I mange år har man på universiteterne og de højere forskningsanstalter antaget, at danskerne er rationelle mennesker, som efter grundige overvejelser af forskellige politiske mærkesager går ned til stemmeboksen og sætter et kryds. Men sådan er det slet ikke ifølge politolog med speciale i vælgeradfærd Marie Fugl og lektor i dansk og samfundsfag på VUC, Bent Laursen.
De har netop udgivet bogen Politisk smag, hvor de beskriver danskerne som irrationelle flokdyr, der hyler med de ulve, de er blandt. Vi spiser det samme, som dem vi omgås, går på de samme cafeer, foretrækker de samme tøjmærker - og stemmer på de samme partier. Underklassen stemmer på Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne, mellemklassen foretrækker Villy Søvndal, og den økonomiske over- og mellemklasse stemmer konservativt eller Venstre. Kunstnerne og alle de andre med høj kulturel kapital stemmer på Enhedslisten - og hvis de oven i hatten har penge, stemmer de radikalt.
Ifølge de to forfattere er det på tide, vi indser, at det politiske landskab er klassedelt, og at alle langtfra har lige muligheder for at gøre sig gældende.
“Vi har et indtryk af, at demokratiet fungerer. Vi tror, at alle har en stemme, at vi har en nuanceret offentlig debat, og at det fungerer sådan, at politikerne fremlægger noget politik, og så tager vælgerne fornuftigt stilling til det. Men det er simpelthen en illusion,” siger Marie Fugl, som udover at arbejde som forskningsformidler på Danmarks Pædagogiske Universitet også er medlem af Hovedstadens Regionsråd og suppleant til Folketinget for SF.
Irrationelle vælgere
I bogen gør de to forfattere op med forestillingen om den rationelle vælger. De mener, det er forkert at tro, at borgerne hovedsageligt er styret af fornuft. Vi lever tværtimod det meste af vores liv intuitivt og med en praktisk sans for, hvad der passer til os.
“At vi er styret af vores smag betyder ikke, at vi ikke kan argumentere rationelt for vores valg, men der er i vid udstrækning tale om en efterrationalisering. Når jeg spiser orientalsk mad til frokost, så er det ikke en afvejning af, om det er økonomisk, rationelt og sundt. Det falder bare i min smag. På samme måde falder det i min smag at stemme på et parti, der befinder sig på venstrefløjen. Det er ikke fordi, der er noget, der forhindrer mig i at stemme på Venstre. Som type er jeg bare langt mindre tilbøjelig til at gøre det,” siger Marie Fugl.
At mennesker ikke stemmer rationelt, har man for længst erkendt blandt spindoktorer og andre, som er med til at planlægge og arrangere valgkampe.
“Dem, der lærer Helle Thorning-Schmidt at skrue ned for Gucci-imaget og Anders Fogh at blinke oftere, så han ikke får de her uhyggeligt stirrende øjne, har for længst indset, at vi ikke stemmer med fornuften,” siger Bent Laursen.
Når vælgerne sætter deres kryds ud for Anders Fogh Rasmussen (V) handler det i lige så høj grad om, at han er en stærk leder, som at han går ind for skattelettelser. Den stærke leder falder simpelthen i den økonomiske middelklasses smag, fordi de kan genkende sig selv i ham, mens skolelærerne af samme årsag sætter pris på en lidt mere ironisk og fodformet type som Villy Søvndal (SF).
I den kulturelle overklasse foretrækker man på samme måde politikere, der kan det samme som en selv - for eksempel en skarp, faglig kompetent og velargumenterende analytiker som Connie Hedegaard eller Marianne Jelved, mens man i underklassens ønsker ledere, som Pia Kjærsgaard, der er nede på jorden og siger tingene, som de er.
Selv om ideen om klassesamfundet mistede popularitet med samme hastighed som lilla bleer, da 70’erne rindede ud, lever de sociale klasser ifølge de to forfattere i bedste velgående.
Klasserne lever
Når de taler om klasser, er det ikke i klassisk marxistisk forstand, men i tråd med den franske sociolog Pierre Bourdieu, som mener at der findes to dominerende former for kapital. Groft sagt får man en magtfuld position, hvis man har penge eller viden, og derfor findes der både en kulturel og en økonomisk over-, mellem- og underklasse.
