Når kulturjournalistik rykker

Den italienske mezzosopran og storstjerne Cecilia Bartoli gav koncert i Tivoli mandag aften. De mandlige klassiskanmeldere på de store morgenaviser lægger sig fuldstændig ned i ærbødighed over for den italienske furie. Thomas Michelsen i Politiken taler om “forrygende, furiøse Bartoli” og giver 6 hjerter; Søren Kassebeer i Berlingske Tidende siger bare “Oh, Cecilia!” og uddeler 6 stjerner; Jakob Levinsen i Jyllands-Posten taler om “Den absolutte diva” og tildeler hende også 6 stjerner. Det er derfor ganske interessant at læse vores egen kvindelige anmeldelse af Bartolis koncert: Camilla Marie Dahlgreen har lidt mere distance til begivenheden end de forførte herrer. Hun skriver blandt andet i sin anmeldelse: “Når en stjerne som Cecilia Bartoli går på scenen, er det hver gang med et publikum, der vil bære hende på hænder til verdens ende. Folk er ellevilde og elsker hende på forhånd. For mange er det at skulle høre hende en meget personlig oplevelse, som man har ventet længe på, og mange er rørte over deres egen kærlighed og sidder næsten og elsker om kap med alle de andre lige så dedikerede. Det er Cecilia Bartolis partner: et smægtende publikum, der vil have hende og vil overøse hende med deres kærlighed og taknemmelighed, så snart hun åbner munden.” Sådan, siger jeg bare som redaktør! Med denne raffinerede tilgang til koncerten får Dahlgreen både sagt en masse positivt om Bartolis præstationer, men får også udstillet den ofte ukritiske tilgang til et stort kulturelt fænomen som Bartoli. Først i det øjeblik mod slutningen af koncerten, hvor Bartoli begynder at slappe af og ikke længere kun skal leve op til sin egen af publikum tildelte rolle, opstår den sande kunst. Det hører herrerne fra de store aviser ikke, for de er forførte på forhånd, men det hører vores anmelder. Hermed 6 stjerner til Dahlgreens anmeldelse af Bartoli!