kontrol, afskaf udviklingskontrakterne.
6. Frigør universiteter fra myndighedsopgaver og ministerbeføjelse til pålægge bestemte opgaver. Indfusionerede sektorforskningsinstitutioner, der lever af myndighedsopgaver, skal selvstændiggøres.
7. Styrk basismidlerne. Lad forskergrupper konkurrere, men styrk samarbejdet mellem universiteterne. Drop forestillingen om at universiteter som organisationer skal konkurrere indbyrdes. Drop ranking og stop den forudsigelige fiasko: tildeling af midler efter s.k. forskningskvalitet (baseret på kvantitative mål).
8. Udvikl fokuserede kvalitative evalueringer på lokale områder efter dokumenteret behov. Stands ideologien om at kvantitative mål måler forsknings- eller undervisningskvalitet.
9. Styrk den forskningsbaserede undervisning. Fastansæt de akademiske løsarbejdere, eksterne lektorer og timelærere, og lad dem være kolleger på lige fod med de fastansatte undervisere.
10. Udsult ikke forskning og undervisning: afskaf universiteternes huslejebetaling. Rul nedskæringerne som følge af disse tilbage. Bevar universiteterne i byerne, og deres øvrige fasciliteter (biblioteker, observatorier, feltstationer, museer, botaniske haver, etc.).
11. Lad universiteterne selv bestemme i de forhold, hvor de har ekspertisen - fx eksamensformer (inkl. retten til gruppeeksamen) og karakterer (gør den nye karakterskala bedre).
M.v.h.
Claus Emmeche, forsker og redaktør på bloggen Forskningsfrihed?