Ifølge Marie Fugl og Bent Laursen har vi alle sammen et behov for at være del af et fællesskab, og vi bekræfter ofte tilhørsforholdet til vores sociale klasse gennem et fælles fjendskab. Underklassen mødes over hækken eller på Ekstra Bladets debatsider og taler om, at “det er for dårligt med indvandrerne”, mens den kulturelle elite er fælles om at grine af Roald Als’ tegninger af Pia Kjærsgaard indsmurt i mudder og vender øjne, når Søren Krarup toner frem på fjernsynsskærmen.
“Den dominerende diskurs er, at det engang var sådan, at hvis ens far var skomager, så skulle man også selv være det, men at vi i dag er frie til selv at vælge vores liv. Men man kan jo se ude i virkeligheden, at klasserne stadig findes og fungerer,” siger Marie Fugl.
Når mange danskere mener, at klassesamfundet for længst er et overstået kapitel, er det ifølge hende, fordi vi kun omgås folk, der minder om os selv.
“Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg møder aldrig nogen, der stemmer Dansk Folkeparti. Jeg bor på Vesterbro, jeg går på cafe på Bang og Jensen, hvor der sidder andre folk som mig, som også har en eller anden længerevarende uddannelse - gerne med en snært af noget kreativt. Så cykler jeg ud på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor der sidder en masse andre med en lang videregående uddannelse, som også ser Deadline, læser Information, drikker sort kaffe og spiser sådan lidt orientalsk inspireret mad til frokost. Så kører jeg hjem og tager måske til yoga på vejen, hvor der er en masse andre piger, der ligner mig og som i hvert fald ikke stemmer på Dansk Folkeparti. Så går jeg i biografen - gerne Grand eller Vester Vov Vov, og bagefter tager jeg i Irma og handler, men der møder jeg sjovt nok heller ikke nogen, der stemmer på Dansk Folkeparti,” siger Marie Fugl.
S og DF er underklassens partier
Når man taler om dem, der sidder ‘hjemme ved kakkelbordene’, så taler man ikke om dem med cheflønningerne og heller ikke om de radikales kernevælgere. Ligesom de forskellige klasser har forskellig smag, når det gælder boligindretning, feriedestinationer og biler, har de også forskellige smag, når det gælder politik.
Bent Laursen og Marie Fugl har lavet en række fokusgruppeinterviews, hvor de blandt andet har fået deltagerne til at placere forskellige madretter ud for de forskellige partier.
“Dansk Folkeparti er stegt flæsk og persillesovs, Venstre er steaks, De Konservative er oksehøjreb, og de radikale spiser mad fra de verdensdele, der er på mode i øjeblikket. I en periode er det japansk mad, men det kan også blive eksotisk at lave noget gammel dansk bondekost, så længe råvarerne ‘er i orden’. SF, som er mellemklassens parti og som har lidt mindre samlet kulturel- og økonomisk kapital end de radikale og Enhedslisten, er altid et skridt bagefter og måske lidt nogle wannabes. De begynder at spise italiensk et par år efter, de rigtigt smarte er holdt op. Når det gælder Enhedslistens vælgere, er vi virkelig ovre i urtesegmentet. Det er bønnesalat, humus, falafler og grøn te,” siger Marie Fugl.
Lige muligheder er en illusion
Fra overklasse til underklasse benægter man imidlertid ifølge de to forfattere, at klasserne eksisterer, og at de bestemmer vores smag.
“Det er ekstra udtalt for Dansk Folkepartis vælgere, for hvis de accepterer, at vi lever i et klassedelt samfund, så er de også nødt til at indrømme, at de lever i de nederste lag,” siger Marie Fugl.
Det er ikke på samme måde en skændsel for de radikale at tale om, at der findes forskellige klasser, for de ved, at de tilhører den unge, smarte, veluddannede elite, men i alle lag i samfundet har man en idé om, at alle danskere har lige muligheder, og at alle har en chance for at komme til orde politisk.
“Den økonomiske overklasse siger, ‘hvis jeg vil have indflydelse, så kan jeg få det, og sådan er det for alle borgere i Danmark. Hvis man gider gøre en indsats, så kan man sagtens. Bare se på mig: Jeg er i bestyrelsen på mine børns skole, og det synes jeg, man har pligt til, og det kan alle andre jo også bare gøre’. Og hvis man går ned og spørger i underklassen, siger de: ‘Politik, det interesserer mig ikke rigtigt. Det kunne jeg da godt, men det er ikke noget, der kommer mig ved’, og på den måde tilkendegiver de: ‘jo, vi har alle sammen indflydelse, men det er bare ikke noget, der interesserer mig’,” siger Bent Laursen.
