Det er mandag og kulturredaktionen er vendt hjem til St. Kongensgade efter en uge på Testrup Højskole. Lidt drøje hug fra kollegerne om sidste uges dækning og store satsning om Information på højskole og litteratursponsoratet fra Montana. Fylder vi selv for meget i avisen, og lod vi i for høj grad de professionelle komme til orde, sådan at man ikke fornemmede, at vi var taget på højskole?
Nu var det ikke et helt almindeligt højskoleophold, men et toptunet ugekursus om litteratur og litteraturkritikken i Danmark her og nu. Indholdet af kurset var overraskende godt, og det lagde vi især vægt på at få formidlet til læserne. Indholdet af kurset var åbenbart så godt, at også Politikens Carsten Andersen var taget med på højskole og skrev daglige reportager i sin avis om de samme ting, som vi også skrev om.
Redaktionsmødet i dag havde ikke et egentligt fokus, men var især optaget af regeringens energiplan og om der overhovedet findes nogen reel plan. Som eneste avis havde vi valgt en kritisk vinkel på det. Desuden diskuterede vi det serbiske valg, Bent Jensen-sagen samt lukningen af Huset i Århus. Alle disse ting vil man derfor kunne læse mere om i morgendagens avis.
Kommentarer
Hårdt at være tilbage i andedammen? Illustrationen til denne artikel er forrygende, hvem er kunstneren?
Kunstneren er den britiske streetart personlighed Banksy