Undertegnede var ikke umiddelbart klar til at acceptere
forsidehistorien på dagens avis om “Gud findes”. En forsker ved Aarhus Universitet har ved hjælp af en hjernescanner kunnet konstatere, at meget tyder på, at Gud findes - i hvert fald i hovederne på indremissionske unge, som forskeren har brugt som forsøgspersoner. Første reaktion var, at det simpelt hen er for langt ude som forskningsprojekt og dermed også som avishistorie. Og så især på forsiden af Information. Der må simpelt hen være grænser for, hvor skæve nyhedshistorier kan være. Men efter at have læst artiklen inde i avisen, hvor forskeren Uffe Schjødt i stedet for at sidde begravet i Det Ny Testamente sidder foran en hjernescanner, der registrerer hjernens magnetiske egenskaber i forbindelse med bøn, blev jeg dog overbevist om, at det faktisk er en god historie og en unik nyhed. Gud har sin egen plads i den menneskelige hjerne, og forskningsprojektet er et interessant forsøg på at sætte et fænomen som religion på naturvidenskabelig formel. Det skal nok vække debat.
Kommentarer
Selvfølgelig findes Gud i hjernen. Det helt store spørgsmål for dette forskningsprojekt, med dets præmisser er:
Er der noget der findes uden for hjernen?
Det må så åbne for et håb om at
tilstanden kan kureres,
på linie med andre dysfunktioner.
Til Byrkel. Tja solipsisme er et af de få filosofiske standpunkter, der per definition ikke kan modbevises filosofisk.
Denne undersøgelse beviser hverken at Gud eksisterer, eller at Gud ikke eksisterer.
Til gengæld mener jeg, at vores fri vilje beviser, at vores sind er en sjæl, i en fysisk krop. For hvis man forestiller sig, at verden udelukkende er materialistisk og at vores sind er en funktion af en meget fysisk hjerne, må den fri vilje være en illusion. Og fri vilje er sjælens mest grundliggende erfaring, så det er materialisterne, der har noget at forklare.