Ifølge de to forfattere, har alle danskere imidlertid reelt set langt fra den samme politiske indflydelse. Formelt set har vi alle sammen mulighed for at stige op og blive politisk valgt. Det kræver ikke som sådan økonomisk kapital at stille op til et folketingsvalg, men det kræver en hulens masse kulturel kapital at gøre det.
“Hvis man er vokset op i Hedehusene med en enlig mor på kontanthjælp, og man måske har en uddannelse som frisør, som man i øvrigt sprang fra, og man får sine nyheder fra Ekstra Bladet eller tekst-tv, så er det ikke lige til at stille op i et politisk parti og skulle ud og diskutere med alle dem, der har læst statskundskab eller kommunikation på RUC og lært at diskutere politik på den legitime måde” siger Marie Fugl.
Det kræver ikke alene, at man kan sætte sig ind i ret komplicerede politiske problemstillinger, forstå det økonomisk administrative sprog og overskue dagsordener på ti centimeters tykkelse. Det kræver også, at man kan kommunikere det ud, at man kan formulere sig og appellere på en måde, som bliver genkendt af dem, der skal genkende det.
“Hvis man sidder i en debat og ikke formår at tale det sprog, som de andre politikere kan, så bliver man sat ud af spillet. Det nytter ikke noget, at man kommer og siger: ‘Jeg synes, bare det er strengt, at dem på kontanthjælp ikke får nogle flere penge’,” siger Marie Fugl.
I underklassen oplever man det at stille op til et folketingsvalg som noget fremmed, og som noget de andre - ‘dem med magten’ gør - og derfor overvejer man det ikke engang som en mulighed.
“De andre som man kender, og som man møder til banko ville synes, det var underligt, at man nu ville til at gøre sådan noget,” siger Bent Laursen.
Både han og Marie Fugl synes, det er dybt problematisk, at de dominerende klasser ikke er bevidste om, at det kun er en del af det danske samfund, som har mulighed for at komme til orde i det politiske liv.
“Den kulturelle overklasse vil jo også gerne have et samfund, hvor vi alle sammen er lige og frie. Men når man lever med den her illusion om, at det allerede eksisterer, så bevarer man det bestående,” siger Marie Fugl.
Marie Fugl og Bent Laursen
94 sider
159 kr.
Forlaget Colombus
ISBN: 978 87 797 00 765
Kommentarer
”Groft sagt får man en magtfuld position, hvis man har penge eller viden, og derfor findes der både en kulturel og en økonomisk over-, mellem- og underklasse”.
Tak skæbne!
Nu skal det åbenbart handle om k(l)asser - igen. Jeg er sikker på at det ærgrer de forskellige klogeåger, at de ikke kan definere alle deres medmenneskers øvrige omgangsformer og handlemåder. Men foreløbig har de da fået opstillet nogle pejlemærker vedrørende både socialklasser og kulturelle klasser, baseret på madvaner, som så kan fortælle noget om politisk tilhørsforhold.
Jeg må sige, at jeg føler mig noget uden for nummer, for jeg holder meget af fisk og skaldyr, oksehøjreb og går heller ikke af vejen for stegt flæsk og persillesovs, for ikke at tale om steaks og gammel dansk bondekost. Det eneste det kniber med er bønnesalat, humus og falafler, og det går jo slet ikke, hvis man har stor sympati for Enhedslisten.
Til gengæld må jeg lide den tort at blive rubriceret som kulturel elite, fordi jeg elsker Roald Als’ tegninger, og vender øjne både over Pia Kjærsgaard og Søren Krarup. Det er der dog råd for ifølge forfatterne, for det er typisk for DFs vælgere, at de benægter at tilhøre en bestemt klasse. Det gælder altså bare om at erkende sit klassetilhørsforhold, alt andet er illusion.
Erasmus Montanus er i dag ansat i et opinions firma.
….En steen kand ikke flyve.
….I kand ikke flyve
….Ergo er moerlille en steen.
Meget politisk ukorrekt og underholdene. (:
? Fokusgruppeinterviews, hvor politiske partier kategoriseres efter madretter?
Jamen, det er jo sociologi reduceret til markedsundersøgelser. Man har reduceret politiske partier til brands.De såkaldte analyseinstitutter bruger præcis den samme metode i forbindelse med markedsføringe af nye produkter, hvor de laver fokusgruppeinterviews, for at pejle sig ind på en vares identitet. Hvem er Karen Volff?
