Få dage efter afslutningen af FN’s klimaforhandling i Poznan i Polen fremlægger internationale forskere vidnesbyrd om, at de arktiske områder nu synes inde i en selvforstærkende opvarmningsproces og dermed tilsyneladende er forbi det vendepunkt, hvor udviklingen kan bremses.

Både amerikanske og danske forskere siger, at de senere års tiltagende sommerafsmeltning af is i Arktis nu har sat i gang i den ‘arktiske forstærkning’, hvor solens energi i stigende grad opsuges af det mørke hav og af landjorden frem for at blive reflekteret af de hvide isflader, der bliver stadig mindre.

Denne opsugning af varme, betinget af forskelle i mørke og hvide overfladers såkaldte ‘albedo’, gør, at også atmosfæretemperaturen over Arktis stiger - og stiger hastigere end andre steder på kloden. Konsekvensen er, at mere is smelter, hvorved mere varme opsuges, så endnu mere is smelter osv.

Det ser ud til, at det kører nedad, uanset hvad vi gør,” siger seniorforsker Rasmus Tonboe, Danmarks Meteorologiske Institut.

I øjeblikket er Det Arktiske Ocean under tilfrysning, fordi det er vinter, men det går langsommere end normalt.

Temperaturen har svært ved at komme ned igen, formentlig fordi der har været så lidt havis, og der derfor er pumpet varme ned i systemet,” siger Rasmus Tonboe.

Det amerikanske National Snow and Ice Data Center (NSIDC) bekræfter billedet. I oktober var temperaturen over Arktis tre-fem grader over det normale for årstiden og visse steder hele syv grader over, rapporterer NSIDC.

Lufttemperaturerne over Det Arktiske Ocean forblev et godt stykke over gennemsnittet i november, dels på grund af fortsat afgivelse af varme fra havet til atmo-sfæren, dels på grund af et mønster af atmosfærisk cirkulation, der transporterer varm luft til området,” skriver NSIDC i en opdatering af isforholdene i Arktis.

I november var den tilfrysende vinteris 680.000 kvadratkilometer mindre i udstrækning end gennemsnittet for perioden 1979-2000. Det svarer til 15 gange Danmarks areal. På en konference i American Geophysical Union, afholdt i San Francisco, fremlagde NSIDC’s Julienne Stroeve i går nye data, der dokumenterer, at de selvforstærkende mekanismer har været under udvikling i flere år.

Den efterårsopvarmning, vi har set over Det Arktiske Ocean ikke bare i år, men i de seneste fem år, afspejler ‘den arktiske forstærkning’: Det forhold, at stigningen i lufttemperaturer nær overfladen som konsekvens af stigende koncentrationer af drivhusgasser, vil være kraftigere i Arktis end andre steder på kloden.”

10-15 år for tidligt

Selv vore tidligste klimamodeller fortalte, at vi ville se den arktiske forstærkning dukke op, i takt med at vi mister sommerisdækket. Det er præcis, hvad vi nu kan begynde at se. Jeg bryder mig ikke om at sige det, men enkelt udtrykt er dette et tilfælde af ‘hvad sagde vi’ - for det gjorde vi faktisk,” siger Stroeve til The Independent.

Problemet er, at effekten viser sig 10-15 år før forudset af klimaforskerne.

Hele systemet er under meget hastig forandring. Arktis fortæller os, at klimaforandringerne kommer hurtigere og kraftigere,” siger den canadiske klimaforsker David Barber, University of Manitoba, der for nylig har afsluttet en 15 måneder lang ekspedition i de arktiske områder.

Det bekymrer mig, at FN’s Klimapanel baserer sine forudsigelser på modelresultater, der forudser isfri sommer i Arktis i 2100. Observationerne siger, at vi vil blive isfri i 2015 - det må formidles klart og effektivt til verdens beslutningstagere,” siger David Barber.

På forskerkonferencen i San Francisco fremlagde Jason Box, arktisk klimaforsker ved Ohio State University, nye data fra Grønland, der fortæller om accelererende tab af indlandsis via de store gletschere langs den grønlandske kyst. I sommer skrumpede gletschertungerne sammenlagt med 184 kvadratkilometer, tre gange så meget som i 2007, der i sig selv var rekordår.

Vi ved nu, at klimaet ikke behøver yderligere opvarmning for, at Grønland skal blive ved at miste is. Det har sandsynligvis passeret det punkt, hvor det kan opretholde den hidtil kendte ismasse,” sagde Jason Box på forskerkonferencen.

Methan-udsivning

Andre klimaforskere advarer om, at den selvforstærkende opvarmning over Det Arktiske Ocean og den ledsagende havis-smeltning kan stimulere andre selvforstærkende mekanismer på land.

De permafrosne områder i Canada, Alaska og Sibirien binder enorme mængder frosne drivhusgasser i form af methan og CO2 - tilsammen en dobbelt så stor kulstofmængde, som findes i atmosfæren. David Lawrence ved det amerikanske National Center for Atmospheric Research har foretaget modelstudier, der viser, at processerne omkring havisens smelten også vil lede til optøning af de permafrosne områder.

Vore undersøgelser peger på, at hvis havisen bliver ved at skrumpe kraftigt i en årrække, så vil opvarmning af landjord og optøning af permafrost accelerere,” siger Lawrence.

Hans forskerhold finder, at en periode med fortsat kraftigt tab af havis kan føre til en opvarmningshastighed over land, der er 3,5 gange større end de hastigheder, der i klimamodeller er forudsagt som gennemsnit for det 21. århundred.

Tør permafrosten, begynder lagrene af methan og CO2 at sive op i atmosfæren, hvor de forstærker opvarmningen. Methan har således en drivhuseffekt, der målt pr. molekyle er 25 gange så kraftig som CO2. Med opvarmningen sker der mere optøning af permafrost og dermed yderligere opvarmning- endnu en selvforstærkende proces.

Forskernes meldinger om, at vendepunkter i Arktis synes at være overskredet, kommer på et tidspunkt, hvor det internationale samfunds repræsentanter tager fat på en række forhandlingsmøder for at kunne nå frem til en ny global klimaaftale i København om et år. På det netop afsluttede klimamøde i Poznan, Polen, blev der ikke gjort fremskridt i form af klarere formuleringer om de mål for reduktion af drivhusgasudledningerne, som bør nås. På linje med flere klimaforskere gjorde USA’s tidligere vicepræsident Al Gore sig til talsmand for, at man i lyset af den seneste viden strammer det mål, som bl.a. EU anbefaler - et stop ved en koncentration på 450 ppm CO2 i atmosfæren - til 350 ppm.

Fra forskermødet i San Francisco siger Martin Sommerkorn, klimaforsker ved det skotske Macaulay Institute og ledende klimarådgiver for WWF, at “vi ser ubestridelige videnskabelige vidnesbyrd om et arktisk system på grænsen til at udløse katastrofale konsekvenser for resten af verden.”

Denne ny viden forpligter os mere end nogensinde til uden forsinkelse at nå frem til en ny global aftale om skrappe reduktioner i de globale udledninger af drivhusgasser.”