Programdirektør i Danmarks Radio, Mette Bock, ønskede ikke at vise dødsøjeblikket, da den britiske dokumentarudsendelse ‘Hjælp - jeg vil dø’ (Right to Die: The Suicide Tourist, red.) søndag aften rullede over de danske fjernsynsskærme.
I programmet får en alvorligt syg, 59-årig mand aktiv dødshjælp. På en schweizisk klinik drikker han en overdosis sovemiddel og dør, mens kameraet kører.
Mette Bock mente ikke, at situationen burde vises, fordi der er tale om “et meget privat øjeblik”, som hun udtrykker det.
Men Mette Bock blev underkendt af topledelsen og har efterfølgende trukket sig fra tv-stationens programetiske udvalg. Divisionschef Inger Bach fra DR Jylland blev efterfølgende udnævnt til ny formand for udvalget.
Dødsscenen, der allerede i et stykke tid har været at se i brudstykker på YouTube, blev efterfølgende vist af den danske public service-kanal søndag aften - og fik ifølge DR 495.000 seere.
Tidligere på ugen så 350.000 briter programmet, hvilket den britiske tv-station Sky Real Lives betegner som sit hidtil bedste seertal i år.
Sky Real Lives har kvinder i alderen 35-54 år som sin vigtigste målgruppe, og stationschef Barbara Gibbon siger til britisk presse, at dødsscenen er vigtig, fordi den syge mand udviser et enestående mod ved at gennemføre sit forehavende.
Sygt stunt?
Den britiske premierminister, Gordon Brown, havde inden udsendelsen advaret tv-stationerne mod sensationslyst i forbindelse med behandlingen af emnet.
Han erklærede sig som modstander af aktiv dødshjælp, men undlod at tage stilling til, om Sky Real Lives’ program efter hans mening dyrkede sensationen.
Mindre diplomatisk formulerer den britiske læge Peter Saunders sig. Han er leder af organisationen Care Not Killing, som har forbindelse til den katolske kirke, og som vil hindre indførelse af aktiv dødshjælp i Storbritannien. Peter Saunders siger i en pressemeddelelse, at tv-stationen har vist programmet som led i “et kynisk forsøg på at sætte seertallene i vejret”.
Han ser hos tv-publikummet en voksende appetit for “mere og mere sygelige reality shows”, for hvilke udsendelsen om det assisterede selvmord efter hans mening sætter nye standarder.
John Beyer fra den britiske interesseorganisation Mediawatch-UK, der bekæmper vold, nøgenhed, homoseksualitet og blasfemi i tv, udtaler:
“Jeg er ikke sikker på, at dødsøjeblikket er egnet til tv, men min store bekymring er, at udsendelsen vil påvirke offentligheden på en måde, den ikke burde.”
Opinionen: Ja til hjælp
Udsendelsens kritikere står over for en mægtig udfordring, hvis de vil vinde den britiske offentlighed for et nej til aktiv dødshjælp. Ifølge Associated Press gik hele 80 pct. af briterne inden udsendelsen ind for en lovændring, der gør aktiv dødshjælp mulig.
Og der kan i kølvandet på tv-udsendelsen iagttages stor aktivitet på internettets diskussionsfora, hvor mange roser udsendelsen for at nedbryde et tabu om døden.
En dansk måling foretaget af Epinion i 2006 viser, at 86 pct. af de adspurgte går ind for aktiv dødshjælp.
Tilslutningen er størst blandt unge og mindst blandt ældre.
En canadisk tv-station, CTV, viste i øvrigt ‘Right to Die: Suicide Tourist’ for et år siden, uden at det kom til større offentlig debat.
Heller ikke da schweizisk tv viste programmet, kom det til alvorlige kontroverser. Schweiz er et af fire europæiske lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt i dag.
De øvrige lande er Holland, Belgien og Luxembourg.
Kommentarer
Jeg så ikke selv programmet, så jeg kan ikke kommentere specifikt på indholdet. Jeg vil dog på linie med Mette Bock mene, at det er både unødvendigt og upassende at vise selve dødsøjeblikket for åben skærm, for det er netop “et meget privat øjeblik”.
Men jeg er skam tilhænger af dødshjælp, som minimum i udgaven ASSISTERET dødshjælp, hvor jeg i tilfælde af uhelbredelig og ubærlig smertefuld sygdom kunne få udleveret en dødbringende dosis medicin, som jeg SELV kunne tage, når jeg synes tiden er inde.
En verdensomspændende, øredøvende kampagne igennem årtier for aktiv dødshjælp; hvorfor er det så vigtigt at få folk til at acceptere dødshjælp, er det for at samfundet kan spare penge til livsforlængelse, og hvorfor så påtrængende at indføre et hjernedødskriterium, er det for at få folk til at tro, at hjernen er det livsdefinerende organ.
Ned med Materialismen!
Snarere ned med religiøse tabuer !
@Heinrich R: Enig!
Mange af argumenterne imod dødshjælp synes nemlig at have underliggende religiøse toner i stil med, at kun Gud bør bestemme over liv og død. For et ikke-religiøst menneske som mig giver sådanne religiøse argumenter overhovedet ingen mening.
Hvorfor synes det så vanskeligt for religiøse mennesker at give mig friheden til at vælge, hvordan jeg skal dø? Hvorvidt religiøse mennesker ønsker at henralle deres sidste timer-dage-uger i ulidelige smerter i tiltro til én eller anden religiøs overbevisning vedkommer ikke mig. Det er deres frie valg. Kunne de ikke udvise mig samme velvilje?
PS: Min ikke-religiøsitet er for mig ikke ensbetydende med, at jeg betegner mig selv som ateist. Det betyder alene, at jeg ikke bekender mig til nogen af de eksisterende verdensreligioner, der i mine øjne langt - for ikke at sige helt - hen ad vejen er menneskeværk.
Jeg kan ikke se hvorfor man ikke skulle kunne vise en fredfyldt dødsproces på TV, når den døende selv har givet tilladelse til at man må vise dette private øjeblik.
Vi er så fremmedgjorte overfor døden, at de færreste har set et dødt menneske.
Fødsel og død er begge en del af livet, og vi er efterhånden vant til at overvære fødsler på TV, selv om dette også må betragtes som et privat øjeblik.
Jeg synes det er langt mere betænkeligt at lave udsendelsesrækker om uopklarede mord, med underlige clairvoyante udtalelser og omkranset eller afbrudt af reklamer. Det synes jeg er disrespekt overfor den myrdede, som formentlig aldrig havde forestillet sig eller har godkendt at hendes eller hans liv og eftermæle skulle udsættes for nyfigenhed, clairvoyante gætterier og reklamer for vaskepulvere m.m.
@HB Rasmussen: Rigtig gode betragtninger.
“et meget privat øjeblik”
Dén eneste der har ret til at betemme om det er et “meget privat øjeblik” er den syge person i tv programmet.
Har han sagt god for at offentliggøre hans egen død, så skal ansatte i mediebranchen ikke tro at de ved hvad der er bedst for ham i hans sitation.
Præcis, Casper Jensen.