Som man råber i skoven får man svar. Dansk Folkeparti er stegt flæsk med persillesovs…..Nej, vel er de ej. De er det tætteste Danmark kommer på et regulært fascistparti og - jeg er ked af at sige det, men deres politik har andre konsekvenser end lidt ekstra fedt på sidebenene.
Så politik er altså småkager. Og klasserne er i virkeligheden forbrugergrupper. Henrik Dahls virkelighedsopfattelse har åbenbart overtaget rollen som den store afgud på RUC efter at Foucault har tabt glansen.
Væglere er og bliver mere end forbrugere. Og klasser er og bliver mere end indkøbsforeninger. Lige som de politiske ideologier er og bliver mere end reklamefilm.
Sorry. Det var ikke RUC. Men politologi og…?
DPU
Søren Andersen
Du er sikkert velmenende, men min egen personlige opfattelse er dannet ud fra en lidt anden indfaldsvinkel, startende som 14-15-årig med, efter anbefaling fra min far, at læse alt hvad jeg kunne komme i nærheden af store russiske forfattere. Senere blev det udvidet med andre gode råd, indtil i dag hvor jeg helt klart kan definere mig selv, og i den grad tager afstand fra DF og deres menneskeforagt og trang til at diktere.
Hvad så, når man kan lide det hele? Fra kaviar til stegt flæsk?
PeterH **
Ja det er netop mit dilemma ;-)
….
Der har lige været en undersøgelse som siger noget om danskerne, fordi de fleste sover uden nattøj. Jeg er ret sikker på, at der kunne konstrueres en statistik, som kunne sandsynliggøre hvem man sover med/er gift med, ud fra hvilke småkager man spiser – Karen Wolf, eller måske udelukkende hjemmelavede, og eventuelt om man kan lide hunde eller katte i diverse småkagegrupper. Måske kan man oven i købet få et indtryk af hvilke småkager en veluddannet mand som stemmer på DF spiser. Men jeg er ret sikker på, at man ikke kan finde ud af, hvorfor i alverden han gør dét.
Det er da sikkert noget, som ville interessere rigtig mange mennesker. Jeg kan kun undre mig over at der smides penge ud til ’fokusgruppeinterviews’. Jeg ville mene, at der er mange andre fornuftigere måder at smide penge ud på.
Søren Andersen er et glimrende eksempel på, hvordan alt ikke er sagt med bevægelsen op i verden - der er stadig mange gamle mønstre, der følger med, som først generationer vil udradere. Det er jo den slags, man heldigvis har ungdommens revolteren til at føre igennem. Social opstigning er ikke synkron på alle parametre, derfor er det jo også som ultraliberalistisk indstillede, at mange børn fra småborgerskab og arbejderklasse tager de første skridt via handelshøjskolen eller polytekniske uddannelser. Her kommer de kun sporadisk i kontakt med det politiske, som de typisk i dag - men det er et relativt nyt fænomen efter partiernes tilbagegang over de sidste 20 år - ikke interesserer sig for (som påvist af forfatterne).
Faktisk peger de på noget meget interessant, nemlig den relative arv fra en klientelisme, hvor underklassen ser sig selv som passiv i forhold til modtagelsen af sociale forbedringer. Det er jo skammeligt, når man tænker på, at alt stammer tilbage fra arbejdskampe, som det synes akut nødvendigt at genoplive.
Søren Andersen
Og hvem snakker ‘kun’ om ”skønlitteratur, der udspiller sig i det førrevolutionære feudale Rusland”?
I øvrigt troede jeg, at vi talte om gennem selvstændig tænkning, at erhverve sig sin egen mening. Hvis du kun tror at det kan foregå ”gennem filosofisk og idéhistorisk perspektiv”, af den slags som du anbefaler, så tror jeg nok at du bør grave dybere, for det ser ikke ud til at perspektivet er så frugtbart.
”Set i bagklogskabens ulideligt klare lys”
er et citat, som jeg håber vil blive brugt flittigt af VKO om føje tid. Det er et citat af Søren Kierkegaard i ’Enten-Eller’, og nej, det var ikke Kurt Thorsen der sagde det. Han glemte det der med det ’ulidelige’. Bogen kan anbefales.
Må jeg, i al beskedenhed, henvise til en meget nutidig idéhistoriker: Rune Engelbreth, som det nok er værd at inkorporere inden man lægger sig helt fast på en personlig mening.
