Et lille land i sne
Der har lagt sig en dyne af sne og hysteri over det ganske land. Landet og dets beboere er ikke gearede til at tackle en smule snevejr, men går helt i selvsving eller i stå. Avisbudene har ikke leveret aviser trods snerydede fortove. Og der er heller ingen aviser landet her i Store Kongensgade. Derfor: Ingen aviser, ingen evaluering på redaktionsmødet! Vi kan derfor kun kigge frem mod en weekend, hvor de store spørgsmål er om koalitionen i forbindelse med Irak er i opløsning, hvad der foregår i Italien, efter Prodi-regeringens afgang og hvad der sker med Ungdomshuset. På kulturens område kigger vi kritisk på de danske kulturfonde.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Kommentarer
I de gode gamle dage havde et postbud masser af luft i sin arbejdsplan og havde derfor en rimelig chance for at nå igennem ruten også under dårlige vejrforhold. I dag skal man selv under ideelle forhold holde et højt tempo. Et tempo som jeg ikke tror på at noget menneske kan holde til gennem et helt arbejdsliv.
Jeg har selv prøvet det for to år siden. 430 husstande skulle jeg betjene. Hvis vejrforholdene medfører at det tager blot et halvt minut længere pr. husstand, svarer det til godt 3½ timers hårdt fysisk overarbejde. Og det er hver dag indtil vejret bliver bedre eller til man segner af træthed og melder sig syg. Samtidig er man udsat for stærkt forøget risiko for at komme alvorligt til skade. Og så er der de aviser, der indeholder nedladende læserbreve hvori man bliver beskyldt for at være luddoven. De vejer ekstra tungt i tasken.
Vi har selv indrettet samfundet sådan at mennesker presses mere og mere for at holde priserne på serviceydelser nede på et minimum. Et cykelpostbud vil ALDRIG kunne komme til at konkurrere med internet. Se dog på helheden. Vi må enten acceptere at servicen aldrig kan blive som i gamle dage eller acceptere at betale hvad det koster.
Jeg tror at de fleste lande har indlagt en vejr-margin, hvor man kollektivt vælger at gå i panik. Denne margin ligger altid lige under hvad man faktisk godt ved at vejret kan præstere.
Eks.vis er al famile på min faders side portugisere og bosiddende primært i Lissabon-omårdet. Dte er fantastisk imponerende ta opleve hvordan de går i panik hvert år, fordi deres huse faktisk ikke er bygget til vinteresn 2-3 kolde måneder. Der er ikke isoleret, og de er nødvendigvis heller ikke tætte. et centralt varmesystem kunne det aldrig falde nogen ind at skabe. Så man hiver sine små olie- og elvarmere frem og kryber sammen om disse små oaser, mens man vågner med synlig ånde i faderesn stue en decemberdag.
Min far ynder NordBrasilien - det er lige et klima efter hans smag - her faldt han for nogle år siden i snak med en lokal fisker, og denne skulle ihvertfald ikke nyde noget af at gå i vandet om vinteren, da det ikke var mere end 25 grader varmt…hmmm…
Jeg elsker når det hele går i stå. Ser frem til disse få dage om året. I harlev J. er vi iøvrigt glade for vore postbude. De får nogle af landets højeste point i kundeundersøgelser. Hele diskutionen om den måde vi betragter service på, har så mindre med vejret at gøre, selvom det nævnte eksempel jo så belyser, hvor let det faktisk er at vælte læsset, da alt er så skidehamrende effektivt skruet sammen.
Man løber også jævnligt ind i disse mennesker der mener at det er iorden at overfuse kassedamen, fordi hun ikke lige kan alle priser og tilbud udenad i hovedet. Og det kan aldrig falde én ind at kassedamen faktisk ikke bliver lukket inde i et skab i supermarkedet om aftenen, hvor hun remser priskoder op, til hun bliver hentet ud igen næste morgen. Dette værktøj du skal bruge til at bytte penge for varer, har faktisk et liv udenfor supermarkedet. Surprise!
Iøvrigt en spændende side I har her….jeg fik et link tilsendt og måtte da lige se efter…
Det var da nu at slaget om “Ungeren” burde stå. Sneboldekamp alla Rip, Rap og Rup mod Onkel Anders! Jeg hepper på de unge rødder.