Leonora Christina Skov
Uh, hvor er det synd for Leonora Christina Skov i dagens avis, jf. interviewet “Opgør med Lykkeligfamilieficeringen”. Hun er så hæmmet og undertrykt af det omgivende samfund, at hun ikke kan sidde og tale frit om orgasmer sammen med sine veninder. Hun har mærket på egen krop gennem opvæksten, hvad det vil sige at blive marginaliseret og er nu sprunget ud som forkæmper for ytringsfriheden og som en af nyfeminismens mest kontroversielle forkvinder. Jeg mener, at det interview i dagens Paradoks er en tynd kop the. Hvad i himlens navn skal vi i Information med sådanne såkaldte kulturpersonligheder, hvis selv- og verdensopfattelse i bedste fald er på niveau med en forkælet teenagers? Hvorfor bliver hun ikke udfordret i interviewet på sin galopperende egomani? Kloden drejer rundt, men ikke om Leonora Christina Skov. Hendes jeg er så tilstrækkelig selvrådende, at det roterer rundt om sig selv i en uendelig bevægelse. Det værste er, at hun desværre nok mere end man har lyst til at erkende er repræsentant for noget tidstypisk. Skræmmende!
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Kommentarer
Du går langt over stregen her, Peter. Nej, interviewet er ikke specielt interessant og Leonora Christina Skov siger ting, som jeg ved gud ikke er enig i, men det jo f. eks. ikke hende, der vælger at starte artiklen med den “spændende” anekdote om, hvor forfulgt hun er, det er heller ikke hende, som vælger at lave store farvefotos på forsiden af paradoks (og i opslaget), hvor hun rigtig kan smile kønt.
Alt det skyldes Information og journalisten, og det har været gennem redaktionen osv., og dér har man rigtig gerne ville iscenesætte hende på en bestemt måde. Det kommer du så bagefter - og du er jo en del af Informations redaktion - og slår HENDE i hovedet med, offentligt og med et … der er vel ikke andre ord … grundlæggende perfidt tonefald.
Jeg synes, det er illoyalt. Leonora Christina Skov har stillet op i avisen, så fortjener hun et mindstemål af respekt fra os, også hvis vi er uenige og synes, hun siger noget vrøvl. I stedet gør du hende til en patologisk tilstand.
tænk jeg synes “Leonora Christina Skov har modtaget en lort med posten” er en af de sjoveste første linjer i en artikel, Inf har haft længe!
Hvad enten man er enig med Leonora Christina Skov eller ej, så er det da problematisk, at man risikerer at modtage afføring og dødstrusler med posten, hvis man blander sig i den offentlige debat.
Jeg har svært ved at opfatte Peter Nielsens kritik af mit interview som andet end et eksempel på netop det, som Leonora Christina Skov selv påpeger: når hun udtaler sig, forholder folk sig i højere grad til den hun er, end til det hun siger.
Kære Peter,
Først og fremmest tusind tak for Luftskibet, der da helt klart er en af Danmarks mest højloftede, lødige og på alle måder læseværdige blogs. Af samme grund undrer det mig, at du vælger at trætte bloggens kvalificerede læsere med endnu et af dine svagt underbyggede angreb mod mig. Jeg går ud fra, at du som kulturredaktør er ansvarlig for kultursiderne og hvem og hvad, der bliver omtalt på dem, ligesom du vel har en forpligtelse til at stå bag dine journalister frem for at undsige dem offentligt. Alt andet forekommer mig himmelråbende uprofessionelt og respektløst overfor den konkrete journalist, avisens læsere og mig, der ligesom ikke selv har henvendt mig for at blive interviewet.
Hvis du virkelig mener, at jeg er helt utålelig og repræsenterer noget tidstypisk, vil jeg som minimum foreslå dig at konkretisere din påstand og – om muligt - løfte diskussionen op på et mere alment plan. Din irrationelle antipati mod mig kan sgu da ikke interessere nogen. I den udmærkede artikel stillede jeg blandt andet spørgsmålstegn ved det rimelige i, at man som meningsperson skal stå model til lort i kuverter, dødstrusler, lumre henvendelser og så videre. Ikke fordi jeg er stakkels og undertrykt, men fordi jeg er forpisset over at få den slags smidt i nakken i et demokratisk samfund med frihed til at ytre sig.
