Moderskabet som modstandsform

Hvis man taber på arbejdsmarkedet, kan man gøre det til en sejr i hjemmet. Joan prøver i hvert fald. Hun er uddannet receptionist, men nu er hun på en revalideringsydelse.

Når de faste udgifter er betalt, har hun 175 kroner tilbage til resten af måneden. Dertil kommer lidt over tusind kroner i månedligt børnebidrag fra sit barns far, som hun ikke længere bor sammen med. Men som hun selv siger:

“Idet jeg går hjemme, har jeg dobbelt så meget overskud til min søn, som andre har. Det, synes jeg, er skønt. Den tid, jeg har med mit barn, betyder rigtig meget. Det værdsætter jeg højere end at gå på arbejde og tjene penge. Jeg vil hellere bruge min tid på ham.”

Hun sætter tid over penge, hun sætter moderskabet over sin karriere. Som tilhænger af ligestilling er det nærliggende at kritisere hende for at heroisere undertrykkelse og legitimere uligestilling.

Joan er en af tyve kvinder mellem 29 og 52 år, som er blevet interviewet i forskeren Stine Thidemann Fabers ph.d.-afhandling På jagt efter klasse, som kobler en klasseanalyse med et feministisk perspektiv.

Positionen kvinde

En af afhandlingens interessante bedrifter er, at den viser, hvordan kvinders syn på ligestilling varierer alt efter deres sociale klasse. Det kræver afstand til livets basale nødvendigheder at forholde sig ideologisk til sin position som kvinde.

Faber beskriver således, hvordan middelklassens feminisme kan opleves som bedrevidende og nedladende af kvinder, som rangerer lavere økonomisk og socialt. Hun læser Joans selvudlægning som en social overlevelsesstrategi: Fordi hun ikke kan gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, dyrker hun hjemmet som en alternativ arena:

“I moderskabet finder hun en positiv identitet; det er hendes styrke og kilde til værdighed; og via dette kompenserer hun for sine manglende muligheder for at klare sig godt på arbejdsmarkedet og i øvrigt. Man kan sige, at hun markerer en afstand til den verden, hun ikke har nogen chance for at lykkes i, men som hun alligevel prøver at hæve sig over ved at støtte sig på andre værdier.”

Samme strategi viser sig, når kvinder i den lavere middelklasse ser overklassekvinder som nogen, der har så travlt med deres karriere, at de ikke har tid til deres børn. Forestillingen om det rige forsømte barn går igen i kvindernes fortællinger. Den feministiske kobling til klasseperspektivet afdækker også, hvordan det ofte er sværest for kvinder at klare sig i arbejderklassen. Mens professionerne i denne klasse ofte tillader mænd at finde stolthed i dyder som fysisk styrke og udholdenhed, er kvinder fra arbejderklassen ofte defineret ved deres mangler.

Fabers pointe er naturligvis ikke, at kvindekampen er nedladende. Pointen er derimod, at deres sociale klasser er med til at skabe kvindernes fortællinger om sig selv og deres blik på hinanden. Og hvis man vil forstå kvinder i dagens samfund, må man således ifølge Faber “fokusere på forskelle mellem kvinder”.

Og selvom Joan udlægger sin prioritering af barnet som et privilegium, taler hun andre steder om, at hun desværre ikke har råd til at købe det rigtige mad til sønnen, som er allergiker, og at hun ikke ved, hvordan hun i det lange løb skal tilbyde ham værdige muligheder for at klare sig.

På jagt

Afhandlingen hedder På jagt efter klasse, fordi klasserne ikke giver sig selv. De findes ikke objektivt, men skal rekonstrueres ud fra menneskers oplevelse af deres egne muligheder og begrænsninger. Det er ifølge Faber ikke legitimt at tale om klasser overhovedet på grund af det, hun med et udtryk fra Marianne Gullestad kalder ‘den skandinaviske lighedsideologi’.

Faber interviewer kvinder fra to forskellige sociale lag: Nogen kommer fra den øvre middelklasse og andre fra den lavere middelklasse. De har det tilfælles, at de alle præsenterer sig som middelklasse. Det viser sig hurtigt, at selvom de ikke eksplicit taler om klasse, varierer deres smag, orienteringer og blik på den sociale verden efter deres sociale stilling. Den øvre middelklasses mødre vil have, at deres børn skal udmærke sig i skolen, de skal træde frem som individualister og turde række hånden op. Den lavere middelklasses kvinder lægger større vægt, at deres børn ikke stikker ud og falder igennem. De skal helst bare klare sig. Mødrene i den øvre middelklasse tænker i børnenes uddannelse og karriere, mens de i den lavere middelklasse fokuserer på det, der sker nu og her.

Sociale forskelle opleves og omtales gerne som moralske forskelle. Man er enige om, at man ikke vil være som overklassen: Den regnes for ‘snobbet’ og det hedder sig, at overklassen “fører sig frem”. Man vil ikke være som de fine og de overlegne. Men man vil heller ikke være som de nederste, der forbindes med andre moralske brister: De er ikke respektable, deres børn tumler rundt uden opsyn, og de regnes for potentielt voldelige. Det er i øvrigt karakteristisk, at kvinderne i lavere middelklasse taler mere om penge og er mere optaget af ikke at være ligesom arbejderklassen.

En kendt indsigt gentages i denne afhandling: De sociale klasser ses som regel nedefra. Det er fra bunden af hierarkiet, at afstandene er mest tydelige. Og det kan være med til at forklare, at dem, der dominerer i offentligheden, sjældent beskæftiger sig med sociale klasser i dag. Det er derfor både oplysende og underholdende at læse en sociolog, som er taget ud i ‘den empiriske virkelighed’ og har talt med tyve kvinder om deres syn på sig selv, arbejdslivet og familien.