Jan Krafting
Du glemte noget:
”På samme måde falder det i min smag at stemme på et parti, der befinder sig på venstrefløjen”
…
Men for at skære det ud i pap, for det generer mig noget at blive sat i bås med Søren Andersen:
Det, der irriterer mig, er, at en mand som helt åbenbart har forstået, at den begavede arbejdersøn ikke sidder og bæller øl, og at Løgstrups tanker om flokdyr versus de intellektuelle er helt i overensstemmelse med fakta – så alligevel mener noget helt andet.
Det tyder på, at Søren Andersen ikke fuldt ud har forstået, at en begavet arbejdersøn ikke nødvendigvis behøver at finde meningen med livet på biblioteker og på museer, og at den intellektuelle/akademiker godt kan være så mindrebemidlet i humanistisk henseende, og frygt for at ’noget’ bliver taget fra ham, at han lader sig forføre at skrækscenarier. – Og i øvrigt sidder i sit elfenbenstårn og giver gode råd om hvordan man får den ’rette’ mening via den ’rette’ lekture.
For ikke at tale om denne anbefaling:
“Allerede nu synes det klart, at denne bog vil opnå status som klassiker, alle bør kende”
Ja jeg kan jo ikke vide det. Det kan jo også være noget religiøst som får folk til at stemme på DF.
Alternativt en ubevidst frygt indpodet i barndommen, som giver sig udslag i både smålighed og umenneskelighed. Med en neurotisk mulighed for trøst i dyr og flæskesteg, samt en forestilling om at alt ville blive godt, hvis Søren Krarups forestilling om det oprindeligt enfoldige og troskyldige menneskes natur blev indført ved lov, og at alle dem som ikke var danske, mindst med aner tilbage til Erik Ejegod, blev smidt ud af landet. Måske skulle Krarup og Langballe så undvære deres pc, og alle andre moderne bekvemmeligheder. Men det tager de sikkert med.
Jamen, Lauritzen,
“Altså den slags mennesker, der forventer, at man serverer et eller andet kødfrit specielt for dem, når de er på besøg, ”
- så kan du da lade være med at invitere dem! Hvor svært kan det være?
Jeg tror jeg går over til grøn te.
I rest my case.
Ja bogen genereliserer danskerne i store grupper.
Men man kan ikke bruge sit eget personlige eksempel til at gendrive bogens påstande…..der er altid undtagelser der træder uden for normen.
Jeg er stort set enig med Marie Fugl og Bent Laursen.
Mennesket er et flokdyr, der er et produkt af den kultur der omringer os under vores opvækst.
Hvordan vores forældre opfostre/danner os, sådan vil flertallet forblive resten af deres dage.
Heldigvis havde jeg nogle fornuftige forældre (:
Kassetænkning eller ej - det var interessant læsning, især fordi mange af påstandende bliver bevist gennem statistik.
Man kan supplere med at kigge på minervamodellen, der er bredt accepteret af både analyseintitutter, reklamebureauer, spindoktorer osv: http://www.lars-bohn.dk/spec/image41.jpg
“Det, som Marie Fugl og Bent Laursen mangler at forklare, er simpelt hen, hvorfor en akademisk uddannet person som jeg med en pæn indtægt, og som både spiser japansk mad og kommer i Grand-biografen, læser Information og køber ind i Irma, støtter et parti som Dansk Folkeparti”
Tjah eller det modsatte: hvordan en person som mig der elsker stegt flæsk, steaks, og fodbold og aldrik kunne finde på at spise thailandsk og som ikke går i teatret kan høre til hos SF. men det er jeg netop således det er med bourdieu, møsterbrydere har ingen plads i hans teori og selvom vi er nogen der afviger er tesen vel at den passer pågennemsnittet
“Når folk stemmer på Dansk Folkeparti, skyldet det ganske enkelt, at de har indset, at indvandringen af utilpassede personer fra den 3. Verden medfører en voldsomt forøget voldskriminalitet, forringer folkeskolerne, skaber kultursammenstød og koster adskillige milliarder kroner om året. Så enkelt er det. Dette er objektive kendsgerninger, og det burde være muligt at nå til denne erkendelse uanset om ens far er arbejdsmand eller professor.”