Det ærgrer dig, at Anita Brask Rasmussen ikke udfordrede mig på min, med dine ord, galopperende egomani. Hvis du ser dig i stand til at udfordre mine synspunkter frem for min person, skal jeg med største fornøjelse gå i clinch med dig. I avisens spalter - selvfølgelig.
Mange hilsener & fortsat god weekend,
Leonora
Kære Leonora,
det kan måske undre, at jeg for anden gang skriver et indlæg vendt mod dig. Du skriver, at min ‘irrationelle antipati’ mod dig umuligt kan interesse nogen. Muligvis, men nu handler det ikke så meget om dig som person - du er privat sikkert et godt og rart menneske og sjov at være sammen med.
Det handler derimod om den meget iscenesatte rolle, du som litteraturanmelder og skarptunget debattør har valget at spille i offentligheden. Det er den, jeg nu i to omgange har angrebet. Første gang, da du trak i automatpiloten og nedgjorde Carsten Jensens roman “Vi, de druknede” på et plat og overfladisk grundlag.
Jeg har i den sammenhæng vel at mærke fulgt dig som anmelder både på Politiken og senest Weekendavisen, og jeg har på den baggrund ikke følt mig på sikker grund, hvad angår din litterære-æstetiske dømmekraft og kunnet iagttage den drift mod stærkere og stærkere at spille en rolle som kritiker.
Den anden gang var her på redaktionsbloggen, hvor jeg kritiserede, at vi bragte et interview med dig, hvor vi så ikke samtidig udfordrede dig på dine synspunkter og selvbevidste og verdensfjerne roller.
For at forstå konteksten rigtigt, så handler redaktionsbloggen om at referere, hvad der sker på Informations daglige redaktionsmøde. Og her er vi ikke bange for at referere divergerende synspunkter på alt muligt og på, hvor godt det lykkes os. Vi er ikke en ufejlbarlig monolit, men en stadig og reflekterende work in progress, hvor styrker og svagheder bliver påtalt.
Jeg havde således fredag morgen under overværelse af både sektionsredaktøren af Paradoks-tillæg og Anita Brask Rasmussen fremført kritik af interviewet med dig på redaktionsmødet, og det er den kritik, jeg refererede på bloggen. Jeg undsiger således ikke intervieweren. Hun er en fremragende journalist og normalt en meget dygtig interviewer. Jeg fremfører blot en kritik af den måde, hun i dette tilfælde løste opgaven på og en kritik af, at vi skulle lægge spalter til det interview
Med venlig hilsen og god uge
Peter
Kære Peter,
Mange tak for dit svar. Nu kender jeg jo udmærket Luftskibet. Det er faktisk en af de få blogs, jeg altid læser, så derfor ved jeg naturligvis, at I ind imellem refererer interne uenigheder i spalterne. Det synes jeg i øvrigt er en af jeres store styrker. Men det, du gør i dit indlæg, er altså ikke at referere interne uenigheder. Det er – som redaktør af biksen – at undsige din underordnedes arbejde offentligt og at signalere overfor læserne, at du ikke står bag den artikel, avisen har bragt. I mine øjne efterlader det Information med lidt af et troværdighedsproblem. Ingen læsere kan vel være tjent med, at redaktionen fralægger sig ansvaret for avisens indhold på den måde.
Når jeg læser dit svar, får jeg indtryk af, at du har glemt selve anledningen til interviewet. For Anita Brask Rasmussen interviewede mig jo hverken som ”selvbevidst kritiker”, ”såkaldt kulturpersonlighed” eller ”kontroversiel forkvinde for nyfeminismen”, for nu at bruge dine uunderbyggede termer, men som forfatter til Champagnepigen. Jeg talte på min side med udgangspunkt i dens tematikker. Du kan da godt anfægte den præmis, men det er vel ligesom setuppet, når man interviewer en forfatter om vedkommendes nye bog.
