Opslag til denne artikel

Emneord:gruppeeksamen, kritik, lærere, studerende
Personer:Bertel Haarder

De studerendes evner bliver mindre grundigt bedømt, og der skelnes ikke nok imellem de enkelte studerendes faglige kvalifikationer. Det kunne lyde som regeringens argumenter for afskaffelsen af gruppeeksamen for knap to år siden.

Men det er imidlertid konklusionerne i en ny rapport, hvor mere end 1.000 eksterne censorer på ingeniøruddannelserne har svaret på, hvad effekterne af afskaffelsen af gruppeeksamen er.

Det kan ikke passe, at vi på grund af det her totalforbud, skal benytte af os en eksamen, der fungerer dårligere end før,” siger censorformand for bygningsingeniøruddannelsen, John Cederberg, der er tidligere direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Flere får samme karakter

Cederberg er dog også overrasket over undersøgelsens konklusioner:

Jeg havde egentlig regnet med, at de individuelle eksamener havde betydet, at der blev givet flere forskellige karakterer til de studerende.”

Men antallet af censorer, der har givet den samme karakterer til alle de studerende i en gruppe, er rent faktisk steget efter afskaffelsen af gruppeeksamener, viser undersøgelsen, der er lavet af censorformandskabet.

Forbuddet mod gruppeeksamen gælder nemlig kun selve eksamen - gruppe- eller projektarbejde er stadig tilladt.

Undervisningsminister Bertel Haarder undrer sig over konklusionerne i …

@New fortsættes hvid:Fortsættes side 21

… undersøgelsen:

Indgrebet mod gruppeeksamen skyldes, at nogle lærere og censorer gik over gevind og gav hele gruppen den samme karakter. Nu kommer censorerne, så med den mærkelige påstand, at karaktererne er blevet mere ens ved de individuelle eksamener, men jeg er sådan set ligeglad, hvis det drejer som om alle eksamener. Det, der er komplet uantageligt, var, at to der knoklede før fik den samme karakter som to, der ikke har lavet noget.”

Spildtid

Problemet med de individuelle eksamener er ifølge John Cederberg, at der bliver brugt tid på de samme indledende øvelser med hver eneste studerende. Derfor når censor og lærer aldrig frem til de vigtigste problemstillinger i de eksamener på ingeniøruddannelser, som er baseret på et større gruppeprojekt.

Det er blevet endnu sværere for os at bedømme, hvornår en enkelt studerende klarer sig bedre eller dårligere end gruppen, fordi der er langt mindre tid til at nå ind til kernen af stoffet. Jeg tror, det er forklaringen på, hvorfor vi er mere tilbøjelige til at give den samme karakter: Grundlaget for at give den rigtige karakter er simpelthen blevet dårligere,” siger John Cederberg.

Han mener ikke bare man kan skippe de almindelige indledende bemærkninger, om hvad projektet omhandler, selvom det er ren spildtid for censorer.

Bertel Haarder mener, at censorerne har et godt argument, men ser stadig flest fordele i, at de studerende bliver bedømt individuelt: “Det er klart at der vil komme gentagelser, men fordelen ved at eksaminere de studerende hver for sig er, at der ikke sidder nogen og kan slippe af sted ved præsentere al den lette viden og så få den samme karakter,s om dem, der virkelig kan noget.”

Censorkorpset frygter, at afskaffelsen af gruppeeksamen vil føre til, at de studerende også vælger projektarbejdet fra.

Hvorfor bruge tid på projektarbejde, når det er langt nemmere for en dygtig studerende at løse opgaven alene? I dag kan de studerende forlange at lave projekter alene, men det strider imod hele tankegangen i erhvervet, fordi en Storebæltsbro ville falde sammen, hvis ikke vi kan samarbejde,” siger John Cederberg.

Derfor ønsker censorformandskabet muligheden for gruppeeksamen genindført.

Det kan godt være, at eksamensformen er blevet misbrugt visse steder, men der skal være plads til, at vi kan benytte os af den bedste eksamensform en eller to gange i løbet af studiet,” mener John Cederberg.

Undervisningsministeren kan dog godt udelukke at åbne op for undtagelser fra forbuddet om gruppeeksamener: “Det forekommer mig, at censorerne fortolker reglerne mere firkantet, end de egentlig behøver. Når der står i rapporten, at censorerne ikke kan belønne de studerende for et godt projekt, så er det ikke rigtigt. Det kan de stadig gøre, og de studerende skal også kunne svare på spørgsmål fra alle dele af det fælles projekt.”

Bertel Haarder understreger dog, at han har et ‘åbent sind overfor eksamensformer’, og selvfølgelig lytter til censorkorpset fra ingeniøruddannelsernes kritik.

Fakta: Individuelle eksaminer

1.092 censorer eller godt halvdelen af censorkorpset på ingeniøruddannelserne har deltaget i undersøgelsen af de eksamener, der er blevet sat i stedet for gruppeeksamen.
Under de gamle gruppeeksamener (ca. 13.000) har godt 79 procent af censorerne givet forskellige karakterer til de studerende i en projektgruppe, mens 21 procent kun havde prøvet at give den samme karakter til alle i gruppen.
Ved de individuelle eksamener (ca. 3.100), der erstattede gruppeeksamen i 2006-2007, har 64 procent af censorerne givet forskellige karakterer til de studerende, mens 36 procent har givet den samme karakter.
Kilde: Evaluering af eksamen baseret på baggrund af et gruppefremstillet produkt. Rapporten kan findes på www.censornet.dk