Når folk ikke stemmer df men derimod b, f eller ø skyldes det ganske enkelt at de har indset at dansk folkepartis mennessyn fremmer had, og intolerance og er skadende for den positive integration og således ender med at bidrage til de negative konsekvenser af indvandringen. ligeledes væmmes de over at df ureflektede kamp mod muslimer har ført til at adskillige mennesker der både kunne bidrage til dette land og er havnet i fuldstændigt horrible vilkår i udlandet er blevet smidt ud. derudover er df med til at forværre vores konkurenceevene da deres modstand mod indvandring o forhindrer os i at tiltrække nødvendig arbejdskraft udefra. Så enkelt er det. Dette er objektive kendsgerninger, og det burde være muligt at nå til denne erkendelse uanset om ens far er arbejdsmand eller professo
Firkantede forklaringsmodeller er verden fuld og de har længe været på mode. Kompleksiteten er kraftig indsnævret efter denne helt nye viden er tilvejebragt.
NB: brug dog forskningsmidlerne originale idéer (suk)
@ I. Sundsvad
”Set i bagklogskabens ulideligt klare lys” er et citat, som jeg håber vil blive brugt flittigt af VKO om føje tid. Det er et citat af Søren Kierkegaard i ’Enten-Eller’, og nej, det var ikke Kurt Thorsen der sagde det. Han glemte det der med det ’ulidelige’. Bogen kan anbefales.
Så vidt jeg husker glemte Thorsen ikke “ulidelige”, men det er rigtigt at han ikke opfandt udtrykket.
Bortset fra det synes artiklen er meget underholdende, som det jo altid er når de forskellige klasser karrikeres på generelle træk ved deres vaner. Undtagelser der bekræfter reglerne er der selvfølgelig og heldigvis masser af. Men alligevel.
@Mokkasinen
“SA’s beskrivelse er billedet på en person der har misbrugt uddannelsessystemet til at få sig en identitet og position i samfundet, alene for at grave sig ned i en protektionistisk egohule som holder andre fra fadet. En person der er motiveret af frygt, og som har lært hvordan et samfund fungerer, og bruger den viden til at udnytte en gruppe uvidende bøller til at holde lokummet rént for sig.”
Hvordan har han misbrugt systemet? Hvorfra ved du at hans eneste formål er at grave sig ned i en “egohule”?
Hvad mener du med at holde andre fra “fadet”, hvem er de “andre”, og hvilket “fad” refererer du til?
Og hvor ved du fra at han er motiveret af frygt?
I det hele taget får man indtrykket af at du blot er interresseret i at sværte andre mennesker til i propaganda øjemed.
Manden fremlægger en personlig profil af sig selv, med det formål at komme med et debat oplæg.
Det eneste du har til overs er foragt.
Du er næppe selv det store forbillede for “ærlig ” etik, og “sund fornuft”. Så hvad med at du dropper dine smålige fordomme og din hykleriske moraliseren, og kommer med et sagligt indlæg?
Hvis du altså kan.
Søren K
Jeg husker tydeligt da jeg hørte udtalelsen fra Kurt Thorsen i tv og tænkte: ”Kan han da for dælen ikke citere korrekt, når han nu har brugt tiden til at læse Kierkegaard” ;-)
Du har ret i at artiklen er underholdende. Den slags artikler får mig ofte til at gå helt grassat med upassende sarkastiske vittigheder – muligvis kun til glæde for mig selv. Men som en klog mand engang skrev: ”Den slags modvirker dårligt humør” ;-).
Og selv denne slags artikler kan kaste interessante indlæg af sig.
Jeg tror ikke Thorsen havde nogen ambition om at citere Kierkegaard korrekt, eftersom han tydeligvis ikke er typen der ligger under for det åndshovmod artiklen forsøger at gestalte. Dertil er han alt for meget af en fritænker. Jeg tror snarere mandens runde hoved er kommet op med en kombiløsning inspireret af Kierkegaard og Kundera. Dette med at “livet skal leves forfra og forståes bagfra” tilsat noget med (fange-) tilværelsens ulidelige lethed, svarende muligvis til savnet af Anna Thygesen og fængslets ensformige og umiddelbart overkommelige rutiner. Men det er selvfølgelig alt sammen spekulativt. Pointen er at Thorsen sagde til kamera:
… set i bagklogskabens ulideligt klare lys…
hvis ikke jeg tager helt fejl. Hvad Kierkegaard pecist sagde i Enten Eller erindrer jeg, med skam at melde, ikke.
Søren K
Det bliver vist en strid om Profetens Skæg, måske var det forskellige kameraer. Spekulationer om stikkervirksomhed skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg trækker mig ;-)
@Mokkasinen
Det lader til at have undsluppet din opmærksomhed at denne tråd handler om en analyse af smag og politisk observans.
SA følger sådan set bare spilereglerne og kommer med et eksempel, i dette tilfælde sin egen person, som ikke stemmer godt overens med forfatternes teori.