Jeg beklager naturligvis, at du føler dig usikker på min litterære-æstetiske dømmekraft. Selv har jeg endnu til gode at opleve dig underbygge dine synspunkter, så jeg vil undlade at udtale mig om din, men blot bemærke at dit forsvar for Carsten Jensens roman da var automatpilot om noget. Alle anmeldere jublede ukritisk sammen med dig, og min Smagsdommerkritik; at Carsten Jensen har skrevet en parcelhusmursten, der skriger på en behjertet redaktør, afviste du rutinemæssigt som plat og overfladisk. Det er altså for let, Peter. Smagsdommerkonceptet er jo netop, at dommene falder hurtigt, og at man ikke har tid til at lege skribent på Kritik. Du kan kritisere konceptet, men da ikke bortdømme min vurdering på det grundlag.
Jeg forstår så meget, at du ikke bryder dig om min, med dine ord, drift mod stærkere og stærkere at spille en rolle som kritiker. Men hvad i alverden er der galt med det?
Mange hilsener,
Leonora
Det forekommer dog især mærkeligt som referat fra et redaktionsmøde? Dem vil man jo ellers geren læse, men de har godt nok tit en højst subjektiv karakter. Hvor langt skal vi gå i denne subjektivitet? HVem genkender redaktionsmødet i dette portræt?
Det forekommer dog især mærkeligt som referat fra et redaktionsmøde? Dem vil man jo ellers gerne læse, men de har godt nok tit en højst subjektiv karakter. Hvor langt skal vi gå i denne subjektivitet? HVem genkender redaktionsmødet i dette portræt?
Om man et øjeblik måtte hæve debatten over personniveauet, kunne jeg, som almindelig medielæser, tænke mig at give mit besyv med.
Hvordan er det nu folketungen lyder om at blæse og have mel i munden? Det tror jeg altså stadigvæk ikke man kan, for det famøse flertal er ikke parat til at sluge en sådan selvmodsigelse. Spørgsmålet er, om Danmarks brede middelklasse nogensinde bliver det? Jeg tvivler.
Leonora Christina Skovs feministiske kritikerprofil – mere markant i de visuelle og auditive medier end i skriftmediet – skygger for hendes budskab. Man hæfter sig ved udsigelsespositionens formelle iscenesættelse frem for dens indhold, og det er naivt at forvente andet, så længe personaen føres så kraftigt frem. Men grundvilkåret er jo nok dette i sig selv paradoksale, at vil man have et hurtigt gennembrud i den brede nationale offentlighed, må man stille sig både skarpt og provokativt an med udtalelser à la “vi taler for lidt om sex” og “jeg har modtaget lort i kuverter”, som har en slående underholdningsværdi al den stund, folk ikke lytter til, hvad man siger under overfladens glimmerglitter (hvis man da overhovedet siger noget, for det er jo ikke alle, der gør eller vil det, men det forestiller jeg mig nu nok, Leonora Christina Skov vil).
Denne medieaccelerationshistoriske konsekvens eller præmis kan man da godt kalde ærgerlig og fx opfatte som et udtryk for kulturjournalistikkens generelle forfald. Jeg gætter på, det er omtrent der, Peter Nielsen står, selvom det rigtignok er vanskeligt at læse midt i al mudderkastningen. Man kan og bør jo spørge sig selv, om kulturredaktørens blogindlæg ikke blot bidrager yderligere til føromtalte dekadence?
Som læser vil jeg i hvert fald hellere læse noget andet og mere substantielt, og dermed når jeg min pointe, som er tyvstjålet fra en italiener ved navn Gianni Vattimo, nemlig at den omsiggribende medialisering, som vi har oplevet i det 20. århundrede, ikke så entydigt har ført til journalistisk ensretning og forfald qua simulakrets stilisering. Den har også, set fra læserens perspektiv, åbnet for en fortolkningspluralitet, der samtidig gør opmærksom på såvel mediets som personaens karakter af fortolkende instans. Mediebrugerne er blevet bedre til at gennemskue stiliseringen, dvs. vi lader os ikke længere passivt manipulere, men indtager oftere en mere aktiv skeptisk position.
Derfor når man ikke længere end til døgnfluens eksistens, med disse journalistiske selvfremførelser, som Peter Nielsen dels advarer mod, dels bidrager til i sit indlæg. I sig selv og som enkelttilfælde er selviscenesættelse på ingen måde “farlig”, der ingen varig slagkraft i det rent formalistiske argument, og dummere end som så er læseren altså ikke. Vi kan godt gennemskue, hvornår balancen vipper – principielt er det op til hin enkelte – og så zapper individet videre, eller sætter sig foran computeren, hvor man selv kan bestemme. Det er dér, de fleste er på vej hen, og vil kulturjournalistikken ændre på den tendens, så nytter det ikke at føre sig frem, hverken som kontroversiel feminist eller som tilsvarende kontroversiel kulturredaktør.
