Antallet af børn, der lever under den uofficielle fattigdomsgrænse, er på fire år steget fra 50.000 til 59.000.

Og for første gang står oppositionen fra Enhedslisten til De Radikale nu sammen om at presse regeringen til at fjerne de ydelser, der er så lave, at de efter oppositionspartiernes mening gør folk fattige.

Det drejer sig om loftet over kontanthjælp, 300-timers-reglen og den såkaldte starthjælp, der omfatter folk, som har opholdt sig uden for Danmark i mere end et år inden for de sidste otte år.

I Danmark er der børn, som ikke får penicillin, fordi forældrene ikke har råd til det. De her regler er sat i værk for at producere fattigdom,” siger SF’s socialordfører Özlem Cekic og henviser til, at den forhenværende socialminister Eva Kjer (V) har talt for, at øget ulighed skaber dynamik.

Men hvor dynamisk er et barn, der ikke har råd til vinterstøvler, når sneen falder?” lyder det retorisk fra Özlem Cekic.

Den radikale socialordfører Marianne Jelved er godt tilfreds med, at oppositionen står samlet i kampen mod den voksende ulighed.

Vi håber med aktionen at være med til at skabe en opinion. Disse regler rammer primært de dårligst stillede flygtninge og indvandrere. Deres ressourcer er ikke særlig store, for det liv, mange har været igennem før de kom hertil, har ødelagt dem,” siger Jelved.

Job gavner familien

Den konservative socialordfører Vivi Kier fastholder, at 300-timersreglen, der snart bliver til 450-timer, starthjælp og loft over kontanthjælp skal motivere folk til at tage et job.

Og det har i mange tilfælde virket. Det afgørende er, hvor længe folk bliver i bunden af indkomstgruppen, de fleste er ude inden for et år. For gruppen, der hænger fast, skal der gøres en massiv indsats, som ofte handler om, at der er andre problemer som eksempelvis misbrug,” siger hun og betoner, at kontanthjælp gives til folk, der skønnes at kunne arbejde.

Venstres socialordfører Ellen Trane Nørby henviser til, at 300-timersreglen faktisk har fået mange i job.

Det er vigtigt at sikre tilknytning til arbejdsmarkedet, og at der bliver stillet modkrav til de sociale ydelser.”

Argumentet om, at børnene bliver ofrene i de familier, hvor reglerne ikke sender forældrene i job, men blot mindsker rådighedsbeløbet, giver Ellen Trane Nørby ikke meget for.

Det er at vende tingene om. Når der i dag er kommet 150.000 flere i arbejde, kommer det bestemt også børnene til gode,” siger hun og tilføjer, at de dårligst stillede børn hjælpes med f.eks. fripas til klubber.

K: Hvis Mærsk flytter

Danmark har ikke i dag en officiel fattigdomsgrænse, men operer med en definition der siger, at man er fattig, hvis man tjener mindre end 50 pct. af medianindkomsten i landet.

Fra Enhedslisten til S efterlyser man en officiel grænse, og også i det radikale bagland arbejder udvalg med spørgsmålet.

Her søger man at inddrage sociale og kulturelle aspekter i en definition.

Vi vil gerne nuancere begrebet fattigdom, men vi er ikke færdige med diskussionen endnu,” siger Jelved.

Den konservative socialordfører accepterer ikke umiddelbart de beregninger fra SFI, der viser, at 9.000 flere børn er blevet fattige.

De undersøgelser er lavet ud fra en medianindkomstskala, og det skal man tage med et gran salt,” siger Vivi Kier og henviser til, at der i foråret kommer en stor kvalitativ undersøgelse.

Ifølge K-ordføreren kan man ikke definere fattigdom ud fra en gennemsnitsindkomst:

For hvis Mærsk flytter er disse folk ikke længere være fattige,” siger hun.

Alligevel afviser Vivi Kier behovet for en officielt defineret fattigdomsgrænse:

Hvis det var så enkelt at lave en grænse, var det jo gjort. Men jeg er skeptisk over for tanken, for vi risikerer at give noget ekstra til nogen og tro, at så er det hele idyl,” siger hun.

Håb på anstændige

Men ifølge Marianne Jelved er den danske model karakteriseret ved, at man giver relativt høje ydelser for at sikre, at folk har kræfter til at koncentrere sig om jobsøgning.

Hun mener ikke, at de nuværende regler er en bedre vej til at komme i job.

Ingen ved, om disse folk var kommet i job alligevel. men vi ved, at familier lever i regulær fattigdom. Børnene har det ikke godt, og de omkostninger vil vi ikke være med til at betale,” siger hun.

Til trods for, at regeringen fastholder reglerne, håber oppositionen på, at der er “et par anstændige folk i den blå blok”, der vil være med til at fjerne reglerne.

Fakta ´Fattigdomsydelser´

Loft over kontanthjælp

Har man fået kontanthjælp i mere end seks måneder, er der et loft over, hvor meget man kan få i hjælp. Beløbene ligger imellem godt 9.000 og godt 15.000 afhængig af ægtestand og forsørgerpligt. Loftet rummer en garanti for at samlevende familier højest kan miste 2.500 kr. pr. måned og enlige højst kan miste 1.250 kr.

Starthjælp
Starthjælpen gælder for folk, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Alle flygtninge og indvandrere modtager den lave ydelse de første tre år, de opholder sig i Danmark. Starthjælpen er på mellem 2.324 og 5.638 kr. (2007), afhængig af civilstand og boligforhold

Starthjælp
300-timersreglen betyder, at når et ægtepar har modtaget kontanthjælp i to år eller mere, er det en betingelse for at begge kan blive ved med at modtage kontanthjælp, at begge ægtefæller kan dokumentere, at de har haft ordinært ustøttet arbejde.
Ellers kan de miste den ene kontanthjælp. VKO aftalte i efteråret, at grænsen skal hæves til 450-timer