Dette eksempel er, med dine egen ord, en anomali.
Du fortsætter så selv med latterligøren og moraliseren. Og forsøger så at tegne en psykologisk profil ved hjælp af en masse løse termer og floskler. Din beskrivelse tjener intet andet formål end at vække en følelse af foragt og moralsk ophøjethed hos læseren.
Hvad skal jeg som læser bruge dine moralske vurderinger til?
Du har ikke andet end et par stiliserede fakta om manden at forholde dig til. Hvis du ikke kan udtrykke nogen “sandhed” om manden selv, hvorfor prøver du så?
“Men hvis jeg pakkede det ind på denne mere ‘fine’ måde, som du nok ville mene hr. moralske forkæmper, så fik jeg jo ikke udtrykt min foragt for de valg der udspringer af SA’s selvfremstilling,…”
Jeg kan også kalde dig en moraliserende selvgod tåbe, men hvad formål tjener det?
Hvis du vil tages seriøst, må du komme med noget mere substans. Din foragt er i sig selv ikke interressant.
Og nej, jeg betragter ikke mig selv som en “moralsk forkæmper”, som du vælger nedladende at kalde mig.
Jeg ville ikke engang vælge at kalde mig selv et “moralsk menneske”. Den slags bedste borger fraser vil jeg overlade til andre at anvende.
I stedet må andre bedømme mig ud fra mine handlinger, og selv fælde en dom. Længere er den ikke.
“Hvis jeg ville føre propaganda, vil jeg snarere benytte mig af mere pædagogisk glatte udtryk, som almindeligvis virker bedre når man vil opnå noget!”
Nu forholder det sig sådan at der faktisk er flere forskellige måder at føre propaganda på. Den pædagogiske er blot en strategi. Mens afsky vækkelse er en anden.
Desuden kan disse strategier anvendes mere eller mindre kompetent. Det afhænger også i sidste ende af om modtageren kan gennemskue dem.
Hvis du har noget at bidrage med andet end dine moralske vurderinger, så kom endeligt med dem.
Men prøv i det mindste at være bare lidt saglig, hvis du forventer at nogen skal gide tage dig alvorligt.
Moralske vurderinger a la; “DFere er nogen dumme snævertsynede egoister”, er set en million gange før. Ærlig talt, er det kedsommelig læsning.
@ I. Sundvald,
En håndsrækning herfra. Thorsen sagde det ved flere lejligheder, og fik ikke “ulideligt” med hver gang.
I. Sundsvald, beklager.
@Mokkasinen
“Jeg må sige at dine kommentarer er noget kontrafaktiske, da det er svært at forstå du vil bruge tid på noget der skulle være så indholdstomt, som du påstår.”
Jeg bruger tid på dine kommentarer, fordi dit første indlæg er grænseløst irreterende, og spild af plads.
Ikke fordi dit oprindelige indlæg på nogen som helst måde bidrog til analysen.
Der er såmænd ikke noget kontrafaktisk i dette , når det kommer til stykket.
Hvis dine udtalelser skal bedømmes som aforismer, kunne man godt forvente noget mere originalt.
Men ok, jeg ved ikke hvad dine forudsætninger er, heller ikke hvad dit formål med at skrive er.
Det lader dog til at være et andet formål end mit.
“I sandhed har du ikke vist dig særligt tolerant, Hr. Bryding, men naturligvis forsøger jeg jo også at rationalisere nogle uanstændige kommentarer, ikke?”
Dit forsøg på rationalisering er ikke vellyket. Jeg tror nærmere dine kommentarer er udtryk for intellektuel dovenskab.
For du ved udemærket godt, at der er langt sværere at forklare anomalien på rationel og afbalanceret vis. Derfor er det meget lettere at forklare SA som et psykologisk tilfælde, der forøvrigt også “burde vide bedre”.
Prøv istedet at udvide din tankemæssige horisont, og forestil dig følgende hypotese er sand;
Der er ikke noget entydigt forhold mellem uddannelses længde og politisk observans.
Din moralske ophøjethed bliver dermed udfordret, og du bliver nu tvunget til at tænke i form af alternative teser.
“….hr småborgelige lallefjot :-)”
Er jeg den småborlige? Hvem er det der er fortaler for “ærlig etik”? Jeg har i forvejen afvist at tilhøre denne klasse af moralister. Du kan kalde mig intolerant og et dårligt menneske, det er ikke noget jeg flagellerer mig selv med, under nogen omstændigheder.
