Skip to Content
Tirsdag 14. februar 2012

Langtidsholdbar

Lørdagens Refleks er sådan et tillæg, som holder lidt længere end de fleste. Der er Rune Lykkebergs veltimede og godt argumenterende kommentar på en uge i Naser Khaders nye partis tegn, “Ny alliance med det bedre borgerskab” med den stærke pointe om, at Ny Alliance ikke bygger bro henover midten og modvirker blokpolitik, men derimod sætter en helt ny blokpolitisk akse:
Ved næste valg kan borgerne vælge mellem den samfundsbærende elites tolerante og humanistiske kapitalisme med Den Ny Alliance og Dansk Folkepartis anti-elitære forurettede nationalkonservative forsvar for alt dansk og almisser som ældrecheck hjem til pressede danskere.
Først og fremmest er der dog et af de bedste og mest skræmmende interviews, jeg har læst i lang tid, nemlig Tobias Havmands interview med ‘Tottenham-ayatollahen’ Omar Bakri. Det interview siger mere end et dusin kloge artikler om radikal islam. Krydret med Ulrik Dahlins historie om historiker Bent Jensen, der forgæves blev forsøgt bremset af PET i forbindelse med hans opsigtsvækkende artikler i Jyllands-Posten , hvor Jørgen Dragsdahl blev udskreget som KGB-agent, Karen Sybergs kritiske interview med forfatteren Niels Frank og Tue Andersen Nexøs kritiske kommentarer til den nye danske litteraturhistorie. Og så var jeg lige ved at glemme Bent Vinn Nielsens endnu en gang meget veloplagte klumme om den borgerlige anstændighed og de sidste dages hellige. Alt det kan sagtens holde langt ind i denne uge.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her