Good luck til begge,
Helle
Jeg gad altså virkelig også godt gøre noget fortolkningspluralistisk og udsigelsespositionelt medieaccelerationshistorisk, og kan kun komme for langsomt…med det.
Hehe, fed kommentar dér, af Bent Otto Hansen. Den tager jeg gerne til mig - tilgiv de lange fine ord!
H.
:-)
Hvorfor denne modvilje mod selvbevidst selviscenesættelse?
Når Peter Nielsen kritiserer Leonora Christina Skov for “selvbevidste og verdensfjerne roller” (i øvrigt en interessant sidestilling, jeg godt kunne tænke mig at få uddybet) og når Helle Juhl Lassen begræder “ensretning og forfald qua simulakrets stilisering” lyder det som, om Skov diskvalificerer sig som bærer af et budskab i kraft af at være bevidst om indpakningen.
Måske er det fordi, jeg er hører hjemme på medievidenskab og ikke litteraturvidenskab, men det forekommer mig indlysende logisk, at form og indhold ikke kan skilles ad. “Man hæfter sig ved udsigelsespositionens formelle iscenesættelse frem for dens indhold, og det er naivt at forvente andet, så længe personaen føres så kraftigt frem,” og det har Skov da heldigvis også forstået, så hun sørger for, at de to ting hænger sammen. Hendes budskab - ét af dem - er et slag for det frie valg: Friheden til at tale, til at være et kritisk og politisk individ (uden at modtage lort i kuverter). Friheden til at elske, hvem man har lyst til, og til vælge familieform, karriere og påklædning uafhængigt af sit køn.
Leonora Christina Skov illustrer selvbevidst sin pointe, når hun udfordrer stereotype forestillinger ved at være på én gang lesbisk og feminin, velklædt og feminist, kvinde og politisk/kritisk. Og hvis nogen kan abstrahere fra “overfladens glimmerglitter” et øjeblik, så vil de høre, at det faktisk også er pointen i de ting, hun siger. Indhold og udsigelsesposition går op i en højere enhed.
Der er helt sikkert en konflikt et sted - det fremgår tydeligt af tråden ovenfor. Men frem for at opfatte Skov som en omvandrende selvmodsigelse, vil jeg mene, at konfliktens kerne snarere er selve tendensen til at opfatte hende som en selvmodsigelse.
Peter Nielsen kritiserer Skovs “verdensfjerne roller” og giver ganske vist identiteten et vist frirum ved at skrive “roller” i flertal, men “verden” er i stivnet i begrænsende entalsform. Hvilken verden er Skovs roller fjerne fra? Verden med stort V - eller slet og ret Peter Nielsens verden?
I hvert fald viser Skov med al tydelighed, i kød og i ord, at denne verden-i-entals rammer trænger gevaldigt til at blive udvidet. Hun er her, hun er virkelig og med til at synliggøre nogle valgmuligheder, der førhen har været svære at få øje på.
Nogen opfatter dét som en trussel, men Skov har aldrig fordømt kernefamilier, heteroseksualitet eller alle mandlige skribenter - hun har blot opstillet nogle alternativer, der forhåbentlig giver os alle sammen bare en lille smule bedre mulighed for at vælge frit.
At der desværre stadig er langt til det reelt frie valg, illustrerer Leonora Christina Skov også: Hun har formået at træffe en række valg, der ikke følger flertallets - men prisen har været forældresvigt, lort i kuverter, dybt personlige tilsvininger, mens mere akademiske tunger slet og ret har forsøgt at annullere hende ved at kalde hende fx selvmodsigende, verdensfjern eller slet og ret forkælet.
Er det særligt forkælende at blive vurderet, vendt og drejet ud over alle grænser og siden dømt uforståelig, fordi man ikke gør som flertallet? Måske i nogen verdener. I min personlige verden minder den slags forkælelse snarere om et overgreb.