Hvis en kvinde tilfredsstiller sig selv seksuelt, er det sundt, men hvis en mand gør det samme, mens han benytter sig af porno, er det perverst.

Hvis en kvinde har haft analsex, er det fordi, hun er blevet tvunget af en mand.

Og hvis en kvinde adskiller sex og kærlighed, er det fordi, hun er hjernevasket. Så er hun et offer.

Sådan lyder diskursen, når debatten drejer sig om sex og prostitution i Skandinavien. Men det er helt forkert, mener den svensk-amerikanske professor i antropologi ved University of Chicago, Don Kulick. Han har arbejdet over 10 år med transseksuelle prostituerede og skrevet en bog om emnet.

I starten af sidste uge besøgte han Danmark til en to dage lang konference om prostitution på Københavns Universitet.

I sit oplæg gav Don Kulick flere eksempler på de forkerte informationer og fordomme, der florerer i medierne og gik bagefter i dybden i et interview med Information.

Det fremgår ofte, at hvis en kvinde har analsex med en mand, er det, fordi hun er blevet tvunget. Ligesom analsex er blevet bragt til Sverige enten af immigranter eller fra alt det porno, folk ser. Det er den gængse opfattelse, for analsex passer ikke til det svenske billede af seksualitet. Det er antitesen til god, svensk sex og kærlighed,” forklarer Don Kulick som et eksempel. Det gør han, fordi han mener, at der er en sammenhæng mellem den måde, sex og prostitution opfattes på.

Seksuel konservatisme

Efter hans opfattelse befinder Skandinavien sig i en periode med stigende seksuel konservatisme:

Selvom sex er mere tilgængeligt end nogensinde før, bevæger vi os tilbage til før den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne,” siger han og begrunder det med, at nogle føler sig truet af denne tilgængelighed:

Derfor kommer trangen til at udnævne perverse mennesker. Grænserne bliver optegnet, og der sker en dæmonisering af mænds seksualitet. Ligesom i 1800-tallet opfattes mænd indirekte som perverse og psykologisk forstyrrede, hvis de benytter sig af porno eller går til en prostitueret,” siger han og fremhæver dermed, at der mangler generel viden om sex og om prostitution.

Det kendetegner prostitutionsdiskussionen, at der findes så mange, der går ud og siger noget om prostitution uden at vide noget som helst om det. Det er aldrig videnskabeligt - det bygger udelukkende på stereo-typer.”

Det var da også konferencens tema - at prostituerede er omringet af fordomme, hvor de anses som ofre.

Mange har meninger om sexkunder. Opfattelsen er, at de skal kureres og kriminaliseres. Når mange nye seksuelle former bliver tilgængelige via nettet, bliver det uklart, hvad ‘normal’ seksualitet er. For at etablere nye begrænsninger, hvor de gamle opløses, skaber folk flere typer af perverse mennesker. Den prostituerede og kunden bliver fanget i et net af fordomme,” siger professoren i antropologi.

Han sammenligner stigmatiseringen af de prostituerede og deres kunder med den samme stigmatisering, som homoseksuelle kender alt til. I fremtiden forventer han, at kunderne - især handicappede - vil mobilisere grupper og sammen kræve deres rettigheder.

Fra opførsel til identitet

Ifølge Don Kulick opfattes sexkunderne i dag, som nogen, der er noget, i stedet for nogen, der gør noget.

Opfattelsen er gået fra at handle om kundernes opførsel til, at hele deres identitet problematiseres. Selvom det eneste sexkunder har tilfælles er, at de bytter penge til sex. Men har de en anderledes natur, fordi de køber sex? Kan man se på en seks-årig, at han vil vokse op til at blive en sexkunde?” spørger han retorisk.

Samtidig viser Don Kulick, hvordan svenske socialarbejdere og journalister netop har forsøgt at dele køberne op i fem grupper.

Det får tilhørerne, der består af danske og udenlandske eksperter, foreninger og prostituerede kvinder til at krumme tæer, tage sig til hovedet og grine over det pinlige ved, at nogen overhovedet kan tænke sådan. Det er tydeligt, at de er trætte af disse generaliseringer.

Problemet er, at de fleste udenforstående tænker på samme måde som forfatteren:

Nogen mener, at det skader de prostituerede at være i branchen. De vil beskytte dem, fordi de mener, det er uacceptabelt at sælge sex. Men hvis de vil hjælpe, bør de støtte deres rettigheder.”

Tradition for reformer

Don Kulick fremhæver, at der er stærke traditioner for reformer af arbejdsmarkedet i de skandinaviske lande. Derfor mener han, at samfundet bør opfordre de prostituerede til at danne netværk, hvis arbejdsforholdene er dårlige.

De prostituerede, der var med til konferencen, var da heller ikke interesserede i at træde ud af den omdiskuterede branche.

I stedet fremhævede de i fællesskab med eksperter og foreninger vigtigheden af, at erhvervet bliver fuldt ud anerkendt, så de prostituerede kan få rettigheder på lige fod med andre arbejdstagere - så som fagforening, a-kasse og pension.

Heller ingen af de fremmødte ønskede at kriminalisere kunderne.

Omverdenen bør i stedet være åbne for kvindernes egne ønsker, understreger Don Kulick:

Omverdenen bør anerkende, støtte og bemyndige de prostituerede. Bare fordi fordommene bliver gentaget så meget i medierne, betyder det ikke, at de er sande.”