Men det skaber iritation når folk sætter en moraliserende automatpilot på, som intet bidrager til en analyse.
Så jeg kan kun opfordre dig til at anstrenge dig selv noget mere.
Og forøvrigt, vi arbejder alle sammen gratis når vi skriver indlæg på debatten. Så du behøver ikke at føle dig forbigået.
Jan Krafting:
du ved jo ligesågodt som jeg at f.eks. DA har været ude at kritisere at de stramme regler har været med til at skræmme arbejdskraft væk
Hvordan vil videnskaben forklare at jeg som læser en længerevarende videregående uddannelse, taler 4 sprog (med varieret perfektion), spiser alt fra dansk til iransk mad, bor på Vestegnen i noget slidt betonbyggeri, følger med i den politiske debat ikke kunne så meget som drømme om at gå ned og stemme ved et politisk valg ?
Er det fordi jeg er den lavtuddannede, “dovne sofavælger” ?
Problemet ligger for mig at se i, at bogens forfattere ikke har gjort sig klart, hvad rationalitet vil sige.
Uden en gennemgribende analyse af det rationalitetsbegreb, der anvendes, kan man vanskeligt afgøre om man er enig med dem eller ej.
F. eks. skriver man:
“At vi er styret af vores smag betyder ikke, at vi ikke kan argumentere rationelt for vores valg, men der er i vid udstrækning tale om en efterrationalisering. Når jeg spiser orientalsk mad til frokost, så er det ikke en afvejning af, om det er økonomisk, rationelt og sundt. Det falder bare i min smag”.
Det er det rene vrøvl. At handle i overensstemmelse med ens smag er ekstremt rationelt. I Webersk forstand hård teknisk målrationalitet.
For at kunne vælge må man have præferencer. Dvs. at man må vide, hvad man kan lide (noget mere end andet, og hvad man vil have).
Man skal kunne kvantificere denne præference, så man ved hvor meget af en ting man vil opgive for at få noget mere af noget andet.
At spise orientalsk mad til frokost er ekstremt rationelt, hvis det er i overensstemmelse med ens præferencer, og man føler, at man får mest nytte af det man opgiver (det være sig et pengebeløb, eller en halv times vandring i Kongens Have) ved denne disposition. I så fald er den til med økonomiskt og, fordi det at noget er økonomiskt netop vil sige, at man får mest muligt af det man gerne vil have mod at opgive mindst muligt af noget andet.
Det problem forfatterne synes at have fat i virker til at være noget andet.
Præferencer er subjektive. Det betyder ikke, at mennesker selvstændigt skaber deres præferencer eller at de nødvendigvis er vidt forskellige. Tværtimod, så kan præferencer dannes og påvirkes ved hjælp af reklame og markedsføring, og individets præferencer dannes i et kompliceret samspil mellem dem individet er sammen med, og gerne vil ligne, og det og dem så individet ønsker at skille sig ud fra.
Det korte af det lange er imidlertid, at det at handle i overensstemmelse med sine præferencer er rationelt, og det at gøre det så man får mest muligt af dem opfyldt ved at opgive mindst muligt af noget andet præcis er at handle økonomisk rationelt.
Forfatterne forbigår tilsyneladende at politik er en vare. Danmark består af en række parallelsamfund (klasser eller segmenter om man vil) og har altid gjort det. Disse klasser kan i høj grad dannes ud fra indkomst og forbrugsvalg (herunder forbrug af kultur og politik).
Men at slutte herfra til, at individerner valg af varen politik ikke er økonomisk endsige rationelt. Det kan man ikke.
Bag en sådan påstand må nemlig ligge den antagelse, at der findes objektive klasseinteresser, som klassen tilmed forsynder sig imod. Det gør der ikke. Præferencer er subjektive, og hvad der eksisterer er i grove træk blot hyppige subjektive sammenfaldende forestillinger om, hvad der er god for sådan nogle som os (klassen), og dermed for alle, fordi vi alle er ens.
Meget fjollet segment- og markedsgørelse og kassedeling af de forskellige politiske strømninger, men deres udsagn om klassernes fortsatte eksistens, er ikke desto mindre korrekt. Det er her en smule nærliggende at citere Magnus Marsdal;
“Anthony Giddens har taget fejl i 15 år og tager endnu mere fejl i dag. Han tror, venstrefløjens problemer skal løses langs den værdipolitiske akse, fordi han tror, den økonomisk-politiske akse ikke længere eksisterer - på trods af, at den økonomiske ulighed bare stiger og stiger”